Skip to main content

Faglig ledelse - et forsømt område i danske hospitaler?

Overlæge Mogens S. Hüttel, Anæstesiafsnit T, Odense Universitetshospital E-mail: mogens.huttel@ouh.regionsyddanmark.dk Overlæge Erik B. Obel, Gynækologisk-obstetrisk Enhed, Nordsjællands Hospital Hillerød

1. jun. 2007
6 min.

I alle landets regioner har hospitalsplanerne i foråret været til eller er i høring. Planer, der afspejler den eksploderende lægelige og teknologiske udvikling, hvor nye og avancerede undersøgelses- og behandlingsmetoder hele tiden ser dagens lys. Hospitalsplaner, der skal søge at kombinere det forhold, at du og jeg ønsker den nyeste og bedste behandling, men at dette skal ske inden for de fastlagte økonomiske rammer og under hensyntagen til den begrænsede ressource, der hedder sundhedspersonale.

Planerne er flittigt blevet diskuteret og måske især de steder, hvor et hospital nu blev nedlukningstruet. Argumenterne mod nedlægning har oftest koncentreret sig om angsten for forringelser pga. længere afstande til akut lægehjælp, men for nogle har det også spillet en rolle, at der ved lukningen mistes arbejdspladser i lokalområdet. På den anden side er det en uomgængelig kendsgerning, at tiden er løbet fra de mindre lokale hospitaler, hvor du og jeg ikke kan forvente at få adgang til de nyeste behandlingsmuligheder.

Planerne har derfor til hensigt at opfange de seneste årtiers betydelige fremskridt inden for diagnostik og patientbehandling i en struktur, hvor de behandlingsmæssige muligheder udnyttes optimalt og går hånd i hånd med rationel og økonomisk ansvarlig hospitalsdrift. Det grundlæggende synspunkt er derfor, at så mange som muligt skal drage nytte af de behandlingsmuligheder, som de seneste års lægelige udvikling har skabt.

Økonomi styrer udviklingen

Vi ved alle (og accepterer vel også?), at de økonomiske ressourcer er begrænsede og selvfølgelig skal udnyttes bedst muligt. Men hvad er bedst muligt, og hvem har retten til at definere, hvad der er rigtigt/forkert? Er det befolkningen, politikerne, hospitalernes ledelser eller eksperterne? I de seneste mange år er der ikke tvivl om, at det først og fremmest har været økonomitankegangen, der har styret udviklingen. Denne problemstilling har i sundhedsvæsenet ført til, at der i dag meget fokuseres på antal: f.eks. det antal undersøgelser og det antal behandlinger, der kan fås for en given pose penge.

Men problemet er langt mere kompliceret. Det drejer sig jo ikke kun om antal men i dagligdagen i langt højere grad om, hvordan man kan få de mange undersøgelses- og behandlingsmuligheder til at spille sammen bedst muligt. Det er her, det lægelige aspekt er i fokus. Mange patienter fejler mere end en enkelt veldefineret sygdom, og undersøgelserne kræver næsten altid, at flere lægelige vurderinger/specialer bliver involveret i den enkelte patient. Et problem, der ikke bliver mindre med tiden, bl.a. som følge af, at vi bliver ældre og ældre. I dette meget komplicerede - og for den enkelte ofte ved indlæggelsen på hospitalet uforudsigelige - samspil skal der for patienten hver eneste dag findes en løsning, der kræver stor faglig indsigt. Løsningerne skal være strikket sådan sammen, at man hurtigt når frem til en behandling - den rigtige behandling: at patienten opfatter forløbet som rigtigt og forståeligt uden unødvendig ventetid og inden for økonomiske rammer, som til stadighed satser på effektivisering.

Sikring af »bedst mulig outcome«

Vi ønsker alle, at denne komplicerede proces omkring den enkelte patient opfattes som en rigtig og god proces af patienten, og at vi kommer frem til den rigtige behandling - det, der i moderne terminologi kaldes »bedst mulig outcome«.

På helt fornuftig vis er de fem regioners planer blevet til efter et grundigt forarbejde. Et arbejde, hvor ikke mindst de lægelige argumenter er blevet vendt og drejet. Man har de fleste steder arbejdet ud fra den helt rigtige tanke, at hjælp, der både har høj kvalitet og tilbydes hurtigt, skal være tilgængelig for alle borgere.

