Fælles værdigrundlag for alle voksne med psykisk sygdom er en utopi

I et oplæg med titlen »Fælles værdigrundlag for den samlede offentlige indsats for voksne med sindslidelse i Danmark« [1] opfordrer Anne Lindhardt (AL) & Leif Gjørtz Christensen (LGC) til en dialog, der kan præge det fælles værdigrundlag.

Vi bidrager gerne til debatten, som i Ugeskriftet blev åbnet af Vestergaard & Rosenberg [2], der bl.a. tog afstand fra ideen om, at et fælles værdigrundlag for forskellige professionsgrupper vil mindske stigmatisering af psykisk syge. De understregede, at når alle psykisk syge bliver genstand for et fælles værdigrundlag, vil man stigmatisere det store flertal af patienter, som ikke eller kun i ringe omfang får behov for social støtte.

Her er vi ved essensen af en nødvendig kritik. Der præsenteres en ide om, at læger og andre professioner skal tænke og handle ud fra et på moralske og etiske principper baseret fælles værdigrundlag. Det beskrives som »en form for forhandlet kontrakt, der indgås mellem en organisation og dens interessenter, om hvilke værdier organisationen i fællesskab skal lægge til grund for sine beslutninger og handlinger«.

Dette er et lovlig dristigt spring fra begrebet Etik til en jordnær organisationspolitik/strategi.

Forestiller man sig virkelig, at læger skal tage de lægeetiske principper, de har bekræftet i Lægeløftet, op til forhandling med en »organisation«? Lægeløftet rummer allerede de »værdier«, der er nødvendige i et tværfagligt samarbejde om en lille, men væsentlig gruppe patienter med behov for vedvarende indsats fra socialsektoren. Den udgør omkring 0,2% af befolkningen, og 5 til 7% af psykiatriske patienter. De øvrige får ikke behov for vedvarende social indsats, men kan takket være lægevidenskabelig psykiatri vende tilbage til en normal tilværelse. En klientgørelse af dette flertal vil få en stigmatiserende virkning, stik imod oplæggets erklærede hensigt.

Man bør ikke påtrykke den brede indsats over for voksne med psykisk sygdom et værdigrundlag, som kun vil være til glæde for en lille begrænset personkreds og dens hjælpere. Oplægget burde derfor allerede i titlen præcisere dette.

Et fælles værdigrundlag, gældende for hele den behandlingsmæssige indsats vil yderligere bidrage til at udvande den monofaglighed og professionalisme, der er nødvendig for tværfagligheden i den psykiatrisk-sociale indsats.

Et andet problem i oplægget er omtalen af nogle »modsætningsfyldte paradigmeskift« i psykiatrien, nemlig det lægevidenskabelige og det socialpsykiatriske.

Det lægevidenskabelige tankesæt har udspring i de seneste 10-15 års videnskabelige landvindinger inden for hjerneforskning, genetik og epidemiologi og har ændret opfattelsen af psykiske sygdommes ætiologi, patofysiologi og behandling.

Tilnærmelsen mellem klinisk psykiatrisk forskning og basal neurovidenskabelig og biomedicinsk forskning er stærk, ikke mindst som følge af hastige fremskridt inden for molekylærbiologien. Om få år vil der i den kliniske psykiatri være behov for læger, der kan fortolke og klinisk anvende ny biomedicinsk metodologi. Det er rimeligt at antage, at molekylær diagnostik vil føre til en ændret sygdomsklassifikation, i retning af en egentlig nosologisk klassifikation.

Det socialpsykiatriske tankesæt har udspring i den marxistisk-ideologiske reformbevægelse, der startede i Italien i 1970'erne, og som vigtigste resultat har flyttet vægten fra institution til decentral indsats. Socialpsykiatrien har udviklet en kultur med engagement i patienternes egen aktivitet, egne behov og udvikling af sociale netværk. Men placeringen i små lokale enheder har medført, at den faglige kritiske masse (fraset det veltilrettelagte OPUS-projekt udgående fra universitetsafdelinger i København og Århus) ikke er tilstrækkelig og de faglige landvindinger beskedne. Ønsket om systematisk vidensopsamling, metodeudvikling samt krav om dokumentation inden for det sociale område skal derfor hilses velkommen.

Disse to tankesæt er forskellige og kan vanskeligt forenes i den overvejende socialpsykiatriske køreplan, der lægges op til.

Endelig omtales kort og uspecifikt Faglighed som en tværgående værdi. Den lægelige faglighed må fremgå anderledes eksplicit.

Den er: en medicinsk uddannelse, skoling i psykopatologi, kendskab til psykiske abnormtilstandes diversitet, viden og kunnen inden for psykoterapi og farmakologisk behandling samt løbende kendskab til den nyeste psykiatriske forskning.

Oplægget har alvorlig slagside mod det sociale, og væk fra det lægefaglige. Vore kommentarer kan sammenfattes i tre hovedpunkter:

1. Det bør præciseres, at det beskrevne værdigrundlag retter sig mod svært syge med behov for væsentlig indsats fra socialsektoren.

2. Et indledende afsnit bør redegøre for den internationale status vedrørende sygdomsforståelse inden for psykiatrien.

3. Et oplæg om problemer vedrørende tværfaglig behandling af syge mennesker bør beskrive, hvori lægefaglig kompetence består.

Som ansvarlige for det lægevidenskabelige fag psykiatris udvikling har vi således fundet det nødvendigt at pege på en række faglige problemer i oplægget. Vi håber, at vore synspunkter vil præge debatten på afgørende måde.