Skip to main content

Er Styrelsen for Patientsikkerhed ved at udvikle sig til Styrelsen for PatientUsikkerhed?

BLOG - Jeg er bange for at skrive dette blogindlæg. Får jeg nu gjort for meget opmærksom på mig selv i Styrelsen for Patientsikkerheds øjne? Kan de finde på at begynde at grave i mine sager? Således spørger Monika Afzali Rubin.

Monika Afzali Rubin er kritisk over for det gebyr, hun som læge skal betale til Styrelsen for Patientsikkerhed for at være læge ved sportsarrangementer. Foto: Privat
Monika Afzali Rubin er kritisk over for det gebyr, hun som læge skal betale til Styrelsen for Patientsikkerhed for at være læge ved sportsarrangementer. Foto: Privat

Læge Monika Afzali Rubin, monika_afzali@hotmail.com

3. jan. 2018
5 min.

Jeg er på barsel. Det er skønt. Skønt på flere måder. Både af de naturlige moderlige årsager og også fordi jeg får et tiltrængt pusterum fra at gå rundt med en konstant angst. Eller angst er måske så meget sagt, men en konstant knude i maven har jeg haft. Denne knude er opstået over især det sidste halve år, hvor jeg føler, at Styrelsen for Patientsikkerhed har været på krigsstien. Først fyldte Svendborgsagen meget. Det gør den stadig. Men nu fylder også kravene om registrering, hvis man udfører lægevirksomhed i sin fritid. De kalder det krav om ”registrering af behandlingssted”.

Jeg har gennem min korte kliniske karriere haft en del både frivilligt og letlønnet arbejde som læge ved forskellige sportsarrangementer. Det har været sjovt, lærerigt, men også givende at se sin lægegerning udfolde sig under mere primitive forhold end i hospitalsverdenen, og det har været rart at komme ud blandt ”rigtige mennesker”. Det er et andet sammenhold, der er blandt de frivillige, end i klinikken, et andet tempo, og man er meget afhængige af hinanden. Det skaber et særligt bånd.

Hvis vi fremover ikke kan have en åben kultur, hvor vi taler om de svære ting og ”forkerte” ting, vil det være patient-usikkert – ikke patientsikkert. Jeg undrer mig derfor over den linje, som Styrelsen for Patientsikkerhed lægger for dagen – hvem gavner det?

For nylig har jeg dog erfaret, at muligheden for at opleve dette bånd måske er ved at være fortid på grund af Styrelsen for Patientsikkerheds krav om registrering. Så vidt jeg har forstået, skal man nu til at betale 4.000 kroner for at registrere sig som behandlingssted, hvis man yder lægegerning uden for den kliniske hverdag – det være sig lige meget om man får løn for det, man gør, eller om det er frivilligt. Det vil betyde, at man lige pludselig skal til at betale for at få lov til at agere læge ved sportsarrangementer og andre frivillige tiltag. Det er sørgeligt. Både for den enkelte læge – hvor deltagelse et par gange om året kan være nok til at få fornyet energi – som endnu en gang skal føle sig som jaget vildt af Styrelsen, men også for alle de frivillige organisationer, der risikerer at miste lægelig arbejdskraft.

Men jeg er også bange. Bange for at skrive dette blogindlæg. Får jeg nu gjort for meget opmærksom på mig selv i Styrelsen for Patientsikkerheds øjne? Kan de finde på at begynde at grave i mine sager? For så er jeg sikker på, de finder noget, jeg kan blive dømt for. En ordination, jeg ikke har fulgt op på, eller en vejledning, jeg ikke har fulgt til punkt og prikke, fordi der ikke var tid. Tid i en stresset klinisk hverdag, hvor jeg arbejder med akutte patienter. Traumekald, hjertestop, blødende patienter.

Dog mener jeg heller ikke, at det er der, vores primære fokus skal være!

Fakta

Fakta

Jeg underviser læger, sygeplejersker og ambulancebehandlere på Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation. Her har vi særligt fokus på de ikketekniske færdigheder og kommunikation mellem personalet og med patienten, da dette beviseligt ligger til grund for mange såkaldte utilsigtede hændelser, ”fejl” og i værste tilfælde dødsfald i klinikken. Vi underviser meget ved hjælp af simulationsbaserede cases med efterfølgende debriefing. Det er ofte i debriefingen, at den største læring blandt kursisterne foregår. Men det kræver, at man som kursist er åben og tør tale om, hvad der gik godt, og hvad der kunne have været anderledes.

Der kan trækkes en parallel direkte fra den simulationsbaserede undervisning til den kliniske hverdag. Hvis vi fremover ikke kan have en åben kultur, hvor vi taler om de svære ting og ”forkerte” ting, vil det være patient-usikkert – ikke patientsikkert. Jeg undrer mig derfor over den linje, som Styrelsen for Patientsikkerhed lægger for dagen – hvem gavner det? I mine øjne ikke patienterne. Måske på den korte bane gavner det nogle patienter, som føler en oprejsning, og retfærdigheden sker fyldest, hvis der er sket en fejl – men ikke på den lange bane. På den lange bane risikerer vi, at ting bliver fejet under gulvtæppet på grund af angst for følgerne. Ikke fordi fejlen er sket med vilje, og tro mig: De fleste kollegaer husker vitterligt deres fejl og vil gøre alt i verden for, at de ikke sker igen, men vi risikerer at ikke lære af hinanden. Og det vil være den største fejl af alle. Sammen er vi både stærkere og klogere end hver for sig. Dette sammenhold er Styrelsen for Patientsikkerhed ved at ødelægge.

Læs også: Masseflugt af vagtlæger i Region Syd