Skip to main content

Faglighed og kvalitet i henholdsvis privat og offentlig behandling af spiseforstyrrelser

♠ Hospitalsdirektør Rachel Santini, Kildehøj Privathospital. E-mail: info@kildehoj.com

13. feb. 2009
2 min.

Det er glædeligt, at de ni offentlige behandlere [1] alias bestyrelsen i Dansk Selskab for Spiseforstyrrelser (DSS) er enige i min understregning af nødvendigheden af høj kvalitet og effekt, hvad angår behandling af spiseforstyrrelser inden for både det private og det offentlige. Det bekymrer mig dog, at DSS tilsyneladende lider af begrebsforvirring, når de udtaler, at »Socialforvaltningerne har derfor betalt for privat behandling, men desværre uden samtidig at stille krav til dokumentation af kvalitet og effekt« [2].

Selv kender jeg ikke direkte til sådanne situationer, men jeg er via patienter og gennemgang af data blevet opmærksom på, at private (og offentlige) bostøttetilbud benyttes til behandling af alvorligt syge spiseforstyrrede patienter. Konsekvenserne heraf er et kapitel for sig. Det er normalt, at der i den forbindelse - ligesom inden for de offentlige psykiatriske hospitalsafdelinger uden kompetence til behandling af spiseforstyrrelser - mangler dokumentation for kvalitet og behandlingseffekt. Til gengæld ser situationen anderledes ud, når vi taler om behandling på et privathospital. Intet privathospital kan overleve i et land, hvor offentlig behandling er gratis/skattefinansieret, såfremt hospitalet ikke leverer topresultater, og helst med bedre kvalitet end det offentlige. I dag er danske patienter oplyste og kritiske brugere. Ingen betaler, hvis de ikke får kvalitet og behandlingsresultater, der kan måles og evalueres. Dertil kræves professionelt og højtuddannet personale med relevant specialisering.

Endelig skal jeg hilse DSS' medvirken i koordinering, opkvalificering og kvalitetssikring (KOK)-uddannelsen velkommen. Jeg har stor sympati for projektet og har selv i en årrække medvirket til lignende tiltag for Velfærdsministeriet, og jeg ved, at der er positive erfaringer også fra Norge. Dog håber jeg ikke, at nogen henfalder til at tro, at 12 seminardage med en blandet målgruppe er sufficient til at sikre de krav, der bør stilles til alle seriøse behandlere af alvorligt syge spiseforstyrrede i privat og offentligt regi. Men det er måske første skridt, blandt andet hvad angår muligheden for sober dialog og respektfuldt samarbejde - og det kan vi da kun glæde os til.

Referencer

  1. Santini R. Kildehøj Privathospital »advokerer«. Ugeskr Læger 2008;170:3978.
  2. Waaddegaard M, Støving RK, Køhler C et al. Faglighed og kvalitet i behandlingen af spiseforstyrrelser. Ugeskr Læger 2008;170:4148.