Skip to main content

Er sorg en sygdom?

Kompliceret sorg er på vej ind i WHOs diagnoseklassifikation. Det indikerer, at sorg kan og skal fikses, skriver klummeskribent Ole Hartling, der går i rette med den forestilling.

Ole Johannes Hartling, pensioneret overlæge, arbejder to dage om måneden på Vejle Sygehus
1. maj 2018
03 min

Forlænget sorg-forstyrrelse eller ”kompliceret sorg” er på vej i den seneste revision af WHO’s diagnoseklassifikation, ICD-11. Når der findes en diagnose, findes der også en sygdom. Og når der findes en sygdom, kan den behandles – eventuelt med medicin.

Diagnoser tilfredsstiller et behov for at forklare og rubricere. Det er ikke nyt. Fra eventyrenes verden ved vi, at hvis man kan nævne troldens navn, får man også magt over den. Men en diagnose betyder, at en person bliver til en patient. Personen bliver etiketteret, og det medfører i anden række sygerolle og tab af autonomi. Diagnosetrangen er stor, for en diagnose indikerer ”håndterbarhed”. Forskellige diagnoser – også mange, der i dag er forladt – har i tidens løb legitimeret farmakologiske, elektriske, psykiatriske, medicinske, diætetiske og kirurgiske behandlinger.

"Er sorg en sygdom?" var titlen på en ledende artikel i The Lancet helt tilbage i 1976. Den konkluderede, at med en sygdomsdiagnose kan sorg gøres til genstand for forskning og behandling. Den bliver med andre ord noget, man kan og skal fikse.

WHO har forberedt sorgdiagnosen gennem nogle år. Det vurderes, at 15-20% af sørgende vil opfylde kriterierne. Den engelske forfatter Julian Barnes ville uden tvivl være blevet inkluderet. I bogen ”Vejen op, vejen ned” fortæller han om tabet af sin kone. ”Mit livs hjerte, mit hjertes liv” kalder han hende. Med sin forfatterpen beskriver han det: ”Man befinder sig i en ny geografi, kortlagt med en ny form for kartografi. Man synes at orientere sig efter et af den slags landkort fra det 17. århundrede, hvor man finder Tabets Ørken, Ligegyldighedens Sø (vindstille), Fortvivlelsens Flod (udtørret), Selvmedlidenhedens Sump og Erindringens Grotter (underjordiske)”.

Barnes vil aldrig mere være den samme efter hendes død. Man kan komme godt over en blindtarmsoperation. Man kan også komme over en benamputation, men derefter vil man altid være etbenet. Så på en måde bliver Barnes ikke rask. Men er han syg?

En sorgdiagnose får ikke med, at sorg er kærlighed. Sorgen er, at man ikke kan komme af med kærligheden på rette sted, nemlig hos den savnede. Længslen efter den elskede smerter, men længsel og smerte vil ikke undværes, for så var der heller ingen elsket. Hvad trøster da? Ingenting. Det er blevet beskrevet med paradokset: ”Trøsten er, at der ingen trøst er”. Og det er trøsten, for hvis der var trøst, betød det samtidig, at tabet var overskueligt og håndterbart, og det ville straks betyde, at tabet var mindre, end det er. Og sådan er det ikke; det er netop så uoverskueligt stort, at det ikke kan håndteres. Og det er en mærkelig glæde, at det er sådan. Og den glæde skal ingen sorgpille tage fra én.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen