Evidensbaseret revalidering: en vandring i den forkerte retning

I Ugeskriftet(2007;169:3465) beskriver Claus Vinther Nielsen problemstillinger omkring revalidering og den offentlige tilgang til det. Han henviser til Lundager et al [1], hvori man anfører, at 22% af studiepopulationen var i arbejde efter et ophold på en revalideringsinstitution fem år efter afsluttet behandling. I lederen og i artiklen er der med en undtagelse kun refereret til danske arbejder. Man anbefaler kontrollerede studier for at finde frem til, hvad der virker i revalideringssammenhæng. Vi tillader os at remonstrere.

Hovedparten af de patienter, der behandles på revalideringsinstitutionerne, lider af lægeligt uforklarede symptomer (internationalt kendt som medically unexplained symptoms (MUS)). Denne opfattelse stammer fra primærforfatterens erfaring som lægekonsulent i 17 kommuner over en femårsperiode (n > 10.000) og andenforfatterens erfaring som psykologisk konsulent gennem 14 år. Diverse forfattere har kvantificeret og kvalificeret MUS samt beskrevet den samfundsøkonomiske betydning heraf [1]. I de senere år er der blevet publiceret et par studier, der belyser, at behandlingen af denne gruppe har været uden effekt generelt, men at det synes klart, at en tværfaglig indsats skal til [2, 3].

Vi har udviklet en behandlingsmodalitet, der giver en virkningsgrad indtil videre på 56% med den afhængige variabel tilbage til arbejde. Vi mener ikke, at det kontrollerede studie bidrager i denne sammenhæng. Evidensbasering kommer alvorligt til kort over for vanskeligt afgrænselige symptomer, som MUS-patienter altid har flere af. Kontrolgrupper kan ikke forsvares - hvordan skulle man kunne forsvare at matche to personer med MUS og ikke tilbyde den ene af disse to en virksom behandling?

Dette betyder ikke, at alle kneb gælder. Man er naturligvis om muligt nødt til at anvende autoriseret personale af god kvalitet til at møde patienten der, hvor hun er, og arbejde seriøst med alle facetter af patientens problemstilling. Det er afgørende at fortsætte behandlingen, indtil patienten er i stand til at klare sig uden behandling. Ifølge vor erfaring betyder dette, at behandlingen skal leveres hos patienten eller i dennes umiddelbare omgivelser (flytte behandlere, ikke patienter), at behandlingen skal være tværfaglig, at den skal fortsætte, indtil behandlingsteamet og patienten er enige om, at yderligere ikke er indiceret, og at sikre et godt og produktivt samarbejde mellem behandlingen, familien, de sociale myndigheder og arbejdsmarkedet. Gør man, som vi gør, kan man opnå en succesrate på over 50% eller mere end det dobbelte af, hvad der er rapporteret i [1].

At vi har at gøre med et stort problem, er klart. Paientmængden er der næppe mange af UFL's læsere, der er bekendt med, men flere gode studier dokumenterer dette. Der er i høj grad brug for nytænkning på området, og ikke mindst en passende finansieringsmodel.

Interessekonflikter: Rick Steele er ejer af samt direktør og cheflæge for Klinikken Livet, hvor de omtalte resultater stammer fra. Julius Tschertok er ansat hos Klinikken Livet. Publikationen af det indsendte vil kunne ses som værende til gavn for Klinikken Livet.