Skip to main content

Ezetimibe og sikkerhed

Konst. overlæge Mats Lindberg, Kong Christian X's Gigthospital i Gråsten, Lægemiddelkonsulent i Sønderjyllands Amt. E-mail: mats.lindberg@dadlnet.dk

1. nov. 2005
2 min.

En kommentar til artiklen med Torben Haghfelts præsentation af det kolesterolsænkende lægemiddel ezetimibe i Ugeskrift for Læger [1]:

På trods af den begrænsede viden om ezetimibe får man det indtryk, at Haghfelt opfatter det som et effektivt og sikkert stof, som kan anbefales, hvis behandlingsmål for totalkolesterol og LDL ikke nås med statiner alene.

Den amerikanske forbrugerorganisation Public Citizen er kommet til en ganske anderledes konklusion. Haghfelt baserer sig på randomiserede kontrollerede korttidsstudier med nogle hundrede behandlede patienter, mens Public Citizen baserer sig på den amerikanske lægemiddelmyndighed FDA's granskninger af dyreforsøg og kliniske studier samt på bivirkningsrapporter.

Hvad skriver så Public Citizen [2]?

  • Ved dyreforsøg er der ikke nogen nedre grænse for toksicitet, når ezetimibe kombineres med statin.

  • I kliniske studier havde 2,1% af de ezetimibebehandlede patienter forhøjelse af kreatininkinase (CK) og yderligere 2,1% forhøjelse af leverenzymer - i begge tilfælde op til mere end tre gange af den øvre grænse for normalværdier. Muskelsmerter sås hos 4,5% af patienterne.

  • Der er til FDA rapporteret 21 tilfælde af rhabdomyolyse og et tilfælde af nyresvigt hos patienter som har været i behandling med ezetimibe.

  • Der har været to rapporter vedrørende leversvigt.

  • Andre bivirkninger, som er set, og som nu er tilføjet til ezetimibes produktresumé i USA, er angiødem, hypersensitivitetsreaktioner, kolecystit og pankreatit.

Det er for tiden frygtelig moderne blandt kardiologer at fokusere på surrogatendepunkter, når det gælder kolesterolsænkende behandling. Med tanke på den begrænsede sikkerhedsdokumentation og de potentielle bivirkninger bør vi nok huske, at der aldrig er påvist nogen sundhedsmæssige fordele af behandling med ezetimibe. Vi ved således egentlig ikke, om ezetimibe øger eller mindsker risikoen for f.eks. myokardieinfarkt, apopleksi, eller for tidlig død.

Endelig savner jeg en deklaration af interessekonflikter.

Interessekonflikt: Mats Lindberg er tilknyttet netværket »Læger uden Sponsor«.


Referencer

  1. Haghfelt T. Nyt behandlingsalternativ til aggressiv statinbehandling. Ugeskr Læger 2005;167:186-7.
  2. Do not use until October 2009: Zetia (ezetimibe) or Vytorin (ezetimibe with simvastatin) for cholesterol lowering, december 2004. www.worstpills.org/member/newsletter.cfm?n_id=353
  3. Indlægget har været forelagt Torben Haghfelt, der ikke har kommentarer.