Skip to main content

Er tvangsbehandling af sædelighedskriminelle etisk uforsvarligt?

Forskningsstipendiat Morten Ebbe Juul Nielsen, Roskilde UniversitetscenterE-mail: mejn@ruc.dk

6. jun. 2006
6 min.

Det er muligt at behandle sædelighedskriminelle med driftsdæmpende medicin, der reducerer kriminelt recidiv radikalt. Ved Anstalten ved Herstedvester har Mollerup et al gennemført en undersøgelse af behandlingen [1]. Dens medicinske karakteristika beskrives pp. 6ff. 44f.

Der behandles kun personer »... dømt for recidiverende eller meget alvorlig personfarlig sædelighedskriminalitet, hvor ... psykoterapeutisk eller anden form for medicinsk behandling ikke alene er tilstrækkelig til at imødegå risiko for ny sædelighedskriminalitet ...«, og som »... ved mentalundersøgelse ... vurderes som værende farlige. Det drejer sig således om personfarlige recidivtruede sædelighedskriminelle med lange straffe, oftest med tidsubestemt straf (forvaring), der tidligere har afsonet domme for sædelighedskriminalitet« (p. 9).

Behandlingen reducerer recidiv overordentligt effektivt: I gruppen af behandlede var recidiv (til sædelighedskriminalitet) 11%, medens kontrolgruppen havde et sædelighedsrecidiv på 75% (p. 36).

Af alvorlige bivirkninger nævnes irreversibel afkalkning af knoglerne, der imødegås ved supplerende kalkbehandling, samt mulig påvirkning af leverfunktionen, der medfører behandlingsstop, hvorefter beskadigelsen ophører. Af mindre bivirkninger nævnes vægtøgning, svedtendens og brystspænding. Endelig nævnes irreversibel forstørrelse af brysterne (p. 8).

Selvom man bestemt ikke skal bagatellisere bivirkningerne, må det bemærkes, at de alvorlige kan modvirkes eller er reversible, og at de mindre ikke er funktionsnedsættende eller på andre måder fundamentale for en gennemsnitlig persons velbefindende.

Imidlertid er der blandt behandlere og andre fagpersoner skepsis. Især to anker trænger sig på. Dels hævdes behandlingen at være retssikkerhedsmæssigt problematisk. Dels hævdes behandlingen at være i modstrid med en moralsk grundnorm, der tilsiger os at behandle personer som mål og ikke som midler.

Gæld til samfundet

Det kan anses som problematisk, at man pålægger individer en tillægsstraf ud fra devisen om, at »man har betalt sin gæld til samfundet«, når straffen er udstået. Men metaforikken vedrørende »gæld til samfundet« er uklar: Hvorledes kan man betale en gæld tilbage til et voldtægtsoffer eller til samfundet? Gældsmetaforikken implicerer også, at man kan »gøre skaden god« ved at udstå en straf. Men hvorledes skulle straf kunne gøre en skade god? Endvidere er det et åbent spørgsmål, om ikke en sædelighedskriminel simpelthen fortjener »tillægsstraffen« - at der i virkeligheden ikke er tale om et tillæg men om den egentligt fortjente straf.

Straf på forhånd

Endvidere anses det som problematisk at straffe personer på forhånd, hvilket kan siges at være tilfældet, hvis rationalet for behandlingen er at undgå kommende forbrydelser. Vi anvender kun behandlingen i forbindelse med personer, vi anser som specielt farlige. Men vi er ikke specielt dygtige til på forhånd at udpege, hvem der recidiverer. Derfor straffer vi - uretmæssigt - nogle på forhånd. Det er klart, at man ved en urimelig begrebsliggørelse af »fare«, som f.eks. ved den blotte konstatering af en hvilken som helst statistisk set forøget fare, uanset hvor minimal den er, kan komme til ganske absurde resultater. Men der må være mindst to led i argumenter for indgreb begrundet i fremtidig fare: Dels en vurdering af risikoen for recidiv og dels en vurdering af alvorligheden af den kriminalitet, der recidiveres til. Og det forekommer evident, at vi må operere med en form for sliding scales-princip her: Jo alvorligere den kriminalitet, der er involveret, jo mindre bliver kravet til sandsynligheden for, at der recidiveres, og omvendt. Det er en applikation af et klassisk forsigtighedsprincip. Endvidere skønnes det såkaldte mørketal - dvs. begået men ikke anmeldt kriminalitet - for sædelighedskriminalitet ofte at være endog meget stort. Dette synes i temmelig høj grad at underminere argumenter baseret på (lille) recidiv.