I alle regioner er der lagt et stort arbejde i at give det bedst mulige faglige grundlag for, hvordan opgaverne kan løses på bedst mulig måde - løsninger, der næsten aldrig er entydige. Vælges den ene løsning, går det ud over noget andet, men vælges (= prioriteres) det skal der! I alle regioner er denne rådgivning blevet løst gennem nedsættelse af faglige råd, der på grundlag af tilgængelig viden og samtidig med blikket rettet mod fremtiden har søgt at give en så »objektiv« rådgivning som muligt. En lægelig vurdering - der også kan kaldes en lægelig ledelsesopgave - er et af de allervigtigste elementer bag de fremlagte planer.

Næste trin i processen er, at der skal træffes valg - prioriteres - mellem forskellige løsninger i de fremlagte planer, og det er i meget høj grad mere en politisk opgave end en lægelig. Men grundlaget for processen er de lægelige vurderinger.

Når det nu fra politisk hold er besluttet, hvilken struktur og opbygning hospitalerne skal arbejde under, skal personalet til at udfylde de lagte rammer.

Her ønsker vi alle som patienter hurtig adgang, men vi ønsker også, at vi kommer ind ad den rigtige dør. At vi uden at spilde tid og skattekroner får stillet den/de rigtige diagnoser og dermed får den rigtige behandling. De fleste af os har tillige det ønske, at netop jeg kan drage nytte af de allernyeste lægelige fremskridt.

For stort set alle patienter vil dette indebære, at han/hun kommer i kontakt med mange læger, men sandelig også at apparatur og viden kombineres på bedst mulige måde til gavn for »lige bestemt mig«.

Struktur og opgavefordeling er i spil

Det er præcis her, det danske hospitalsvæsen efter vor opfattelse nu bør oprustes til at klare fremtidens opgaver. Chancen for at gøre det rigtigt er stor nu, hvor struktur og opgavefordeling er »i spil«. Sundhedsvæsenets opgaveløsning kræver involvering af personer med meget højt fagligt niveau. Kun personer, der besidder disse forudsætninger, kan varetage disse sundhedsvæsenets vigtigste opgaver.

Det er vores opfattelse, at den vigtigste ledelsesopgave er at sikre faglig kvalitet og ikke mindst at koordinere diagnostik og behandling på rette måde.

Er hospitalernes ledelser i dag gearet til at varetage denne funktion? En opgave, der kræver overordentlig stor indsigt i faglige muligheder og begrænsninger. En viden, som kun fagfolk sidder inde med.

Er et hospitalsvæsen, hvis ledelse primært har fokus på andre forhold som økonomi og personaleadministrative forhold, den rette konstruktion? Man kan vel spørge sig selv, hvorfor de læger, der som karrierevej har valgt at uddanne sig til det højeste faglige niveau, er så ringe repræsenteret i ledelserne, når nu netop den patientbehandling, som de mestrer, er sygehusenes allervigtigste funktion?

Vor opfattelse er, at tilrettelæggelse af diagnostik og behandling samt udvikling og forbedring af behandlinger er den centrale ledelsesopgave i hospitalsvæsenet - den bør være langt mere centralt placeret i ledelsen og dermed i den daglige prioritering i hospitalet. Dette gælder såvel på afdelingsniveau som i hospitalsledelsen. På dette øverste niveau bør faglig kompetence styrkes. I dagens komplicerede og sammenhængende sygehusvæsen, hvor der etableres funktionsenheder, centre, funktionsbærende enheder osv., kan selv en nok så omnipotent cheflæge/centerchef ikke stå for den faglige rådgivning, ligesom rådgivning fra råd og forsamlinger ikke slår til. På afdelings- og klinikn iveau skal der helt anderledes fokus på den ledende overlæges faglige indsats og vurdering, men først og fremmest kan der ved udpegning af funktionsansvarlige overlæger opnås en ledelsesmæssig styrkelse. Herved sikres, at der på alle niveauer i hospitalerne er fokus på den faglige kvalitet.