Skip to main content

Et højrisikoeksperiment med patienterne som gidsler

Birte Glenthøj, Per Bech, Lars Vedel Kessing, Josef Parnas og Merete Nordentoft. E-mail: merete.nordentoft@regionh.dk. Professorer i Region Hovedstadens Psykiatri

17. jun. 2011
3 min.

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

» Frikommuneforsøget skal give øget handlerum for politisk ledelse og prioritering i kommunen med fokus på borgernes behov«. Sådan beskriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet frikommuneforsøget. Og det lyder jo meningsfuldt. Det synes også Gentofte og Gladsaxe Kommuner, der har søgt om frikommunestatus. Af ansøgningen fremgår det, at kommunerne vil overtage distriktspsykiatrien fra regionen. Og så holder det pludselig op med at give mening. Det vil faktisk være en regulær katastrofe for patienterne.

Med overtagelsen vil kommunerne sikre sammenhængende forløb og undgå de parallelle tilbud, som efter deres vurdering findes imellem distriktspsykiatrien og kommunerne. Og så skal der være bedre tilbud til borgere med lettere psykiatriske lidelser, ADHD, spiseforstyrrelser og angst: Det vil nemlig fremover være kommunen, der står for både medicinsk behandling og støtte i hverdagen.

Ansøgningen må bero på en misforståelse. Patienter med ADHD, angst, spiseforstyrrelser og lettere lidelser varetages oftest i primærsektoren. I distriktspsykiatrien behandler vi svært komplicerede psykiske sygdomme som skizofreni, bipolar lidelse og tilbagevendende depression. Vi står for den ambulante, specialiserede diagnosticering samt medicinsk og terapeutisk sundhedsfaglig behandling. Det er et fåtal af patienterne, der modtager tilbud i kommunen. Langt de fleste klarer sig med distriktspsykiatrien og evt. overførselsindkomst. Med al respekt for de socialfaglige tilbud i kommunerne er der næppe sammenfald mellem dem og distriktspsykiatriens tilbud.

I overensstemmelse med de nationale strategier er psykiatrien i dag intensiv, ambulant baseret og opsøgende. Distriktspsykiatrien er omdrejningspunktet og behandler via standardiserede programmer. Udviklingen af den ambulante indsats tager afsæt i forskning og evidensbaserede metoder. Denne sundhedsvidenskabelige tradition vil få vanskelige kår i en kommune.

Kommunerne ønsker at skabe sammenhængende forløb. Vi har allerede rammerne til det: Én journal og én behandlingsplan uanset om patienten er i distriktspsykiatri, på ambulatorium, i sengeafsnit eller under udslusning. Klinikchefen har behandlingsansvaret. Hvis kommunerne overtager distriktspsykiatrien, vil ansvaret blive delt mellem kommune og region - til skade for patienterne. Der er øget risiko for selvmord i overgangene, og der er større risiko for, at patienten dropper ud af behandlingen. Der vil også opstå et uheldigt sektorbrud mellem kommuner og somatiske hospitaler. Der er en markant overdødelighed blandt psykisk syge og en oversygelighed relateret til metabolisk syndrom. Der er derfor behov for medicinsk ekspertise og et tæt samarbejde mellem psykiatri og somatik. Det har vi i regionen i dag.

Kommunerne vil overtage distriktspsykiatriens personale. Vi tvivler på, at de kan rekruttere den nødvendige faglige ekspertise. Og ved kommunerne, hvad opgaven medfører? Medarbejderne er en integreret del af den samlede hospitalspsykiatri og indgår i et sundhedsfagligt sikret miljø.

I et kommunalt regi vil de være afskåret fra den sundhedsfaglige, kvalitets- og forskningsmæssige udvikling, som er helt nødvendig. Regionen har desuden pligt til at uddanne og videreuddanne sundhedsfagligt personale. Alle forløb er integreret med den kliniske praksis i én organisation med universitetshospitalerne som fundament. Hvordan vil kommunerne administrere den opgave?

Kommunalreformen gav en klar ansvarsfordeling: Kommunen står for den sociale indsats - regionen har den hospitalsbaserede, sundhedsfaglige behandling. Distriktspsykiatrien er en afgørende del af en sammenhængende hospitalspsykiatri. Strategien bag frikommuneansøgningen er ganske enkelt forkert, og patienterne bliver taberne i dette højrisikoeksperiment. Kvaliteten af behandlingen vil falde, og patienterne vil blive betjent af et usammenhængende system, der er forskelligt fra kommune til kommune. For hvis Gentofte og Gladsaxe overtager distriktspsykiatrien, vil ordningen også gælde for de øvrige 19 frikommuner i landet. Perspektivet er skræmmende.