Er tiden løbet fra lægeløftet?

... skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn ...« Ovennævnte passage fra det danske lægeløfte gjorde stort indtryk på mig, da jeg som nyuddannet læge i sin tid gav hånd på, at jeg i mit fremtidige lægelige virke i det danske sundhedsvæsen ville efterleve lægeløftets etiske og moralske krav. Her var den præcise formulering, der mest af alt konkretiserede de tanker og følelser, der fik mig til at blive læge. Tydelig var også den enorme ydmyghed og ansvarsfølelse, der fyldte mit indre, da jeg med et smil kunne konstatere, at mere end seks års hårde studier endelig var ovre.

Nu, en del år senere, er smilet langsomt ved at stivne: Ydmygheden og ansvarsfølelsen erstattet af afmagt og bristede illusioner over mødet med et sundhedsvæsen, der uanset vores faglige specialevalg i stigende grad presser os alle ud i situationer, hvor lægeløftets smukke intentioner alt for ofte kommer til kort. Fra en del af kollegerne, som er ansat på de hospitalsafdelinger, der i disse dage rammes af nedskæringer, hører jeg følgende beskrivelser af de skrækindjagende arbejdsforhold, man går i møde, når sparerunden er tilendebragt: Kritisk syge patienter på gangene, alt for få hænder til alt for mange patienter, timelange ventetider grundet arbejdspresset, aflysninger af planlagte operationer mv.

Det er lige præcis på baggrund af dette skrækscenarie, at jeg gentager mit spørgsmål: Kan man som læge overholde lægeløftets moralske og etiske forpligtelser, vel vidende at ens arbejdsforhold i den grad øger risikoen for fejl og utilsigtede hændelser, som i yderste konsekvens kan koste vores patienter livet? Indbefatter vores forpligtelse i den situation ikke i virkeligheden at råbe vagt i gevær snarere end blot at forsøge at holde skansen og nyde violinmusikken i kaffesalonen, mens vi som et andet Titanic uvægerligt styrer mod katastrofen?

Det mantra, nogle af lægerne på de nævnte afdelinger hver især gentager for sig selv, for at holde håbet oppe, er: »Ingen dør i min vagt«, men sandheden er jo, at uanset hvor stærkt man løber eller hvor effektivt, der arbejdes, så vil det ske en dag. Vel at mærke patienter, som ikke behøvede at dø. De bliver ofre for de økonomiske besparelser, der har skabt de arbejdsbetingelser, der gør, at disse læger ikke længere kan »... anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn ...«.

Skåret helt ind til benet handler dette indlæg egentlig blot om at kunne finde nogle svar. Min viden om læger som folkefærd fortæller mig nemlig, at vi nok skal passe vores arbejde, uanset hvilke arbejdsbetingelser vi bliver udsat for. Vi skal nok gøre vores yderste for at redde hver eneste patient, som vi får ansvar for. For vi ved jo, at der ikke er andre end os.

Men når det er sagt, bliver vi også nødt til at afkræve de mennesker, som er ansvarlige for forringelserne af vores arbejdsforhold, nogle meningsfulde svar, som vi kan give de pårørende, der mister deres kære. »Økonomiske besparelser, travlhed, for få hænder, overbelægning« eller andre meningsløse floskler er ikke svar, som på nogen måde vil kunne bruges i den situation. Ej heller er det en tekst, nogen ville ønske sig stod på deres gravsten ...