Fedmebehandling - et kvælende, medicinsk luk-munden-favntag?

Ugeskriftet har med imponerende timing bragt et indlæg fra sociologen Henrik Dahl samtidig med en leder af Ole Lander Svendsen og statusartikel af Anne Raben om fedme i Europa.

O.L. Svendsen påpeger præcist: En af grundene til de relativt skuffende langtidsresultater af behandling af fedme er formentlig, at personerne fortsat befinder sig i et fedmefremkaldende miljø.

At den fede er et sårbart led i en selvværdskamp og føler sig som den ulækre person, der tydeligvis selv er ude om det, når han sidder dér og skovler i sig, behøver man ikke at være sociolog for at forstå. Det er derfor ærgerligt, at vore medicinske kolleger ikke rigtigt tager konsekvensen af deres forståelse af fedme som et kulturelt problem op med overvejelser om, hvilken rolle de selv har i forhold til sociologer, psykologer og andre, men tager det for givet, at »Behandling af fedme bør være målrettet, kronisk og livsstilsorienteret« i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens »Oplæg til national handlingsplan mod svær overvægt« og Ernæringsrådets »Den Danske Fedmeepidemi« som et solidt fundament for forebyggelse og behandling af fedme i Danmark. Men der er fortsat mange uafklarede spørgsmål; fedmens gåde er ikke løst. Der er behov for meget mere forskning.

Om chancen for at en stor medicinsk indsats vil give mulige besparelser på længere sigt er reel og videnskabeligt underbygget, får vi ikke at vide, men af det mønster, den medicinske behandling hidtil har fulgt, fremgår det, at »Efter fem år er 90% af alle, der har tabt sig i vægt, tilbage ved udgangsvægten. Hvorfor er det så svært?«

Henrik Dahl giver sit bud: »Det er på denne baggrund, jeg anbefaler, at man skelner klart mellem »rask-rollen«, der simpelthen er defineret som ,ikke indtagende sygerollen` og ,sund-rollen`. Set i dette perspektiv er det klart, at spørgsmålet om sundhed er langt mere ærgrende og frustrerende for ,sygdomsvæsenet` end spørgsmålet om at bringe mennesker ud af sygerollen«. - og videre »Det mest centrale middel i kampen for sundhed ligger helt uden for den centrale, medicinske faglighed«. Der venter givetvis mange forgæves anstrengelser og store økonomiske omkostninger ved den medicinske indsats for at forebygge de uheldige kulturelle vaner, der ligger bag fedmen.

Tiden er moden til en omfattende debat og høring om, hvad medicinsk behandling gør ved den fede. Et kvælende, luk-munden-medicinsk symptombehandlende favntag kan være det, den fede søger at beskytte sit sårbare jeg imod med et »fedt« panser.

Ændring af kulturelle vaner er primær forebyggelse. Det betyder, at selv om det medicinske arbejde er sekundært, vil der under alle omstændigheder ligge et stort og vigtigt medicinsk arbejde forude med at behandle de mange fede, som ikke har overskud til at afværge sygerollen og genskabe det selvværd, som er altafgørende for den fedes helbredsmuligheder.

Udviklingen har vist, at vi er på vej til amerikanske tilstande. Skal det forebygges, er nytænkning vel nødvendig?

Indlægget har været forelagt Ole Lander Svendsen og Anne Raben, der ikke har kommentarer.

Litteratur: