Et åbent og gennemsigtigt sundhedsvæsen

Regeringen ønsker et stærkt offentligt sundhedsvæsen med fri, lige og gratis adgang for alle patienter. Regeringen har derfor i den hidtidige indsats særligt fokuseret på at øge kapaciteten og give patienterne kortere ventetider. Og det er lykkedes. Ventetiderne er blevet markant kortere, og patienter har i dag mulighed for at vælge behandling på over 150 private og udenlandske sygehuse, hvis ventetiden overstiger to måneder. Det er en succes, som vi vil fastholde og bygge videre på. Derfor har regeringen også reserveret 1,2 mia. kr. ekstra til sundhedsområdet i 2004.

Men vi stopper ikke her. Der er fortsat mulighed for forbedringer. Først og fremmest skal der mere sammenhæng, bedre service og højere kvalitet i det danske sundhedsvæsen. Det er regeringens synspunkt, at drivkraften og det centrale omdrejningspunkt for denne udvikling skal være en ny åbenhed og gennemsigtighed i sundhedsvæsenet - en gennem-sigtighed, der har flere formål og dermed flere målgrupper for øje. Patienter og pårørende skal - i dialog med henvisende læge - have det bedst mulige informationsgrundlag for det frie sygehusvalg. Der er i dag en styrket åbenhed om ventetider. Man kan nemt og hurtigt sammenligne ventetider til forundersøgelse og behandling for 130 sygdomme. Næste logi-ske skridt er at sikre adgang til relevante og sammenlignelige informationer om kvaliteten. Dermed bliver det frie sygehus-valg yderligere understøttet. Gennemsigtigheden skal derudover også styrke informationsgrundlaget for patienternes aktive inddragelse i eget behandlingsforløb. Gennemsigtigheden skal kort sagt styrke patienternes valg og selvbestemmelse.

Det er også min forventning, at gennemsigtigheden kan blive en central drivkraft for kvalitetsudviklingen i de kommende år. I et gennemsigtigt sygehusvæsen, hvor patienter frit kan vælge sygehuse på grundlag af informationer om bl.a. sygehusenes kvalitet, må patienter i stigende grad forventes at vælge sygehuse, der har dokumentation for god kvalitet. Når pengene samtidig følger med patienterne, vil sygehusene konkurrere om at tilbyde den bedste kvalitet.

Det er imidlertid også hensigten, at den ny åbenhed mere grundlæggende skal forny vaner og værdier i sundhedsvæsenet i retning af en mere åben kvalitetskultur. Vi skal have sat gang i en læringskultur, hvor vi synliggør kvaliteten og sætter det bedste som standard. Vi skal blive meget bedre til at tage ved lære af andres gode og dårlige erfaringer. Vi skal være langt mere effektive til at udbrede best practice. Kollegiale hensyn og traditioner har bidraget til en vis selvtilstrækkelighed. Der er ikke noget forkert i, at nogle er bedre end andre. Men det er forkert ikke at gøre noget ved det. Det er samme tankegang, der ligger bag det obligatoriske rapporteringssystem for utilsigtede hændelser, som netop er trådt i kraft pr. 1. januar 2004. Jeg tror, at disse forskellige initiativer for større åbenhed over tid vil kunne modne og frembringe en ny virksomhedskultur i sundhedsvæsenet, hvor man mere konsekvent bestræber sig på at lære på tværs af afdelinger, sygehuse, sektorer og landegrænser.

Åbenhed om sammenlignelige informationer om kvalitet, bevillinger og service vil også give et nyt og styrket grundlag for politisk-administrative beslutninger. Åbenheden vil der-udover give borgere og offentlighed bedre mulighed for at se, hvad det er for en velfærd, man betaler til. Hvis ikke sundhedsvæsenet er i stand til at levere det, som borgerne forventer, risikerer vi at miste den folkelige forankring af det offentlige sundhedsvæsen. Åbenheden skal styrke tilliden til sundhedsvæsenet, aflive myter og fordomme samt afbalancere mediernes fokusering på enkeltsager, hvor forløb ikke har været optimale.

Regeringen er i et samarbejde med sygehusejerne i gang med at udvikle en samlet kvalitetsmodel for hele det danske sundhedsvæsen. Kvalitetsmodellen har til formål at fremme kvaliteten via omfattende og systematisk måling og dokumentation af kvaliteten. Modellen definerer obligatoriske standarder for kliniske og organisatoriske forhold, der er af væsentlig betydning for gode patientforløb. Der skal periodevist gennemføres eksterne evalueringer af sygehusenes evne til at opfylde de fastsatte standarder, som munder ud i akkreditering af sygehusene. Og kvaliteten skal løbende følges, blandt andet på grundlag af selvevaluering og indikatorovervågning. Det er hensigten, at der med kvalitetsmodellen bliver etableret et grundlag for at sammenligne og offentliggøre kvaliteten på tværs af sygehuse, enheder og sektorer. Kvalitetsmodellen bliver dermed også fremtidens ramme og fundament for et gennemsigtigt sundhedsvæsen.

