Er jeg tilgængelig?

Regionens undersøgelse af telefontilgængeligheden hos hovedstadsområdets praktiserende læger rammer lige ned i et ømt punkt.

Ifølge undersøgelsen var 17,5% ikke til at træffe på telefonen. Dette tal dækker læger, der ikke besvarede telefonen, læger, som var optaget gentagne gange ved op til fire opkald, eller hvor folk stod i telefonkø i mere end ti minutter. Det er ikke godt og ikke godt nok.

Jeg var ikke blandt de 17,5%, men i vores egen patienttilfredshedsundersøgelse i min klinik var telefonen et tema for patienterne. Den har vi taget til os. Fordi vi har tænkt over det, kan jeg med sindsro sige: Det er ikke let at finde løsninger på det problem. Sagen er, at man kun kan have en person i røret ad gangen. Og når en person er i røret, er vi netop - ja: tilgængelige. Det vil sige, at vi anstrenger os for at finde en løsning på patientens problem. Som indimellem er et spørgsmål, som ganske enkelt kan besvares af os læger eller af en sygeplejerske - og indimellem tager lidt tid. Og så er telefonen altså optaget imens.

Tilsyneladende er der altså et paradoks - hvis jeg bliver mere tilgængelig (med helt korte kontakter på telefonen), bliver jeg også mindre tilgængelig: Jeg må sløjfe mit fokus på at løse problemerne her og nu, uden at patienten bliver nødt til at få en tid.

Regionen mener - meget relevant - at vi må finde en løsning på telefontilgængeligheden. Der er en støt stigende strøm af opkald til praktiserende læger, selvom alle læger efterhånden også har e-mail-adgang. Så måske skal vi omtænke hele problemfeltet og dets løsning.

Regionen mener, at hvis vi ikke selv løser det, så vil de gøre det. Jeg ser det for mig: Et call centre? Udlicitering til en sluse med viderestilling til lægens bagomnummer? En helt anden type kontakt med sundhedsvæsenet - eller egne klinikker som f.eks. regionsklinikken i Vestsjælland, som i parentes bemærket har haft otte læger på tre år, hyppige vakancer og ofte et skilt på døren: lukket pga. sygdom?

Vi må insistere på, at tilgængelighed er mere end bare hul igennem. Det er også engagement, kontinuitet og et vedholdende ønske om at være til stede for dem, der har behov. Det er inden for den ramme, at kontaktproblemet skal løses.

Når man har en syg telefon og ringer til TDC, får man en reserveret stemme i røret, som køligt siger: Du er nu nummer ... 17 ... i køen, vent venligst. Hvis selveste telefongiganten ikke har løst problemet med at komme igennem til bare et eneste menneske, der vil tale med mig om en syg telefon, så er der måske heller ingen simple snuptag for lille mig.

Det er ingen trøst, men understreger bare, at der ikke er lette svar.