Etisk forbehold ved abort

For nylig rapporterede pressen om en ung kvinde, der var blevet nægtet en henvisning til et abortindgreb på hospitalet. Den privatpraktiserende læge begrundede i et interview sit afslag med, at hun var kristen, og at hun fandt det vigtigt at fortælle sine patienter om sin holdning til abort, hvorfor hun heller ikke oplyste om sit etiske forbehold i forbindelse med patientens tidsbestilling.

Sundhedsloven giver læger og andre sundhedspersoner ret til at nægte at udføre eller medvirke til provokeret abort, men hvor langt rækker retten til at tage et etisk forbehold?

Baggrund og historisk udvikling

Baggrunden for det etiske forbehold skal søges i uenigheden om den etiske status, der er tillagt det menneskelige foster. Nogle mener, at fosteret blot er et bundt celler og derfor ikke er et etisk subjekt, mens andre tillægger fosteret samme status som det fødte menneske. Endelig tillægger nogle fosteret en gradueret status, hvor fosterets betydning stiger i takt med graviditetslængden.

At fosteret har en særlig status, afspejledes allerede i Hippokrates' lægeløfte, hvoraf fremgår, at »ej heller vil jeg give nogen kvinde fosterfordrivende middel«.

Før den 1. april 1938 blev abort reguleret i straffeloven. Svangerskabsafbrydelse var strafbart og kunne kun foretages efter nødretsbetragtninger. I 1938 trådte den første abortlov i kraft, der tillod abort, når der var fare for kvindens liv eller helbred, eller på eugenisk eller etisk indikation. Det var først i abortlovene fra 1956 og 1970, at der var bestemmelser om, at den abortsøgende kvinde skulle indlægges på et andet sygehus, hvis overlægen på det sygehus, hvorunder kvinden tilhørte, nægtede at foretage indgrebet. Det etiske forbehold i sin første udformning kom således ind i loven på samme tid, som den sociale indikation fandt fodfæste i loven som grundlag for en abort.

I 1973 blev en ny abortlov vedtaget, der gav kvinder ret til at få et svangerskab afbrudt inden udløbet af 12. svangerskabsuge (fri abort). Lovforslaget fastholdt oprindeligt den ældre bestemmelse om, at overlægen kunne nægte at foretage indgrebet (og indførte desuden et etisk forbehold for sygeplejersker), men fremhævede også i forarbejderne, at amtskommunen havde en pligt til at sørge for, at dets sygehusvæsen kunne foretage sådanne indgreb. At kvinder nu fik et retskrav på fri abort, gjorde det således nødvendigt at afbalancere det etiske forbehold over for den pligt, der påhvilede sundhedsvæsenet. Herved har kvinders retskrav på fri abort forrang for retten til etisk vægring i den forstand, at det påhviler sygehusvæsenet at have ansat et så tilstrækkeligt antal sundhedspersoner uden etisk forbehold, så dette retskrav kan opfyldes.

I 1989 blev det etiske forbehold udvidet til også at omfatte læger generelt, jordemødre og sygehjælpere samt personer, der var under uddannelse til de nævnte erhverv. Loven forudsætter, at arbejdet på sygehusafdelingerne bør kunne tilrettelægges på en sådan måde, at der sker fritagelse, samtidig med at borgerne kan få den ydelse, de har retmæssigt krav på. I forbindelse med lovens behandling udtalte et flertal i retsudvalget i en betænkning, at loven sikrede en logisk retlig ligestilling mellem de forskellige personalegrupper på sygehusene. Flertallet lagde desuden vægt på, at lovforslaget ikke anfægtede kvinders ret til fri abort. Mindretallet ønskede at præcisere, at såfremt en læge ikke ønskede at drøfte tilgængelige muligheder med hensyn til abort med patienten, var han forpligtet til at sørge for, at kvinden fik den fornødne vejledning af en anden læge. Mindretallet tilkendegav desuden, at læger, der ikke ønskede at medvirke til abort, ikke kunne ansættes i stillinger, hvor de i perioder kunne være den eneste læge på stedet (f.eks. på Grønland og Bornholm), idet kvindens juridiske ret til abort derved ikke ville kunne opretholdes. At kvinders retskrav på abort måtte sikres, var som nævnt ovenfor allerede et aspekt, der blev fremhævet forud for vedtagelsen af 1973-loven.

Kvindens ret til abort

En myndig og habil kvinde har et ubetinget retskrav på at få en abort inden udløbet af 12. svangerskabsuge i henhold til sundhedslovens § 92. Retskravet betyder, at sundhedsvæsenet har en tilsvarende pligt til at opfylde retskravet og derfor må have tilstrækkeligt personale ansat, der ikke påberåber sig et etisk forbehold. Retskravet harmonerer med de grundlæggende principper om ret til autonomi og respekt for privatliv, som gennem de seneste årtier er blevet cementeret i patientrettighederne.

