Er vi klar til mødet med den »digitale« patient?

E-mail: milanmohammad@hotmail.com

Hvis man skal uddrage noget positivt fra COVID-19-pandemien, må det være det øgede fokus på digitale sundhedsløsninger. Videokonsultationer og sundhedsfaglige facebookgrupper er blot nogle af de digitale tiltag, som har vundet indpas i vores dagligdag. Fælles for de digitale løsninger er, at de med stor sandsynlighed er kommet for at blive. Pandemien har nemlig vist, at brugen af værktøjer som wearables, onlineapps og tentative diagnoser foreslået af chatbots ikke er en fjern fremtid, som lægen kan stå over for i klinikken. Den igangværende digitalisering af sundhedsvæsenet har således et enormt potentiale i at komme med løsninger, som kan løfte sundheden, hvorfor fokus på denne udvikling er nødvendig.

I et systematisk review fra 2018 [1] viste man, at sundhedsteknologiske løsninger havde en positiv effekt på en bred vifte af medicinske tilstande. Der burde ikke herske tvivl om, at mange digitale løsninger kan være til gavn for både behandler og patient, hvis de rette rammer er fastsat. Med en fremtid med flere kronikere og ældre er det afgørende, at sundhedsfaglige er klar til at håndtere de kommende strukturelle og demografiske ændringer i sundhedssektoren. I vores naboland Tyskland kan læger eksempelvis udskrive recept på digitale sundhedsapps. I USA bruges data fra wearable-EKG til diagnostik af atrieflimren. Apple watches får i stigende grad flere indbyggede funktioner og kan nu måle puls, EKG, saturation samt blodtryk. Der findes apparatur, som kan måle blodsukker noninvasivt, hvorefter data gemmes og kan præsenteres for egen læge. Vi går en tid i møde, hvor der konstant udvikles nye digitale sundhedsløsninger, hvilket kan sætte nye krav til lægens rolle og funktion.

En nylig lancering i Danmark er SymptomTjekker, som foreslår en tentativ diagnose ud fra dine symptomer. Almene »fredelige« symptomer kan fortolkes som alvorlig sygdom, og man må forvente, at flere læger bliver holdt op imod en tentativ diagnose, som hjemmesiden har foreslået. Et andet vigtigt aspekt er: Hvor meget og hvilken information skal man som læge tage stilling til? Kunne man forestille sig at blive mødt af en patient, som har opsamlet sundhedsdata via en af de mange wearables? Hvordan forholder lægen sig til disse data, og kan de bruges i diagnostisk øjemed? Hvem står i sidste ende inde for kvaliteten af de medbragte sundhedsdata? Endvidere kan den øgede teknologibrug bane vejen for større ulighed i sundhed eksempelvis ved, at patientgrupper med økonomi til at eje wearables og andet udstyr bliver tilbudt bedre behandlinger, mens andre må nøjes med behandlingstilbud af ringere kvalitet. Skal det i stedet være ens for alle, og skal lægen i fremtiden kunne udskrive recept på wearables? Der hersker efterhånden ingen tvivl om, at teknologiske løsninger på diverse sundhedsproblematikker er kommet for at blive, men i samme omgang hober spørgsmålene sig op.

Hvad siger lægerne?

I en spørgeskemaundersøgelse foretaget af JOHO [2] svarer 87% af de adspurgte læger, at de har interesse i at lære mere om digital sundhed. På medicinstudiet er der fokus på, at kommende læger skal kunne begå sig i et digitalt sundhedsvæsen, men der mangler stadig integration af digitale kompetencer i kernepensum. Selvom mange medicinstuderende og læger er vokset op i en digital tidsalder, hvor smartphones og wearables er en del af deres hverdag, mangler der læring i, hvordan man overfører disse digitale løsninger til en professionel sundhedsfaglig kontekst. Et vigtigt element i den nuværende gentænkning af sundhedssektoren er netop satsningen på forebyggelse og tidlig opsporing af sygdom. Dette burde give anledning til udvikling af nationale »digitale« guidelines, hvori både lægens rolle og validitet og patientsikkerhed bliver klargjort. Vi skylder os selv at diskutere, hvilke spilleregler der skal gælde for omgangen med og anvendelsen af sundhedsdata netop for at klæde os på til en virkelighed, vi allerede møder.