Et nyt lægeløfte til en ny tid?

Måske er tiden inde til, at det danske lægeløfte skal på pension.

Personligt værdsætter jeg i høj grad det nuværende lægeløfte som er helt tilbage fra 1815, hvor det blev udformet på grundlag af den hippokratiske ed fra oldtidens Grækenland. Lægeløftets fokus på en etisk og omsorgsfuld praksis, synes jeg, er et godt ideal at stræbe imod i den kliniske hverdag. Selv, ja måske særligt, i et fag som vores, der heldigvis altid udvikler sig.

Det er altså ikke fordi jeg selv finder, at tiden er løbet fra lægeløftet. Men det virker mere og mere for mig, som at den retning som sundhedsvæsenet bevæger sig mod, og de logikker der styrer udviklingen af sundhedsvæsenet, har meget lidt tilfælles med det løfte, jeg har aflagt.

Et eksempel på dette er at finde i forløbet omkring den kommende reform af almen praksis. Den måde, som der bliver talt om almen praksis og praktiserende læger på - både i lovforslag, af politikerne i medierne, og i særlig høj grad af Danske Regioner i deres officielle høringssvar - er i hvert fald meget langt fra de dyder som lægeløftet advokerer for. 

Hvis vi dykker ned i Danske Regioners høringssvar til Sundhedsstyrelsens udkast til en national opgavebeskrivelse for almen praksis, bliver det i hvert fald tydeligt, at dyder som lægefagligheden har baseret sig på siden Hippokrates’ tid, ikke vægtes særligt højt. Fokusset er i stedet på styring, på data, på ensretning, på standarder, på krav, på instrukser.

Og selvom ovenstående i sig selv ikke nødvendigvis er problematisk, så kan det blive problematisk, hvis det ikke balanceres med en mere praksisnær og etisk forståelse af lægegerningen. Hvis der ikke levnes plads til lægens erfaringer, intuition og dømmekraft. Disse aspekter er dog sjældent en del af samtalen om fremtidens sundhedsvæsen og almen praksis, og stort set fraværende i alle officielle dokumenter. Men hvis vi ikke fremhæver dem som en fortsat vigtig del af lægegerningen, så risikerer vi, at de forsvinder.

Hvad er data værd, hvis det tolker min og mine patienters beslutninger om ikke at følge retningslinjerne som en fejl? Hvad er ensretning værd, hvis der intet sikkert svar er på, hvad det rigtige at gøre er? Hvad er standarder værd, hvis de ikke efterlader plads til netop denne unikke situation med denne unikke patient? Hvad er kvalitetsmål værd, hvis det de måler, ikke giver mening for mig og mine patienter?

Vi risikerer at gøre både almen praksis og resten af sundhedsvæsenet til en skygge af sig selv – hvor vi måske handler i overensstemmelse med retningslinjer og krav, og hvor vi ud fra Regionens tjekliste handler korrekt - men samtidig har mistet blikket for, hvordan vi handler godt. 

Jeg håber, jeg tager fejl, og at også fremtidens sundhedsvæsenet og almen praksis vil bære præg af disse oldgamle lægefaglige dyder. Og at Regionerne kommer til at vise mere forståelse af almen praksis end de hidtil har gjort.

Ellers bør de folkevalgte i det mindste vise en form for konsistens ved at få de kommende generationer af læger til at afgive et nyt lægeløfte. Et der er mere i overensstemmelse med det moderne sundhedsvæsen.

Få dem til at afgive et løfte om altid at vægte kvalitetsmål højere end det, de selv vurderer er gavnligt. Få dem til at afgive et løfte om altid at levere en ensartet ydelse fremfor at møde deres patienter med omsorg. Få dem til at sværge på at lade sig styre af data frem for erfaringer. Få dem til at afgive et løfte på at følge instrukser, og forsage deres egen etiske og faglige dømmekraft.

Et løfte om at adlyde fremfor at tænke.