Skip to main content

Fedmebehandling uden viden - fokus uden overblik

Overlæge, ph.d. Thorbjørn Sommer, Regionshospitalet Randers. E-mail: thorbjorn.sommer@yahoo.com

18. mar. 2011
4 min.

Interessekonflikter: Ingen.

I kronikken i Ugeskrift for Læger [1] tager formanden for Vidensråd for Forebyggelse Morten Grønbæk fat i en meget relevant sundhedsmæssig problemstilling - nemlig hvad skal vi gøre for de svært overvægtige? I den sammenhæng kommer man ikke uden om fedmekirurgi - og det er sørgeligt, at vidensrådets formand refererer til, at »man hører fra folk i marken, at fedmeoperationerne spiller negativt ind...« Hvor er referencerne henne til den påstand?

Er vidensrådet ubekendt med den store mængde litteratur, der foreligger om følgerne af fedmekirurgi? Hvorfor undersøger man ikke den reelle viden på området? Er det vidensrådets strategi at »forhøre sig hos folk i marken?« Skal man vurdere, hvad man skal gøre for de svært overvægtige, og hvad der bedst kan betale sig - så må der en saglig gennemgang til af de eksperter der ved noget om fedmekirurgi.

Sundhedsstyrelsen har nedsat et fagligt udvalg af fedmeeksperter, men det blev lukket ned af Sundhedsministeriet og regionspolitikerne, der i stedet har indført nye ikkelægefaglige kriterier for fedmekirurgi - der går stik imod al viden på området. Argumentet er, at der »opereres for mange«. Laves der så også for mange hjertebypass, eller er der for mange, der får insulin, så det må ophøre?

Kender vidensrådet ikke SOS-studiet fra Sverige med 4.000 patienter og snart 20 års followup, hvor det dokumenteres, at svært overvægtige, der opereres, får et permanent vægttab og en signifikant lavere mortalitet og morbiditet i forhold til dem, der ikke opereres [2]? For ikke at tale om ændringen i livskvalitet, som vi normalvægtige aldrig forstår dybden af... [3]. Er vidensrådet ikke bekendt med, at der absolut intet behandlingsmæssigt alternativ er til fedmekirurgi for de svært overvægtige? Der er ingen data, der har vist, at piller, vægtkonsulenter, coaching, psykologer, kurophold el.lign. medfører et permanent stort vægttab. Og de behandlinger er dyre! Jo de taber sig, når de sendes af sted - men de kommer tilbage med mange nye kilo i løbet af få år - det er derfor de kommer til operation!

Konsekvensen af dette er, at de fleste svært overvægtige nu reelt er uden behandlingsmulighed! Det er en svag patientgruppe, man nu har smidt tilbage hvor de kom fra - en tilværelse med gentagne mislykkede forsøg på vægttab og nederlag. Bemærkningen om børn i adipøse familier at »hvis mors fedme "ordnes" med et snuptag af en operation, synes det at være en meget bedre løsning end at blive lettere på den tunge måde« er et godt eksempel på den undervurderende stigmatisering, de svært overvægtige udsættes for - mener vidensrådet, at patienterne skal behandles på »den tunge måde« (der aldrig har vist sig at virke...)?

Vi har en behandling, der giver de svært overvægtige et permanent vægttab, de nu er afskåret fra - hvorfor behandler vi dem så elendigt?



  1. Grønbæk M. Fedmeepidemi? - bevar overblikket og fokuser. Ugeskr Læger 2011;173:680-1.

  2. Sjöström L, Narbro K, Sjöström DC et al, Swedish Obese Subjects Study. Effects of bariatric surgery on mortality in Swedish obese subjects. N Engl J Med 2007;357:741-52.

  3. Buchwald H. Trends in mortality in bariatric surgery: a systematic review and meta-analysis. Surgery 2007;142:621-32, 632-5.

> Svar:

Formand for Vidensråd for Forebyggelse Morten Grønbæk. E-mail: mg@si-folkesundhed.dk

Interessekonflikter: Ingen.

Tak til Thorbjørn Sommer for kommentar til min kronik »Fedmeepidemi? - bevar overblikket og fokuser«. Mit primære formål med kronikken var at lægge en dæmper på den udbredte forestilling om en eskalerende fedmeepidemi og mane til besindighed, før mere end halvdelen af den danske befolkning stigmatiseres som fede. De nyeste, landsdækkende tal fra Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed fra den 10. marts 2011 viser, at 46% af befolkningen er overvægtige, mens kun 13% er svært overvægtige. Mit ønske med kronikken var at nuancere debatten om fedme ved at skelne mellem behandlingen af svært overvægtige på den ene side, og hvordan vi som samfund forebygger, at flere ender i denne kategori på den anden.

Det var til gengæld ikke min intention at stikke hånden i den hvepserede, der handler om fedmekirurgi eller ej. Jeg er naturligvis bekendt med resultaterne fra det svenske SOS-studie og anerkender den positive betydning af operation hos nogle svært overvægtige. Et lille element af min kronik forsøgte at problematisere konsekvenserne af fedmeoperationer for forebyggelse af svær overvægt hos de opereredes børn. Det aspekt tror jeg ikke, at SOS-studiet har beskæftiget sig med.

I Vidensråd for Forebyggelse er vi, som navnet antyder, særligt optaget af at styrke vidensgrundlaget og debatten om forebyggelse - og derfor overlader vi trygt opgaven med at undersøge effekterne af fedmekirurgi og øvrige behandlingsteknologier til Thorbjørn Sommer og andre med teoretisk og klinisk viden på området.