Tom Skyhøj Olsen (TSO) efterlyser i et indlæg i Ugeskrift for Læger [1], at vi i Danmark får en etisk debat om behandlingen af malignt arteria cerebri media-infarkt. Baggrunden for dette indlæg er, at behandlingen med hemikraniektomi og duraplastik nu er dokumenteret effektiv til yngre (< 60 år) apopleksipatienter i tre kontrollerede randomiserede undersøgelser, offentliggjort i en metaanalyse omfattende i alt 93 patienter [2], og at behandlingen tilbydes flere steder i Danmark. TSO synes, at behandlingen er uværdig, da patienter, der ellers af skæbnen var udset til at dø, overlever og derfor »producerer invalide plejehjemsbeboere på stribe«. Debatten er vigtig, men indlægget er useriøst. Ved konservativ behandling var dødeligheden 80%; efter hemikraniektomi reduceredes mortaliteten til 30%, og samtidig forbedredes chancen for at overleve med et mindre handicap. Andelen af patienter med godt resultat (selvhjulpen eller moderat handicappet med bevaret gangfunktion) efter et år steg således fra 21% til 43%. Efter konservativ behandling var 2% af patienterne helt selvhjulpne - mod 14% efter operation. Der var ikke forskel i hyppigheden af at ende på plejehjem - 4% af de opererede vs. 5% blandt konservativt behandlede. I absolutte tal endte fire af alle patienter på plejehjem.
Beslutningen om at tilbyde og gennemføre hemikraniektomi på yngre apopleksipatienter, som for øvrigt ofte er fuldstændigt raske uden åreforkalkning, når de får deres apopleksi, er ofte svær, og sker altid i samråd med familien. Det er et drastisk indgreb, og der venter lang genoptræning forude, men synspunktet, at tilværelsen bliver »sorrigfuld og tung«, er ikke en rammende beskrivelse med dagens moderne medicinske behandling. Vi har systematisk fulgt vore patienter, som er behandlet efter protokol, og er overrasket over, hvor gode resultater der opnås. En af vore patienter er nu eksempelvis i arbejdsprøvning, lykkelig for at han lever og ville, hvis han skulle bestemme sig for denne behandling igen, ikke tøve med at ønske den. Der er tidligere lavet undersøgelser af livskvaliteten efter hemikraniektomi, som viser samme resultat blandt yngre patienter. Skæbnen kender ingen på forhånd, og det kan være svært for både læger og alle andre slags mennesker at gøre sig til dommere over, hvad der skal til, for at livet er værd at leve, og beslutningen må altid tages efter grundige overvejelser sammen med familien. Det er svære samtaler, som kræver indføling og evne til at lytte. Vi er erfarne læger, som ikke er bange for at se døden i øjnene, men familierne giver sjældent udtryk for tvivl om det rigtige svar - og vi kan jo heller ikke - ligesom i andre akutte situationer - forudse, om døden virkelig indtræder, hvis vi forholder os passive. Vi har nu en behandling, som er velbeskrevet og dokumenteret effektiv på både bløde og hårde endepunkter, og derfor er samtalen med familien på mange måder blevet lettere.
