Skip to main content

Et forhold for livet - ti fortællinger om livet med diabetes

Anette Schmidt, anette-schmidt@privat.dk

23. nov. 2007
2 min.

Siesta, 2006

166 sider

Pris: 168 kr.

ISBN 8791822114

Hvem er den bedste behandler her? Svar på spørgsmålet får du ved at se dig i det spejl, der hænger på døren, når du træder ind i Steno Diabetes Center.

Erkendelsen af, at det at få diabetes er at få et forhold for livet, fremstår af indlæg fra ti personer i forskellige faser af livet og med forskellig varighed af diabetes.

Hvordan er det at være teenager, at være ung, at være forældre til et barn, der får sukkersyge, at tage stilling til, om man tør få børn? Hvilke krav må man stille til sin partner, når det drejer sig om diabeten? Hvordan lever man med angsten for senkomplikationer? Hvorfor er det mig, der er blevet ramt? Det er spørgsmål, der uvægerligt dukker op i forløbet af et liv med diabetes.

Personerne fortæller om deres tilværelse med alle disse spørgsmål og mange flere. De fortæller på en nøgtern måde, hvordan man får frustrationerne til at træde i baggrunden, og giver plads til en god tilværelse med de vilkår, der gælder.

Bogen henvender sig til diabetikeren men også til omgivelserne, der må lære balancekunsten at være der uden at trænge sig på, at vise omsorg uden at pylre.

37-årige Lars kan sige: »Livet er større end diabeten«. Flere pointerer, at det er vigtigt at være åben om sygdommen, noget, der er svært for børn og teenagere, der ikke vil skille sig ud fra mængden. 36-årige Mads har kastet sig ud i for meget, blot for at bevise, at sygdommen ikke skulle hæmme ham, og må betale prisen. Opmuntrende er det at læse om Marie Louises to normale børn. 66-årige Erik med diabetes gennem 64 år slutter bogen af. Han synes, at han har levet livet, samtidig med at han har haft snor i sin diabetes. En snor, ikke en elastik, for kommer man for langt ud, knækker den. Heller ikke en lænke, der er for begrænsende.

Det er blevet lettere at leve med diabetes og tage hånd om den selv, Men det er stadig svært.

En rød tråd gennem bogen er Steno Diabetes Centers store betydning for diabetikerne.

Bogen slutter med nogle gode råd til diabetikere, til familie og pårørende, til forældre og behandlere. Det er en koncentration af det, bogens personer har fortalt. Et afsnit om fakta om diabetes findes også.

Især nye diabetikere og deres omgivelser kan have udbytte af bogen. Men at læse om andre i samme situation vil også kunne være af værdi for mennesker med længerevarende diabetes bag sig.