Forestil dig en robåd med et hul i bunden.
To personer sidder og øser vand ud.
Det virker — indtil hullet langsomt bliver større.
På et tidspunkt må én fortsætte med at øse, mens den anden forsøger at tætne hullet. Ellers synker båden.
Sådan ser jeg på fremtidens sundhedsvæsen.
Sundhedsvæsnet står over for et stigende antal ældre mennesker med stadig flere kroniske og meget krævende sygdomme, samtidig med at vi bliver stadig færre sundhedsfaglige, som kan tage os af denne voksende opgave.
Lægeforeningen vurderede i en analyse fra 2023, at sundhedsvæsenet kan mangle op mod 40.000 ansatte i 2030, hvis opgaverne skal løses på samme måde som i dag.
Samme analyse estimerer, at der i 2030 kan være kommet omkring 140.000 flere danskere over 70 år [1]. En stigende andel af disse vil have en eller flere kroniske sygdomme. Presset forventes kun at vokse yderligere efter 2030.
Lige nu handler meget af debatten om at øge kapaciteten i sundhedsvæsnet. Det gælder bl.a. uddannelse af flere sundhedspersoner og import af udenlandsk arbejdskraft. Derudover er der store forventninger til potentialet i AI.
Men hvorfor forsøger vi ikke at tætne hullet lidt også?
Forebyggelse alene løser naturligvis ikke alle sundhedsvæsenets udfordringer. Men uden forebyggelse bliver udfordringerne næsten umulige at håndtere.
Som praktiserende læge møder jeg næsten dagligt patienter med sygdomme, der kunne have været forebygget eller udskudt. Mange fortæller, at de ville ønske, at fysisk aktivitet og andre sunde vaner tidligere havde fået en mere naturlig plads i deres hverdag.
Jeg savner derfor et langt stærkere politisk fokus på at skabe rammer, der gør det lettere at leve sundt.
En sundere befolkning vil først og fremmest betyde flere gode sygdomsfrie år for den enkelte — og samtidig mindske presset på sundhedsvæsenet.
En stor udfordring er dog, hvor vanskeligt det er for voksne at ændre vaner.
I 2025 publicerede Chris MacDonald, Harvard-professor Daniel Lieberman og kolleger en artikel, der peger på, hvor ekstremt vanskeligt det er at gennemføre varige livsstilsændringer i voksenlivet [2].
Selv med omfattende støtte er det vanskeligt for de fleste at fastholde varige livsstilsændringer.
Hvis vi mener alvor med forebyggelse, kræver det investeringer, der først viser deres fulde effekt mange år senere.
Hvis vi vil forebygge fremtidens kroniske sygdomme, skal vi starte langt tidligere – hos børnene.
Hvis børn og unge tidligt udvikler gode vaner, vil disse have større sandsynlighed for at vare ved senere i voksenlivet.
Fysisk aktivitet reducerer risikoen for flere af de sygdomme, der belaster både livskvalitet og sundhedsvæsen mest — bl.a. type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdom, demens og flere kræftformer.
Studier peger på, at fysisk aktivitet i barndommen øger sandsynligheden for en aktiv livsstil senere i livet [3].
Vaner smitter også socialt.
Sunde vaner videreføres ofte mellem generationer. Aktive børn bliver oftere aktive voksne. Derfor kan investeringer i børns bevægelse potentielt skabe en selvforstærkende effekt på tværs af generationer.
45 minutters daglig bevægelse i skolen var en del af den tidligere skolereform. Objektive målinger blandt mere end 4.000 elever viste imidlertid, at kun omkring halvdelen nåede mindst 45 minutters bevægelse i selve undervisningstiden, og der var stor variation mellem skolerne [4].
I skrivende stund er børn med psykiske problemer en betydelig udfordring for mange familier, hvilket statsministeren også har pointeret ofte og bl.a. igen i sin seneste nytårstale. Fysisk aktivitet kan styrke trivsel og reducere psykisk mistrivsel hos børn og unge — en gevinst, der ikke først viser sig årtier senere.
Objektive målinger med bevægelsesmålere fra Skolebørnsundersøgelsen 2022 viser, at kun 37% af eleverne i 5., 7. og 9. klasse lever op til Sundhedsstyrelsens anbefaling om mindst 60 minutters daglig fysisk aktivitet. Blandt elever i 9. klasse gælder det kun 23% og blandt piger i 9. klasse blot 20 % [5].
Heldigvis har vi i Danmark gode forudsætninger for forbedring.
Vi har allerede infrastrukturen: børnehaver, skoler, fritidsordninger, ungdomsuddannelser og et imponerende udbud af idrætsforeninger.
Vi skal gøre fysisk aktivitet til en lige så naturlig del af hverdagen som at læse, skrive og regne.
Jeg foreslår fire oplagte steder at starte:
1. Obligatorisk 60 minutters daglig bevægelse i skolen.
2. Alle børn bør gå eller cykle til og fra skole, når afstand og lokale forhold gør det muligt.
3. Økonomisk støtte til fritidsaktiviteter for socialt udsatte børn.
4. Et systematisk tilbud om forebyggelses- og sundhedssamtaler til børn og forældre i almen praksis.
Her kan vi med relativt simple tiltag hjælpe børn og unge til at udvikle nogle gode vaner for livet.
Hver gang et barn lærer, at bevægelse er en naturlig del af hverdagen, investerer vi ikke bare i trivsel her og nu, men i et sundhedsvæsen, der stadig kan fungere om 30 år.
Vi står stadig i båden.
Vi øser stadig vand ud.
Nu er det på tide at begynde at tætne hullet.
