Er voldtægter Guds Vilje?

Bestyrelsen for Kristelig Lægeforening fremlægger i Ugeskriftet (2010;172:483) nogle overvejelser om fosterdiagnostik. Debatten er vigtig og bør tages med afsæt i velunderbyggede argumenter, holdninger og etiske overvejelser.

I indlægget slås det fast, at »alle mennesker er skabt af Gud«, og at »fosteret i mors mave er skabt af Gud«. Dette kan man være enig eller uenig i, men det må ses som en væsentlig præmis for indlæggets argumentation.

Et ifølge forfatternes opfattelse ligeværdigt hensyn - sammen med det enkelte menneskes selvbestemmelsesret - er buddet om næstekærlighed. Under uddybningen af sidstnævnte opremses en række hensyn, hvor det efter forfatternes mening er et udtryk for næstekærlighed at afbryde svangerskabet - herunder »hvis graviditeten er resultatet af en voldtægt« (min fremhævning).

Skal udsagnet ses under iagttagelse af førstnævnte præmis (at alle fostre er skabt af Gud), må det være forfatternes holdning, at voldtægten er en følge af Guds vilje i forbindelse med skabelsen af fosteret. Dette synes at stå i kontrast til opfattelsen af voldtægter som viljesbestemte handlinger begået af en gerningsmand mod et offer. En handling, som i reglen er strafbar og bør fordømmes.

Det forekommer ikke klart, hvorfor forfatterne i dette tilfælde mener, at det er i orden at afbryde Guds skaberværk - når der kan være tale om et levedygtigt barn, der ingen skyld har i forhold til undfangelsesmetoden.

Skal det derimod opfattes som forfatternes mening, at der i en sådan situation skal tages hensyn til moderen og det forhold, at hun ikke frivilligt har taget del i skabelsen af barnet, brydes der med ønsket om at tale det ufødte barns sag (der er tale om et hensyn, som alene er til moderen).

Såfremt voldtægten ikke kan tillægges Guds vilje (og fosteret er et resultat af voldtægten), må det anerkendes, at fostre kan opstå som følge af menneskers viljesbestemte handlinger. Denne anerkendelse må så ligeledes gælde alle andre fostre - og debatten om fosterdiagnostik må efterfølgende tage udgangspunkt heri.

Det er min opfattelse, at vi mennesker har ansvar for egne handlinger. Som læger har vi ydermere et ansvar for at klæde patienter og medmennesker bedst muligt på, således at de kan træffe kvalificerede valg i tilværelsen. For langt de fleste mennesker i dagens Danmark er det ikke en overraskelse, at børn bliver til som følge af forældrenes handlinger - og det bør i hvert fald ikke være en overraskelse for læger.

Fosterdiagnostikken er sammen med svangerskabsforebyggelse og den frie abort redskaber til at sikre, at børn ikke fødes som en udfordring, der er større, end forældrene kan magte, og at et barn ikke skal lide unødigt som følge af medfødt sygdom eller handikap.

Jeg håber på en uddybelse af forfatternes holdninger og argumenter.

> Svar af Bestyrelsen for Kristelig Lægeforening.

E-mail: klf@klf-dk.org. ♠ Hans Holmsgaard, Thyborøn. Preben Bredesgaard, Rungsted Kyst. Mark McCullagh, Måløv. Ellen Mølgaard, København V. Ida Järvung, Aalborg. Sten Houmøller-Jørgensen, Hjørring. Kristian Kristensen, Herning. Svend Prytz, Hvidovre. Hans Paulli Jørgensen, Hørsholm

Tak for din reaktion på vores indlæg om fosterdiagnostik.

Vi tror, at alle mennesker er skabt af Gud. Det gælder også det barn, som er resultatet af en voldtægt. Du har selvfølgelig ret i, at vi som mennesker har taget del i dette skaberværk ved »viljesbestemte handlinger«. Men en voldtægt er i vore øjne en ond handling, og vi tror derfor heller ikke, at den kan tillægges Guds vilje (selv om vi jo ikke kan bortforklare, at Gud kan skabe et barn ved den).

I forbindelse med en voldtægt kolliderer buddet om ikke at slå ihjel med buddet om næstekærlighed. Når vi etisk set kan acceptere abort efter en voldtægt, er det fordi, vi i denne konkrete ulykkelige situation vægter hensynet til den voldtagne kvinde højere end hensynet til det ufødte barn.

Vi synes, at moderen har lidt overlast nok, og vil ikke pålægge hende mod sin vilje at gennemføre en påtvunget graviditet. Vi sætter således i dette tilfælde princippet om næstekærlighed højere end princippet om livets hellighed og ukrænkelighed.

Det er desværre i sådanne etiske dilemmaer ikke altid muligt at følge enkle fuldstændigt stringente og logiske regler, der gælder i alle tilfælde. Vi bliver hver især nødt til med vores samvittighed at afgøre, hvilke hensyn der er vigtigst i det konkrete tilfælde.

Vi er fuldstændig enige med dig i, at vi mennesker har ansvar for vore egne handlinger. Derimod har vi ikke ansvar for handlinger eller overgreb, der bliver os påtvunget.

Vi er også enige med dig i, at det er vores opgave som læger, at hjælpe vore patienter og medmennesker med at træffe den beslutning, der er rigtig for dem. I den forbindelse har vi foreslået nogle etiske principper, som man kunne lægge til grund for sit valg.

Vi kan dog ikke komme uden om, at det i sidste instans er moderens eget valg og dermed også hendes ansvar, om hun vil beholde barnet eller ej. Og her vil vi ikke fordømme hende for at træffe en anden beslutning, end den vi foreslår.