Evidensbaseret psykiatrisk behandling, hvad ellers?

Peter Gøtzsche (PG) er ikke blevet pænt modtaget i den psykiatriske verden. Han påstår [1], at de klinisk mest betydningsfulde hypoteser om behandling med psykofarmaka ikke holder vand, forstået derhen, at behandlingerne i bedste fald kun virker kortvarigt, og hvad der er værre: har massive skadelige langtidseffekter. Er der noget om snakken? Man skulle tro, at det var muligt at gennemføre en oplyst videnskabelig diskussion om problemerne. Beklageligvis har dette indtil videre ikke kunnet lade sig gøre. Betragt det følgende som et diplomatisk forslag til en procedure, som gør det lettere at skille skidt fra kanel. Blandt de mange hypoteser, der er i skudlinjen, har jeg valgt at illustrere mit forslag ved at slå ned på de nye antidepressiva.

PG vurderer, at der er evidens for, at SSRI-præparater ikke har nogen klinisk relevante effekter, men tværtimod forværrer prognosen, fordi brugerne bliver afhængige af medicinen. Der er også ganske betydelige bivirkninger. I betragtning af, at 440.000 danskere indløste en recept på antidepressiv medicin i 2013, er det nok umagen værd at få afgjort, om PG er løsagtig.

På baggrund af de hidtidige bataljer står det mig bekendt til troende, at psykiaterne ikke har kunnet lukke munden på PG med argumenter, som henviser til konkrete undersøgelser. Almenlægerne, som ordinerer mere end 90% af medicinen, holder sig beskedent i baggrunden. De andre specialer blander sig heller ikke.

Da der er tale om en evaluering af behandlingseffekter, behøver man ikke at have specialistkompetence for at vurdere de relevante forskningsresultater. Derfor følgende forslag:

1. Dansk Psykiatrisk Selskab udvælger – lad os sige to – undersøgelser, som efter selskabets begrundede vurdering, gør det evident, at SSRI-præparater er god medicin.

2. PG kommenterer undersøgelserne.

3. Tre af Lægeforeningen udpegede forskere, som ikke er psykiatere, og som har uomtvistelige kompetencer i forhold til at evaluere behandlingsprocedurer, kommenterer parternes udlægninger af data.

4. Samtlige indlæg publiceres i Ugeskrift for Læger, og den videnskabelige redaktion forfatter en konkluderende leder og ser fremad. Hvis der er hold i PG´s konklusioner, er dette ensbetydende med, at de omhandlede hypoteser er falsificerede, hvilket i betragtning af konsekvenserne for den kliniske praksis fortjener en autoritativ kommentar.

Er det ikke en værdig måde at komme videre på for alle de involverede parter, herunder ikke mindst de patienter, som muligvis indtager en medicin, der udelukkende skader dem?