Et amerikansk øjeblik

Ted Kennedy er død. Der er stadig landesorg i USA. Alle præsidenterne var samlet til mindegudstjeneste i Kennedyernes by, Boston. Der var en underlig stilhed i byen den dag - en blanding af sorg og frygt. Sorg over en helt særlig Kennedy og frygten for fremtiden - og for terrorangreb selvfølgelig. Sygehuset var i sit helt eget alarmberedskab. Der var ikke lavet en officiel handlingsplan, men der gik rygter om, at dagen kunne blive tragisk og dødelig gange flere. Heldigvis var det kun Ted, der skulle herfra den dag, sammen med de sædvanlige hjertestoppatienter, sepsispatienter, rygere og kræftpatienter. På mange måde en helt almindelig særlig dag.

Vi ventede spændt på Obamas tale om sundhedssystemet - herovrefra nærmer vi os »de frygtindgydende europæiske tilstande«, der med deres »kommunistiske tankegang« vil tilintetgøre »verdens bedste sundhedssystem«, og hvor man i fremtiden kommer til at betale for andre end blot sig selv! Manden på gaden kan vel finde et job; hvorfor skal jeg betale for hans sygeforsikring, fordi han ikke selv gider?

Og på den måde ser vi mennesker, der kommer på skadestuen med klumpfødder, fullblown aids, forsømte, døende børn, som aldrig har fået hverken børnevacciner eller skoletandpleje - eller omsorg for den sags skyld. Alle kan henvende sig på skadestuen, for lægerne har pligt til at yde basal hjælp uanset forsikringsstatus - så du venter blot på, at canceren er så fremskreden, at du hverken kan leve, tale eller gå, for så er der behandling til alle. Er der nogen, der tænker på, at det bedre kan betale sig at forebygge?

I sidste uge ankom en kvinde til skadestuen. Hun var 55 år og stofmisbruger. Hun var forvirret og tydeligt syg, men med meget uspecifikke symptomer. Hun var blevet bragt til skadestuen, selvom hun ikke havde forsikring. I første omgang blev hun undersøgt og observeret. Hun blev pludselig meget dårlig, fik flere hjertestop, måtte intuberes og havde hele traumeteamets opmærksomhed i fem timer i akutmodtagelsen og døde efter ti timer på intensivafdelingen. Jeg vil gætte på, at vi for de dollars, det kostede at bringe denne døende organisme tilbage til livet flere gange - for til sidst at give op - kunne have købt hende et hus på landet med egen misbrugsrådgiver, psykiater, medicin og hvad ved jeg.

Jeg har aldrig set en patient blive afvist på skadestuen. Jeg tror, jeg vil sprede rygtet til manden på gade, for han kender nemlig ikke til denne akademiske hemmelighed.

Hemmeligheden er, at hospitalet forlanger flere penge for en behandling fra dem, der kan betale, fordi de ved, at en stor del af patienterne aldrig betaler regningen - og så betaler staten resten - så spørgsmålet er, hvor stor en forskel der egentlig er tale om, hvis de »socialiserer«? Måske kan de for de samme penge ramme lidt bredere?

Vi har vores system. De har deres. I virkeligheden kan vi lære meget af hinanden, og sandheden ligger et sted mellem de to systemer. Vi amerikaniserer? De bliver kommunister? - Jeg tror, begge dele er løgn. Jeg tror, det er to systemer i udviklinger - ikke nødvendigvis en god udvikling - men efter at have set det amerikanske system indefra, er jeg overbevist om, at selv den mest selvoptagede, nationalistiske danske regering aldrig ville kunne få ideen til at lave et system, som det jeg ser her. Selvom vi er godt på vej?

Syv måneder i akutmodtagelsen i Boston. Vi kan lære meget af dem. Jeg vil tage alle de gode oplevelser og erfaringer fra alle de patienter, som til forveksling ligner dem på medicinsk afdeling i Randers, med hjem. For dem er der trods alt flest af. Og de bliver behandlet godt!