Regeringens og sygehusejernes fælles politiske målsætning er, at alle offentlige sygehuse har gennemgået en evaluerings- og akkrediteringsproces på grundlag af kvalitetsmodellen ved udgangen af 2006. Herefter er det hensigten, at kvalitetsmodellen skal udbredes til det øvrige sundhedsvæsen.

Det er et meget ambitiøst og tidskrævende projekt. Rege-ringens synspunkt er imidlertid også, at vi ikke blot skal arbejde på kvalitetsmodellen og afvente den gennemsigtighed, som en fuldt udviklet kvalitetsmodel vil muliggøre på længere sigt. Vi skal allerede på nuværende tidspunkt igangsætte en offensiv og koordineret proces for en markant større åbenhed allerede i 2004.

Regeringen vil med debatoplægget sætte fokus og tempo på processen med at offentliggøre informationer om kvaliteten i sygehusvæsenet - en proces, der senere skal udbredes til hele sundhedsvæsenet. Det handler om, at vi allerede nu skal begynde at offentliggøre de mange kvalitetsdata, der findes i sygehusvæsenet i dag. Det handler også om, at vi skal begynde at høste erfaringer med at offentliggøre og formidle informationer til patienter, borgere og offentlighed, så vi gradvist kan videreudvikle og forfine gennemsigtigheden over tid. Der er en tendens til at målinger og registreringer bliver bedre og mere præcise, når man mere aktivt begynder at bruge dem. Kort sagt ønsker vi nu at igangsætte en offensiv og målrettet udviklingsproces, så vi kan få erfaringer og drage maksimal nytte af de kvalitetsdata, der allerede findes i dag.

Regeringen ønsker på denne baggrund med debatoplægget at invitere til en bred politisk og faglig diskussion om en række temaer, der er af central betydning for at skabe et mere gennemsigtigt sygehusvæsen allerede i 2004:

Hvilke barrierer er der for at offentliggøre eksisterende kvalitetsdata? Og hvor bør grænsen for åbenheden gå?
Hvordan kan man bedst formidle kvalitetsdata, så de både er alment forståelige og retvisende?
I hvor høj grad styrker man kvaliteten, hvis de sygehuse eller afdelinger, der leverer en særlig god kvalitet, bliver tildelt en ekstra belønning f.eks. i form af en økonomisk bonus eller særlige driftsmæssige frihedsgrader? Og hvilke kvalitetsmål er relevante, når de bedste sygehuse eller afdelinger skal identificeres?

Jeg vil kort uddybe og kommentere disse temaer.

I dag gennemføres løbende kvalitetsmålinger i sygehusvæsenet. Det sker ved initiativer og registreringer på afdelings- eller sygehusniveau, i særlige projekter i amter og H:S eller på grundlag af nationale projekter som Det Nationale Indikatorprojekt, Den Gode Medicinske Afdeling, Den Landsdækkende Patienttilfredshedsundersøgelse eller de landsdækkende kliniske kvalitetsdatabaser.

Med åbningen af Den Offentlige Sundhedsportal lige før jul er der etableret en tidssvarende informationsteknologisk ramme for offentliggørelse af disse og andre kvalitetsdata. Det er regeringens udgangspunkt, at der skal være den størst mulige åbenhed, så sundhedsvæsenet har »bevisbyrden«, hvis man ønsker at tilbageholde oplysninger, som patienter og omverden kan have glæde af. Men diskussionen skal i gang - hvor bør grænsen for åbenheden gå?

Mange vil nok kunne tilslutte sig, at mål for behandlin-gens faglige kvalitet har åbenbar relevans for patienter, sundhedspersonale, politikere og offentlighed. Men i hvilket omfang siger f.eks. mål for personalets tilfredshed og sygefravær, eller patientklager eller budgetsikkerheden, noget relevant om den service og kvalitet, patienter eller pårørende kan forvente på en given sygehusafdeling? Eller er den type information mest relevant for den politiske og administrative ledelse? Og kan åbenhed om sådanne mere driftsmæssige forhold føre til, at man lærer på tværs af afdelinger og sygehuse? Man kan videre spørge, om der kun skal offentliggøres data på sygehus- eller afdelingsniveau? Eller skal der også være adgang til oplysninger om kvaliteten af f.eks. den enkelte læges eller sygeplejerskes virksomhed? Patienter har jo aldrig kontakt til et helt sygehus, men derimod kontakt til konkret personale i et konkret forløb. Regeringen ønsker maksimal åbenhed, men åbenheden må ikke opleves som en gabestok.

