Skip to main content

Er kontoret for sund fornuft lukket?

Retten til tidlig pension, også kendt som Arne-pensionen – er kontoret for sund fornuft lukket?

Ane Marie Thulstrup arbejdsmediciner ledende overlæge

5. mar. 2021
2 min.

I dette forår er der fuld gang i overenskomstforhandlingerne, hvor et af punkterne er seniorordninger og seniorfridage. Disse ordninger er til for at fastholde flere medarbejdere med fysisk krævende arbejdsopgaver eller med skæve arbejdstider indtil pensionsalderen. Flere større faggrupper har allerede forhandlet en overenskomst færdig for de kommende tre år. Overordnet har samfundet et ønske om, at ansatte skal arbejde fuldtid, og samtidig stiger pensionsalderen gradvist med vores stigende levealder – det bliver lidt som en Fakta-reklame, bliv bare fem minutter længere.

Samtidig er det kun to måneder siden, helt præcist den 21. december 2020, at Folketinget vedtog en lov, hvor indholdet er retten til tidlig pension. Borgere, som har været på arbejdsmarkedet i mere end 44 år, får en ret til tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet før folkepensionsalderen. For at opnå denne ret er der flere krav: Det kræves, at der ikke er en større pensionsformue, og at der er indbetalt til ATP i det antal år, der kræves for at få ydelsen. Samtidig vil man gerne have, at arbejdsstyrken, bl.a. sundhedspersonale, fortsætter deres arbejdskarriere til folkepensionsalderen.

Et stort dilemma er, at retten til at gå på arbejde ikke bliver diskuteret. Skånehensyn i seniorårene, hvor der bliver skabt gode og sunde arbejdsforhold for vores seniorer, er ikke med i aftalen. Seniorordninger, der opnås i overenskomstforhandlingerne, er forholdsvis få i forhold til behovet, og ordningerne er rettet mod en gruppe medarbejdere og ikke individuelle konkrete vurderinger. Man savner en diskussion af både primær og sekundær forebyggelse.

Arbejdsmedicinere har tidligere været nævnt til at vurdere, om en lønmodtager opfyldte kravene til tidlig pension, men hvis læger skal involveres i den type opgaver, bør læger være uafhængige og lave en konkret lægefaglig vurdering, uden at borgeren skal igennem et længere udredningsforløb eller afklaringsforløb. Læger har kun interesse i, at man dropper bureaukratiet.

Muligheden for at få et fast track med en arbejdsmediciner, der laver en sundhedsfaglig vurdering af seniorborgere, der er i arbejde, lyder relevant. En præmis må dog være, at det skal kobles med rådgivning om konkrete skånebehov og arbejdsfastholdelse.

Et dilemma opstår, når vi med den ene hånd vil give en gruppe borgere tidlig pension og med den anden hånd forsøger at få borgerne til at blive længere på arbejdsmarkedet.

Kontoret for sund fornuft må være lukket.