Derudover har kvinden efter §§ 93 og 94 et betinget retskrav på abort, hvis lægen finder, at der er fare for hendes liv eller helbred (§ 93), eller det regionale abortsamråd eller Abortankenævnet finder, at indikationerne i § 94 er opfyldt, og derfor har givet tilladelse til abort.

Rækkevidden af det etiske forbehold

En abort omfatter ikke blot selve det kirurgiske eller medicinske abortindgreb. I forbindelse med en anmodning om abort er såvel læge som region pålagt en vejledningsforpligtelse, der indebærer oplysning om vejledningsmuligheder i forbindelse med svangerskabet. Derudover har lægen en forpligtelse til at vejlede kvinden om indgrebets beskaffenhed, følger og risiko. Kvinden har både før og efter abortindgrebet ret til en støttesamtale, der kan gennemføres af egen læge eller af læge, sygeplejerske eller jordemoder på sygehuset eller uden for det etablerede sundhedssystem, ligesom der under visse betingelser er mulighed for efter indgrebet at få sygesikringstilskud til akut psykologhjælp i op til 12 konsultationer. I løbet af graviditeten tilbydes der forskellige former for fosterdiagnostik og evt. genetisk rådgivning, og de oplysninger, disse ydelser frembringer, kan være medvirkende til, at kvinden beslutter sig for at få foretaget en abort. I forbindelse med abortindgrebet vil der også være brug for at yde almindelig sundhedsmæssig omsorg og pleje til kvinden, og endelig kan der opstå komplikationer efter indgrebet, der skal diagnosticeres og behandles.

Der er altså mange delydelser i abortforløbet, hvor rækkevidden af det etiske forbehold er vigtig at klarlægge. Jeg vil her tage udgangspunkt i den sag om den unge pige, der blev omtalt i pressen, fokusere på den alment praktiserende læges rettigheder og pligter og skitsere, hvordan det etiske forbehold anskues juridisk i forhold til de problemstillinger, netop denne sag rejser.

En kvinde, der overvejer abort inden udløbet af 12. svangerskabsuge, kan henvende sig til sin egen alment praktiserende læge, til en anden praktiserende læge, hun har tillid til, til regionsrådet eller direkte til en speciallæge på en privat klinik eller sygehus. Det følger af Landsoverenskomsten om almen lægegerning § 29, stk. 1, at den sikrede kun har adgang til vederlagsfri lægehjælp efter overenskomsten hos den praktiserende læge, vedkommende er tilmeldt, eller dennes stedfortræder. I forhold til abort er der således en udvidet adgang til at rette henvendelse til en anden læge end hos egen praktiserende læge.

Den praktiserende læge er dog under alle omstændigheder forpligtet til at henvise til (speciallæge)undersøgelse og behandling; dette følger af overenskomstens § 42, stk. 1 og formentlig tillige af autorisationslovens bestemmelser om omhu og samvittighedsfuldhed og forsømmelse. Det betyder, at den læge, der påberåber sig et etisk forbehold, er forpligtet til at henvise kvinden til en anden læge, der ikke påberåber sig et etisk forbehold. Det er således ikke tilstrækkeligt fx at give kvinden adressen på præventionsklinikken Sex & Samfund.

Den læge, som modtager anmodningen om abort, skal gøre kvinden opmærksom på, at hun ved henvendelse til regionen kan få vejledning om de foreliggende muligheder for støtte til gennemførelse af svangerskabet og for støtte efter barnets fødsel, eller kan henvise kvinden til at fremsætte anmodningen over for regionsrådet, der herefter skal give vejledningen, hvis det ønskes. Lægen, der påberåber sig et etisk forbehold, kan som nævnt henvise kvinden både til at fremsætte anmodningen om abort over for regionsrådet eller en anden (special)læge for videre drøftelse og iværksættelse af indgrebet, og til at regionsrådet kan give denne type vejledning. Ved henvisningen er lægen dog forpligtet til at sørge for, at der ikke derved sker en sådan forsinkelse, at indgrebet ikke kan gennemføres inden udløbet af 12. svangerskabsuge. Derfor kan det også være relevant, at lægen allerede ved den telefoniske tidsbestilling oplyser om sit etiske forbehold.

Hensynet til at mindske forsinkelse kan i yderste konsekvens betyde, at lægen, der påberåber sig et etisk forbehold, er forpligtet til at vurdere, om sundhedslovens betingelser og krav er opfyldt, således at der ikke sker en forsinkelse som følge af, at sygehuset skal indhente oplysninger herom. Hvis kvinden ønsker vejledning om, hvad et abortindgreb indebærer inden en eventuel henvisning, vil lægen formentlig også være forpligtet til at vejlede om dette. Ud fra autorisationslovens bestemmelse om omhu og samvittighedsfuldhed og det underliggende hensyn til at mindske forsinkelse er der intet, der tyder på, at denne type vejledning er omfattet af det etiske forbehold.

Indlægget er baseret på Herrmann JR. Det etiske forbehold. Ugeskrift for retsvæsen 2005;139;385-93.