Content area

|

Et unødvendigt onde

Forfatter(e)
Jesper Frank Andersen

Forskning er i sin ubesmittede form en systematisk og redelig jagt på ny viden vedrørende den verden, som omgiver os. Den er udtryk for et attråværdigt ønske om at belyse det ukendte og lade fundene komme ens medmennesker til gavn. Ydermere gennemsyrer forskningens modus operandi det meste af lægestanden og har i vidt omfang en positiv indvirkning på de kommende lægers vidensopfattelse.

Disse adorable aspekter skattes uden tvivl, men desværre er nogle af forskningens mindre flatterende sider også smittet af på de studerende, da den anvendes som karrierefremmende redskab og sorteringsmekanisme i valget af ansøgere til stillinger efter aflagt lægeløfte.

Med et år tilbage af studiet har jeg set, hvordan visheden om forskningens betydning for CV’et trækker lange, mørke furer under øjnene på mine medstuderende og forvrider forholdet til denne som disciplin.

Af gode grunde kan jeg ikke udtale mig om, hvor stor betydning forskningsaktivitet de facto har for ens videre karriere. Et studie i BMC Medical Education af Fosbøl et al fra 2016 fandt dog, at to tredjedele af medicinske ph.d.-graduater ikke publicerede forskning to år efter endt forløb. Resultatet indikerer, at en ph.d, i hvert fald for nogle, i høj grad agerer adgangsbillet. Måske endda mere end egentlig forskningsuddannelse.

Denne mistanke medvirker til, at nogle medicinstuderende ikke kun forsker, fordi de har lyst, men fordi de føler, at de ikke har råd til at lade være.

Men skal alle forske? Det mener jeg ikke, men det er fornemmelsen, man står tilbage med, hvilket afføder et patologisk konkurrencemiljø, hvor navnet i toppen af artiklen vægter tungere end det reelle indhold. Denne mentalitet gør mig trist til mode, da den bryder med det faglige sammenhold, som ellers kendetegner det lægelige erhverv.

Ud over potensmålingen de studerende imellem har karrierepresset også den konsekvens, at de, som ikke ønsker at forske, kan føle sig nødsaget til at kompensere for og forsvare deres fravalg med næb og klør for at legitimere egen berettigelse som læge.

  • Nogle medicinstuderende forsker ikke kun, fordi de har lyst, men fordi de føler, at de ikke har råd til at lade være

Jesper Frank Andersen

Noget må og skal der efter min mening gøres ved ovenstående, men en total omkalfatring af forskningsverdenen er nok hverken sandsynlig eller opnåelig. Til gengæld kan vi som minimum forsøge at ændre måden, hvorpå vi omtaler vor forskningsaktivitet: At førsteforfatterskab ikke er målet, men et kærkomment biprodukt, at fokus flyttes fra impact factor til indhold, og at fravalget anerkendes på lige fod med tilvalget.

Med et glimt af naiv optimisme vil jeg således håbe på en fremtid, hvor kommende læger kan anvende forskningen som det, den burde være, en jagt på ny viden og ikke blot en adgangsbillet.

Blad nummer: 

Right side

af Knud Raben-Pedersen | 21/09
6 kommentarer
af Peter Matzen | 21/09
1 Kommentar
af Finn Vallø Hansen | 21/09
1 Kommentar
af Johan Ludvig Reventlow | 19/09
2 kommentarer
af Andreas Gothardt Lundh | 17/09
1 Kommentar
af Bjørn Søeberg | 17/09
33 kommentarer
af Lene Annette Norberg | 15/09
5 kommentarer
af Søren Holm | 14/09
1 Kommentar