Et moderne, rationelt sundhedsvæsen - eller lægen under afvikling

If doctors are to survive they need to relinguishtheir role as guardians and gatekeepers of a technologicalfountain whose elixir grants eternal health. ...Instead, they should return to their roots as healers and teachers.

They will be sought as much for their counsel and wisdom

as for their knowledge and therapeutics. (Leder i Lancet [1]).

Når Lægeforeningen siger, at den arbejder for »et moderne, rationelt sundhedsvæsen«, er det ud fra den overbevisning, at dette udtryk har en positiv klang hos tilhørerne. Men det er ikke sikkert mere, efterhånden som bagsiden af »det moderne og rationelle« er blevet mere synlig. Det drejer sig specielt om ødelæggelse af natur og miljø. Når man fx taler om, at det danske landbrug er »moderne og rationelt«, tænker mange på en driftsform hvor man kun tænker på penge uden at tage hensyn til miljø, dyr eller mennesker.

Men når Lægeforeningen bruger ordene, hvad betyder de så? - Kort fortalt er »et moderne, rationelt sundhedsvæsen« et sundhedsvæsen med større og større fabrikslignende enheder. Lægerne skal være mere og mere specialiserede, og høj faglig kvalitet betyder, at patienterne mødes af en hær af specialister, svært bevæbnet med teknologisk udstyr. Lægen skal være en veldisciplineret funktionær og tekniker, som først og fremmest er loyal over for fagforening og arbejdsgiver. Lægearbejdet kører efter evidensbaserede, standardiserede guidelines. Den praktiserende læge er først og fremmest gatekeeper, som styrer strømmen af patienter til specialisterne og den forjættende teknologi. Hun skal helst være subspecialiseret og anbringes i et stort sundhedscenter med meget hjælpepersonale. Efterhånden kan det meste af lægearbejdet overtages af andre personalegrupper, assisteret af it-teknologi. Med andre ord: lægen under afvikling.

For hvad bliver der tilbage af lægen i egentlig forstand? Lægen med den faglige viden og håndværksmæssige kunnen, hvis råd man søger i tillid til hendes indsigt og dømmekraft. Lægen som omsorgs- og tillidsperson. [1, 4, 5]. Flere undersøgelser har vist at størstedelen af befolkningen lægger mest vægt på det personlige og menneskelige i forholdet til deres læge. De vil gerne se den samme læge og foretrækker solopraksis eller små lægepraksis og små sygehuse. På trods af denne viden hævder læger og politikere, at det er befolkningen, der kræver mega-sygehuse, store sundhedscentre, standardiseret behandling og stort opbud af it - det kaldes »borgernes berettigede forventninger«.

Lægeforeningens ide om et moderne, rationelt sundhedsvæsen bygger videre på den succeshistorie, som det moderne sundhedsvæsen faktisk har været. Man så at en vis grad af specialisering og centralisering var godt, og at forskningen og teknologien gav nogle nye muligheder. Konklusionen har så været, at det må vi have ubegrænsede mængder af. Men selv en succesmodel bliver slidt op. På et tidspunkt overskrider man en grænse, hvorefter gevinsten ved yderligere specialisering, centralisering, teknologi og it bliver mindre og mindre, mens ressourceforbruget og de negative konsekvenser af disse aktiviteter fortsat vokser.

»Et moderne, rationelt sundhedsvæsen« skal have et nyt indhold. - Vi er nødt til at frigøre os fra afhængigheden af medicinalindustrien. Vi er nødt til at værne om nogle grundlæggende lægelige værdier og vise, at vores loyalitet først og fremmest gælder patienterne og det samfundsmæssige fællesskab - ikke fagforeningen, industrien og arbejdsgiverne.

Der er blevet for meget fagforening og for lidt lægeforening. Det er moderne og rationelt - men derved bliver både lægen og patienten ofret.

Litteratur:

1. Lancet. Who owns medical technology? Lancet, 1995;345:1125-6.

2. Zygmunt Bauman. Modernitet og Holocaust, 1989. Dansk udgave 1994.

3. Ulrich Beck. Risikosamfundet, 1986. Dansk udgave 1997.

4. Færgeman O. Evidensbaseret medicin, sundhedspolitik og administrativ kontrol med lægers arbejde. Ugeskr Læger, 2002;164:1538-43..

5. Theodore Fox. Purposes of medicine. Lancet, 23. okt. 1965.

6. Max Horkheimer, Theodor W. Adorno. Oplysningens dialektik, 1944, dansk udgave 1995.