Et mords anatomi

På et møde forleden i Aabenraa udtalte formanden for amtets sundhedsudvalg som svar på lægernes ønske om større stabilitet i arbejdsgangene: »Jeg kan love jer en ting: der bliver ikke større stabilitet inden for sygehusene, tværtimod«. Senere rundede han mødet af med denne replik: »Vi er blevet spurgt: Hvor går vi hen? Det kan jeg ikke svare på her og nu, men dette tør jeg sige: Vi går et eller andet sted hen«

Så blev vi så kloge.

Der sker ting og sager i sygehussektoren i denne tid. Udvalgsformanden har ret. Stabilitet er ikke den mest fremherskende faktor. I Sønderjylland har politikerne søgt om hjælp til etablering af en ny sygehusstruktur hos et konsulentfirma, der bl.a. har foreslået at alle senge på medicinsk afdeling i Tønder skal fjernes. Sundhedsudvalget anbefaler, efter en vurdering af forslaget, at: »der etableres ca. 25 medicinske senge i Tønder«. Hvordan man kan formulere en halvering af afdelingens aktuelle sengetal som »en etablering«, har jeg endnu ikke gennemskuet.

Sundhedsudvalget udtaler endvidere: »Med ca. 25 medicinske senge på Tønder Sygehus tilgodeses behovet for, at ældre patienter kan blive indlagt lokalt, hvis de skal behandles for en række medicinske sygdomme (...) Også patienter, som f.eks. efter en operation skal ligge længerevarende på sygehus, kan blive overflyttet til Tønder«.

Jeg går ud fra, at man vil bevare muligheden for akutindlæggelse »for ældre patienter«, men hvem har man forstillet sig skal tage imod, diagnosticere og behandle på landets mindste medicinske afdeling ? Mon der er ret mange yngre læger og medicinske speciallæger, der har lyst til at praktisere »geriatri på sønderjysk«? Jeg vil gætte på, der bliver tale om en vis aggravering af et allerede betydeligt rekrutteringsproblem.

Tilbage til fremtiden. Amterne, en udryddelses-truet art, skal spare, og sygehusene må holde for. For øjeblikket er kaos en dækkende betegnelse for situationen rundt om i landet. Der tales på den ene side om en styrkelse af den faglige kvalitet gennem en destillation af ekspertisen, der gerne skulle udmøntes i form af et koncentrat af større rutine og dermed en bedre ydelse. På den anden side forestiller man sig tilsyneladende at de »ældre patienter« har et udækket behov for ekspertise til håndtering af deres kroniske, ofte livsstils-prægede skavanker. Tilstande som man i øvrigt i stadig højere grad forventer at specialisterne i almen medicin tager sig af. Lige bortset fra når de ældre har behov for indlæggelse med svimmelhed, lungebetændelse, kronisk bronkitis, årebetændelse, apopleksi, type 2-sukkersyge, ryg- eller sociale problemer. Så må de virkelige eksperter, grenspecialisterne, på banen.

Debatten er i øvrigt aldeles skævvredet. Det er stort set udelukkende skadestuer, fødsler, akut kirurgi og ventelister, der diskuteres. Den store og stigende gruppe af ældre borgere med flere forskellige sygdomme, de medicinske afdelingers kernegruppe, sælger ikke billetter, hverken hos politikerne eller i medierne.

Hvad skal man som læge på et lille, stort set velfungerende, lokalsygehus stille op? De af os, der rent arbejdsmarkedsmæssigt nærmer sig støvets år, kan vælge at gå på pension, friste tilværelsen som cykelvikar eller tilbringe vore sidste sæsoner på amtets endnu ikke kondemnable sygehus(e).

Er der evidens for, at lukning af små sygehuse medfører besparelser eller forbedret kvalitet?