Er yngre læger blevet curlingbørn?

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Wikipedia: Curlingbørn er børn, der sjældent eller aldrig møder problemer eller modgang, fordi forældrene overbeskytter dem. Begrebet er opkaldt efter spillet curling, hvor en sten sættes i bevægelse henover en isdækket bane, og to spillere styrer den i mål ved at feje og gnubbe med koste foran den kurende sten. Curlingbørn oplever på et tidspunkt store nederlag, fordi de ikke har lært at tackle selv simple problemer.

Gennem de seneste 25 år har kombinationen af sundhedsvæsenets effektivisering af patientbehandlingen og Lægeforeningens/Yngre Lægers krav om tidssvarende og ordentlige arbejdstider betydet, at den lægelige videreuddannelse har været under pres. Presset på uddannelsen er kun yderligere forøget af behovet for flere speciallæger på kortere tid. Læger skal med andre ord uddannes til speciallæger i en presset hverdag på ganske kort tid.

Netop den udfordring har gennem mange år været søgt løst gennem en række strukturelle tiltag: målbeskrivelser, uddannelsesprogrammer, uddannelsesplaner, evalueringer, vejledninger, supervisioner, karrierevejledninger osv. Alt sammen velmente gode tiltag, der skal sikre, at uddannelsesgiveren (vejleder, uddannelsesansvarlig, afdelingsledelse, hospital) har fokus på den lægelige videreuddannelse.

Og så langt så godt! Det er ikke alle steder, at det hele virker, men på langt de fleste afdelinger kæmpes der en brav kamp for at leve op til kravene og gøre plads til at levere en god uddannelse.

Retorikken i forhold til at få implementeret de mange uddannelsestiltag betyder, at ansvaret for uddannelseskvaliteten ligger hos uddannelsesgiveren, der jo skal sikre, at de mange tiltag er implementeret og virker. Og her mener jeg ikke udelukkende Yngre Lægers retorik - som ansat på en uddannelsesgivende institution ved jeg, at hospitalernes ledelser også selv deltager i samme råbekor, hvor vi med løftede pegefingre siger til vores uddannelsesansvarlige overlæger/afdelingsledelser, at de må få styr på henholdsvis det ene og det andet tiltag ud fra en argumentation om, at dette eller hint er obligatorisk og et krav for at kunne levere en ordentlig uddannelse.

Synligt problem

Og lige præcis der opstår der et mere og mere synligt problem! Når uddannelsesgiveren er eneansvarlig for uddannelsen, er den uddannelsessøgende bare aftager af uddannelsen og ikke længere medansvarlig for egen læring - en læring, der jo foregår i praksis, som en del af et arbejde, der gives løn for udførelsen af. Og det er jo netop i livtaget med den daglige praksis, med udfordringerne, med tvivlen og med ansvaret for at løse problemerne »i produktionen« - naturligvis under den rette supervision/vejledning - at udviklingen af ens kompetencer sker. Men jeg ser desværre flere og flere eksempler på uddannelsessøgende, der ikke opfatter sig selv som en del af en afdeling, men kun som en studerende på gennemrejse med krav om uddannelse i rygsækken. Udsagn som: »Jeg har været her i fire uger, og der er stadig ingen, der har fortalt mig, hvem der er min vejleder!« eller »Hvis jeg ved, jeg alligevel ikke får supervision en hel dag, så kan jeg jo lige så godt gå hjem!« bliver hyppigere - og det er skræmmende.

Der findes vel egentlig ikke akademikere fra andre videregående uddannelser, der på samme måde som læger får mulighed for at stille krav om løbende uddannelse de første mange år af arbejdslivet. Andre akademikere tager selv ansvaret for deres læring, der læres så at sige af arbejdslivet, og den læring videreføres gennem hele den akademiske karriere.

Det er min oplevelse, at yngre læger generelt tager mindre og mindre ansvar, men stiller flere og flere krav, når det gælder uddannelsen. Og det sidste ville der ikke være noget i vejen med, hvis det ikke var for det første!

Jeg spørger indimellem mig selv, om denne glidebane på et tidspunkt vil føre til, at vi har speciallæger, der stadig ikke kan tage ansvaret for egen læring og derfor går læringsmæssigt i stå efter endt speciallægeuddannelse, når der ikke længere kan stilles krav til systemet om uddannelsesplaner og daglig supervision.

Og jeg spørger mig selv, om vi er i gang med - ligesom med curlingbørnene - i den bedste mening at gøre fremtidens læger en gigantisk bjørnetjeneste?