Farlige råd om for hurtig udtrapning af antidepressiva

I en statusartikel redegør psykiaterne Lundsgaard & Videbech for, hvordan man bør seponere antidepressiva [1]. De metoder, de anbefaler, er imidlertid direkte farlige.

De opererer med to metoder. En hurtig nedtrapning, hvor dosis halveres hver anden uge, f.eks. fra 40 mg citalopram til 2,5 mg på otte uger, hvorefter stoffet seponeres. Med en langsom nedtrapning foreslår de denne sekvens: 40, 30, 20, 15, 10, 5, 2,5 og 0 mg.

Begge metoder er yderst uhensigtsmæssige. Den første metode er lineær i hele forløbet; den anden er lineær, når man kommer ned på små doser.

Udtrapning af både antidepressiva [2] og antipsykotika [3] skal følge en hyperbel, fordi det er sådan, bindingskurven for stoffernes binding til receptorerne ser ud. Dosisreduktionen kan derfor ofte være stor i starten, hvor patienten befinder sig øverst på bindingskurven, men den skal være meget lille, når man kommer ned på den stejle del af kurven (se figuren).

Når man dosisreducerer fra 10 til 5, 2,5 og 0 mg, går man fra en binding til receptorerne på 72% til 57%, 44% og 0%. Den sidste reduktion, fra 2,5 mg til 0 mg, er derfor langt den værste, fordi man går fra 44% receptorbinding til ingen binding overhovedet.

Det er alt for voldsomt og bevirker, at mange får uudholdelige ophørssymptomer, når de går fra en tilsyneladende meget lille dosis – hvilket det jo slet ikke er – til ingenting [4]. Derfor vil mange mislykkes med en udtrapning, når det sidste spring er så stort. Og mange vil få at vide, at de ikke kan undvære medicinen, eller at depressionen er kommet tilbage, selvom det ikke er en reel depression, men en abstinensdepression, der er tale om, hvilket er et problem, som Lundsgaard & Videbech også peger på. Det er således en skadevirkning af præparatet.

Nogle af ophørssymptomerne, f.eks. akatisi, øger risikoen betydeligt for både selvmord og vold [5]. En for hurtig udtrapning er derfor farlig.

Jeg har beskrevet disse ting nøje i en bog [4], hvor der er praktiske tips til, hvordan patienterne kan fremstille meget små doser, som ikke findes i handelen. Jeg har tilrettelagt kurser om udtrapning, også for psykiatere, sammen med kolleger, der har stor praktisk erfaring med udtrapning. I 2016 var jeg med til at grundlægge International Institute for Psychiatric Drug Withdrawal, hvor der blandt medlemmerne er mange psykiatere, psykologer og tidligere patienter, såkaldte recovery-mentorer, fra en lang række lande, der kan hjælpe patienterne med at trappe ud på en forsvarlig måde.

Artiklen af Lundsgaard & Videbech viser, at der fortsat er et stort behov for oplysning. Vi mangler også regulære udtrapningsklinikker, som de kendes i f.eks. Norge.