Skip to main content

Evidensbaseret praksis

♠ Ph.d.-studerende Britta Tendal E-mail: btendal@yahoo.dk

13. feb. 2009
2 min.


Evidensbaseret praksis er skrevet af fire fysioterapeuter og henvender sig især til fysio- og ergoterapeuter, men formår at ramme bredere pga. sin praktiske og systematiske tilgang til emnet.

Bogen er relevant for alle sundhedsfaglige grupper, da metoderne til at evidensbasere praksis grundlæggende er ens på tværs af faggrænser. Forfatternes ærinde er at beskrive, hvorledes klinisk forskning af høj kvalitet integreres i praksis. Bogen henvender sig primært til læsere uden særlig baggrund i evidensbaseret praksis, og der lægges ud med en gennemgang af evidensbegrebet. Læseren ledes herefter systematisk igennem de nødvendige skridt henimod en evidensbaseret praksis. Det første punkt er kunsten at stille et relevant klinisk spørgsmål. Herefter belyses, hvorledes søgestrategier til belysning af spørgsmålet kan udvikles, og der gives forslag til relevante databaser. Det næste punkt er at kunne vurdere, om man kan stole på den evidens, man har fundet frem til. Til dette formål bliver læseren udstyret med grundlæggende værktøjer til kritisk at kunne vurdere forskellige typer forskning.

Bogen indeholder desuden et glimrende afsnit om kliniske retningslinjer og afsluttes med betragtninger over, hvorledes evidensbaseret praksis implementeres og evalueres. Bogen er opbygget med tekstbokse og fodnoter, der uddyber og forklarer, hvilket gør, at forfatterne kommer godt rundt om emnet, og det gør bogen anvendelig, uanset om man er novice eller mere erfaren på området. Forfatterne ser på både kvalitativ og kvantitativ forskning. Hovedfokus ligger dog på kvantitativ forskning, og der bliver også taget fat i nogle af de grundlæggende begreber inden for statistik, såsom konfidensintervaller og p-værdier. Nogen egentlig lærebog i statistik er bogen dog ikke.

Alt i alt en udmærket og brugervenlig bog, der kan anbefales til alle sundhedsfaglige grupper, der ønsker en grundlæggende og praktisk indføring i, hvorledes de kan evidensbasere deres praksis og således sikre deres patienter den bedst mulige behandling.