Det andet store tema, som regeringen ønsker en grundig drøftelse af, er hvordan kvalitetsdata bedst kan formidles, så de både er alment forståelige og retvisende. Regeringen tillægger det afgørende vægt, at offentliggørelse af kvalitetsoplysninger sker i en form, der er alment forståelig. Hvis data ikke formidles på en fornuftig måde, vil der være en reel risiko for, at patienter og omverden uden særlige forkundskaber misforstår eller simpelthen afstår fra at bruge de offentliggjorte data på grund af datamængdens uoverskuelighed og kompleksitet. Regeringens målsætning er ikke symbolsk åbenhed - eller åbenhed kun for de få - men reel åbenhed for folk som flest.

Kvalitetsoplysninger kan formidles på mange forskellige måder. Informationer kan f.eks. præsenteres som samlede »pakker«, der sammensættes efter hvad der vurderes at være særligt relevant for bestemte patientgrupper. En bypass- patient har måske typisk interesse i data om dødelighed og komplikationer, mens hoftepatienten er mere interesseret i genoptræningsmål og gennemsnitlige liggetider. En anden formidlingsform indebærer, at man udvælger enkelte nøgletal, som vurderes at være særligt kritiske eller repræsentative for kvaliteten på et givet område. Data bliver dermed mere overskuelige, men nuancer tabes. Med samme formål kan man også vælge at samle informationer om kvaliteten i én samlet karakter, f.eks. illustrative stjerner. Det giver maksimal overskuelighed, men samtidig rejses spørgsmål om, hvilke informationer karakteren skal basere sig på, samt hvordan de skal vægtes indbyrdes. Måske består den optimale løsning i at kombinere forskellige tilgange, så brugerne frit kan vælge den formidlingsform, der bedst svarer til deres behov, ønsker og forudsætninger? Regeringen ønsker en bred faglig og politisk diskussion af, hvordan vi bedst håndterer denne store formidlingsmæssige udfordring.

Det tredje tema, som regeringen ønsker debat om, er i hvor høj grad man kan styrke kvalitetsudviklingen i sygehusvæsenet, hvis de sygehuse eller afdelinger, der leverer en særlig god kvalitet, bliver tildelt en ekstra belønning. Åbenheden vil jo på en helt ny måde synliggøre dem, der leverer den bedste kvalitet. Heri ligger i sig selv en form for belønning. Hertil kommer den økonomiske belønning, når patienter vælger afdelinger med en særlig god kvalitet, og pengene følger med patienten. Regeringen ønsker imidlertid en diskussion af perspektiverne i at gå skridtet videre: Er det rimeligt at betale den samme pris for den gode og den mindre gode kvalitet? I hvilket omfang vil f.eks. økonomisk bonus eller særlige driftsmæssige frihedsgrader til afdelinger eller sygehuse, der leverer en særlig god kvalitet, giver effektive incitamenter til at forbedre kvaliteten? Og skal belønningen ske til sygehuset, afdelingen eller personalet? Dette perspektiv kræver også en afklaring af, hvilke kvalitetsmål der er relevante, når de bedste sygehuse eller afdelinger skal identificeres.

Jeg håber, at vi i de kommende måneder vil få en bred faglig og politisk diskussion af de temaer, som regeringen nu har sat på dagsordenen under overskriften: Et åbent og gennemsigtigt sundhedsvæsen. Diskussionen er allerede godt i gang. Jeg mener, at sundhedsvæsenet står over for en stor og meget perspektivrig udfordring. Når man vil gå nye veje, vil der altid være nogen, der kun opholder sig ved vanskelighederne. Jeg mener, at vi skal fastholde perspektiverne ved åbenheden og så forholde os sagligt til »knaster« og risici. Vi skal selvfølgelig lære af udlandet, f.eks. England og USA, der har erfaringer med målinger, offentliggørelse og belønningssystemer - både af de positive og negative erfaringer. Og vi skal fortsætte arbejdet med at udvikle den danske kvalitetsmodel. Først og fremmest vil jeg opfordre til, at vi nu i 2004 igangsætter en offensiv proces, så vi kan få danske erfaringer og drage maksimal nytte af de kvalitetsdata, der allerede findes i dag.