Kant og moralfilosofien

Så vidt de mere retslige problemer. En moralfilosofisk bekymring går på følgende: Bruger vi ikke personer som midler til et mål, når vi tvangsbehandler dem, nemlig som mål for minimering af vold? Er det ikke i uoverensstemmelse med respekt for personers autonomi, værdighed eller integritet? Denne indvending har klart rødder i Kants filosofi. Denne hævdede en række maksimer (moralske grundnormer), heriblandt det berømte »behandl altid andre ikke blot som midler men altid tillige som mål.« Vi skal altså aldrig behandle personer udelukkende som midler men altid tillige som mål.

Hvad vil det sige? En rimelig udlægning er, at man inddrager og tager hensyn til de personer, der påvirkes af ens handlinger. Vi tillægger deres velfærd eller interesser vægt - vi behandler dem ikke som ting.

Der mangler imidlertid et demarkationskriterium, en betingelse, der er opfyldt, når vi tillægger andre personers velfærd en tilstrækkelig vægt. Dette er imidlertid ikke så ligefremt at definere. Et lovende forslag - antydet af blandt andet filosoffen Derek Parfit - siger, at betingelsen afhænger af, hvorvidt personer burde samtykke i en given handling. Således gør jeg ikke noget moralsk forkert, når jeg bruger en grønthandler som et blot middel til at få opfyldt mit behov for grøntsager. For grønthandleren samtykker, alt andet lige, i, at forholdet mellem mig og ham alene består i en høflig udveksling af penge for varer. Der en lang række tilfælde, hvor vores intuitioner om, hvad der er rimeligt at forlange, at personer samtykker til, fint følger vores vurdering af, at en handling er moralsk forkastelig: Således er det de færreste tilfælde, hvor vi mener, at man bør samtykke i tortur, vold osv.

Faktisk og ideelt samtykke

Et vigtigt skel her er mellem faktisk og ideelt samtykke. Det turde være klart, at vi ikke kan bruge førstnævnte: Der er mange handlinger, som vi anser som moralsk uforsvarlige, selvom personer indvilliger i dem, mens vi omvendt anser en række handlinger for moralsk påkrævede, selvom personer ikke samtykker - således mener vi ikke, at det altid er forkert at straffe, selvom de påvirkede ikke faktisk giver deres samtykke. Bemærk, at vi mener, at man ikke bør give sit samtykke til moralsk forkerte handlinger, mens man bør give sit samtykke til moralsk påkrævede handlinger.

Således når vi til følgende: Den sædelighedskriminelle kan ikke klage over behandlingen ud fra den tanke, at han blot bliver behandlet som et middel, hvis han bør give sit samtykke til behandlingen. Sagt på en anden måde: Vi udviser ikke manglende respekt for personer, hvis vi behandler dem på en måde, de bør give deres samtykke til.

Spørgsmålet bliver dermed: Bør en sædelighedskriminel indvillige i behandlingen og under hvilke omstændigheder? Det vil føre for vidt at prøve at klarlægge det sidste spørgsmål her, men det turde være evident, at der er mange situationer, hvor en sædelighedskriminel burde indvillige i behandlingen - specielt sædelighedskriminelle i den særdeles tunge kategori, som Mollerup et als undersøgelse drejer sig om. Behandlingen reducerer risikoen for recidiv radikalt og forhindrer dermed - i mange tilfælde - både den skade, der forvoldes mod offer og samfund, og sparer den sædelighedskriminelle for yderligere moralske fallitter.

Konklusion

Vi kan selvfølgelig ikke udrydde sædelighedskriminalitet ved at indføre tvangsbehandling af sædelighedskriminelle, men vi kan gøre et substantielt indhug i den til gavn for ofre, samfund og gerningsmand.

Frem for at antage en refleksmæssig skepsis over for »sammenblandingen« af kriminalitetsbekæmpelse og medicinsk og psykiatrisk virke burde der lægges en større forskningsmæssig indsats på hele området: Medicinsk, psykiatrisk, kriminologisk og moralfilosofisk.


Referencer

  1. Mollerup S, Gabrielsen G, Jessen-Petersen B. Behandling af sædelighedskriminelle i Anstalten ved Herstedvester. 2006. Rapporten kan downloades fra www.kriminalforsorgen.dk