Skip to main content

Faglighed og kvalitet i behandlingen af spiseforstyrrelser

Bestyrelsen i Dansk Selskab for Spiseforstyrrelser ♠ overlæge Mette Waaddegaard, overlæge René Klinkby Støving, overlæge Carsten Køhler, cand.psych. Loa Clausen, cand.psych. Camilla Jacobi, fysioterapeut Elizabeth Heindorff, sygeplejerske Annette Rothenborg, sygeplejerske Inger Becker & klinisk diætist Lene Kiib Hecht

5. dec. 2008
3 min.

I hospitalsdirektør Rachel Santinis kommentar [1] til et tidligere indlæg i Ugeskrift for Læger med titlen »Behandlingen af patienter med spiseforstyrrelser på private behandlingssteder« [2] omtales afsenderne af sidstnævnte som en »protestgruppe« eller »ni offentlige behandlere af spiseforstyrrelser«. Det fremgik ellers, at indlægget var skrevet af bestyrelsen for Dansk Selskab for Spiseforstyrrelser (DSS). For at fremme forståelsen vil vi gerne uddybe vores kommentarer.

DSS er en tværfaglig forening af behandlere og forskere. DSS er en del af Nordic Eating Disorders Society. Vi arrangerer medlemsmøder og kongresser med foredrag og workshopper for at fremme kendskabet til den nyeste forskning og behandlingsmetoder. Spiseforstyrrelser er alvorlige psykiatriske lidelser med mange fysiske, psykiske og sociale følgevirkninger. Behandlingen er ofte langvarig og kræver tværfaglig tilgang med flere samtidige behandlingsspor. Det er af største betydning at kunne tilbyde evidensbaseret kvalificeret sundhedsfaglig udredning og behandling af spiseforstyrrelser så tidligt som muligt i et sygdomsforløb.

Da der i årevis har været alt for lille kvalificeret behandlingskapacitet, er mange patienter med spiseforstyrrelser enten slet ikke blevet tilbudt behandling, er kommet på venteliste eller er blevet indlagt på hospitalsafdelinger uden specialkompetence. Socialforvaltningerne har derfor betalt for privat behandling, men desværre uden samtidig at stille krav til dokumentation af kvalitet og effekt.

Det er nødvendigt med ekstra kompetenceudvikling og specialisering af de professionelle behandlere. DSS er derfor også aktiv deltager i styregruppen for den nystartede tværfaglige specialuddannelse i spiseforstyrrelser for offentlige som private behandlere, kaldet Koordinering, Opkvalificering, Kvalitetssikring (KOK). KOK-uddannelsen er gratis og finansieret med satspuljemidler fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse i fire år. Formålene med uddannelsen er at fremme klinisk kompetenceudvikling, således at alle behandlere skal kunne leve op til Sundhedsstyrelsens standarder for kvalitet i behandlingen, samt at fremme det tværfaglige samarbejde mellem sektorer og regioner, uanset om man er offentligt eller privat ansat.

Der er nu endelig kommet en psykiatrisk udredningsgaranti for børn og unge op til 18 år, der pr. 1. januar 2009 udvides til behandlingsgaranti inden for to måneder. Fra 2010 udvides garantien til at gælde alle. Der er derfor stort behov for udbygning af såvel kapacitet som kvalitet af behandlingstilbuddene for at kunne leve op til garantierne, da der i forvejen mange steder er lange ventelister til specialiseret behandling.

Privat behandling skal underlægges nøjagtig samme krav til kvalitet, uddannelsesniveau, specialisering, evaluering og dokumentation af metoder og behandlingseffekt som offentlig behandling. Sundhedsstyrelsens retningslinjer for behandling af spiseforstyrrelser fra 2005 skal derfor naturligvis gælde for alle, såvel offentlige som private behandlingssteder.


Referencer

  1. Santini R. Kildehøj Privathospital »advokerer«. Ugeskr Læger 2008;170: 3978.
  2. Waaddegaard M, Støving RK, Køhler C et al. Behandlingen af patienter med spiseforstyrrelser på private behandlingssteder. Ugeskr Læger 2008;170:3258.