Skip to main content

Et kættersk spørgsmål

Speciallæge John Christiansen, Frederiksberg. E-mail: jochr@dadlnet.dk

2. feb. 2007
3 min.

Den 1. januar 2007 træder en lov i kraft, ifølge hvilken læger, når de fylder 75 år, fratages deres autorisation. Dette indgreb virker en smule overraskende i lyset af, at regeringen har bebudet en stramning af lovgivningen imod enhver form for diskrimination baseret på køn, alder, etnicitet og religion.

Hvad der måske er mere overraskende, er imidlertid reaktionen fra Lægeforeningens side. Mindre overraskende er det, at denne reaktion ikke kan læses i Ugeskriftet, hvor sagen ikke været genstand for omtale - det er nærmest blevet vort medlemsblads mantra at overlade enhver debat, som angår kontroversielle forhold inden for lægestanden, til Dagens Medicin. Sådan også denne gang.

Her kunne man som svar på et indlæg fra et af Lægefor-eningens medlemmer se Lægeforeningens formand udtale, at da denne sag kun berørte få af Lægeforeningens medlemmer - knap 200 - faldt den uden for, hvad han, og formentlig den øvrige hovedbestyrelse, kunne beskæftige sig med. Uden overvejelser over, hvorfor et sådant lovforslag alene retter sig mod læger og ikke mod andre professioner, hvis udøvelse kræver en autorisation eller bestalling.

Denne sag vil utvivlsomt gå sin gang uden indblanding fra Lægeforeningen - men den kan ikke undgå at afføde nogle refleksioner over, hvad det egentlig er, vi skal med denne overbygning på de tre egentlige fagforeninger.

I den aktuelle sag må man håbe, at de foreninger, hvis medlemmer bliver ramt af denne besynderlige lov, og det er selvfølgelig i første række FAS og PLO, får sikret nogle klare og håndterlige dispensationsregler, for så vidt det er disse foreningers opgave at varetage deres medlemmers overenskomstmæssige rettigheder, krav og pligter i forhold til det offentlige sundhedsvæsen.

Men det burde vel være Lægeforeningens opgave at varetage mere almene standsinteresser, som f.eks. når et lovindgreb, som i princippet kunne omfatte en række grupper i samfundet, alene rettes mod læger.

Lægeforeningen kan på mange måder sammenlignes med LO: en paraplyorganisation i forhold til de egentlige overenskomstansvarlige fagforeninger. Kunne man forestille sig, at LO ville sidde med hænderne i skødet, hvis regeringen fremsatte et lovforslag, som selektivt ramte LO's medlemmer, selvom det kun var en begrænset del? Jeg har svært ved at tro det.

Denne opfattelse af Lægeforeningens rolle deles dog tilsyneladende ikke af formanden - og derfor giver spørgsmålet næsten sig selv: Hvad skal vi egentlig med Lægeforeningen som en kostbar overbygning på vore forhandlingsberettigede fagforeninger?

Hvis Lægeforeningen havde en klar profil i den offentlige sundhedsdebat, ville det i væsentlig grad kunne retfærdiggøre dens eksistens. Men hvor er Lægeforeningen henne i denne debat? Hvornår ser man formandens ugentlige leder citeret i dagspressen? Hvor var Lægeforeningen i debatten om ventetiderne på kræftbehandling? Dette er blot for at nævne den mest aktuelle sundhedspolitiske sag.

Og i den aktuelle sag om fratagelse af lægers autorisation på et rent alderskriterium må formandens udtalelser til Dagens Medicin forstås således, at Lægeforeningen overhovedet ikke har været hørt. Med andre ord end ikke i en sag, der vedrører enhver læges professionelle rettigheder - for så vidt han/hun lever længe nok - anses Lægeforeningens synspunkter for at have nogen interesse.

Så derfor det kætterske spørgsmål: Hvad skal vi egentligt med Lægeforeningen?