Fem afdelinger senere: Det, der afgør om læger trives og bliver dygtigere

Efter 2,5 år på fem forskellige hospitalsafdelinger som led i min hoveduddannelse i almen medicin, står det klart, at forskellene mellem afdelinger i høj grad er skabt af kultur, prioriteringer og ledelse. Derfor kan der heldigvis også skabes ændringer. Psykologisk tryghed, reel prioritering af uddannelse, gennemtænkt vagtplanlægning og respekt for vores tid er i min optik forudsætninger for et bæredygtigt lægeligt arbejdsliv og et sundhedsvæsen der hænger sammen.

Jeg har lært meget i mine ansættelser inden for lungemedicin, ortopædkirurgi, gynækologi, pædiatri og aktuelt psykiatri. Det har været en tour de force i omstillingsparathed, men erfaringerne fra hospitalet har uden tvivl gjort mig til en stærkere kliniker.

På tværs af afdelingerne har jeg også undervejs bemærket nogle gennemgående temaer, som flere steder påvirker trivsel og uddannelsesmiljø:

For det første: Psykologisk tryghed.

På nogle afdelinger er åbenhed om fejl og usikkerhed en naturlig del af kulturen. Her trives læring, samarbejde og arbejdsglæde. Andre steder mangler denne tryghed med mærkbare konsekvenser for både medarbejdertrivsel og patientsikkerhed.

Jeg står tilbage med et indtryk af, at forskellen ofte skabes af ganske få personer. Det er ofte den nærværende ledelse, der skaber en god og tryg kultur, som så siver ned gennem resten af afdelingen. Men nogle gange er det også enkeltpersoner, ofte en uddannelsesansvarlig overlæge eller UKYL, der formår at bære en tryg kultur for afdelingens yngre læger.

For det andet: Vilkårene for læring på en hospitalsafdeling.

Gennem mine ansættelser har jeg alt for ofte set, at læringsmuligheder må vige for drift. Ambulatorie- eller operationsdage, der inddrages fordi der er sygdom, eller som slet ikke planlægges fordi akutfunktionerne skal bemandes.

Det er kortsigtet. Hvis vi ikke prioriterer læring, svækker vi kvaliteten af sundhedsvæsenet i fremtiden. Det er mit indtryk at presset kommer oppe fra. Den enkelte afdelingsledelse kommer i klemme, når direktioner og budgetter mangler blik for, at uddannelse ikke er en udgift, men en investering.

Det gælder i høj grad også for hoveduddannelseslægerne i almen medicin, hvor vi som fremtidige samarbejdspartnere og gatekeepere har brug for stærke, tværgående kompetencer. Jeg har brugt størstedelen af mine hospitalsansættelser som forvagt i modtagelserne. Ambulatoriefunktion, stuegang eller muligheden for at visitere henvisninger med en speciallæge har været sjældnere indslag. Der er gået læringsmuligheder tabt, som betyder at jeg på nogle områder er dårligere rustet til at være fremtidens aflastning af hospitalerne. Stik imod Sundhedsreformens intentioner.

Jeg har oplevet speciallæger på alle afdelinger, der i frokoststuen eller på en vagt har fortalt mig om en »kæphest« de ville ønske, at alle praktiserende læger kendte til. Ofte handlede det om henvisninger. Denne viden bliver sjældent formaliseret og systematisk overdraget til læger i hoveduddannelse i almen medicin. Potentialet er oplagt: Strukturerede masterclasses med en række speciallæger for alle hoveduddannelseslæger i almenmedicin på hospitalet. Dette kunne mindske frustrationer i det fremtidige tværsektorielle samarbejde og i sidste ende komme patienterne til gavn. Heldigvis er flere hospitaler kommet i gang med lignende ordninger, med oprettelsen af tværgående AP UKYL og uddannelsesansvarlige almenmedicinske overlæger, der planlægger tværgående undervisning for AP-lægerne.

For det tredje: Vagtplanlægning.

God vagtplanlægning er ikke kun et spørgsmål om ressourcer, men også om prioritering og organisering. På nogle afdelinger fungerer planlægningen gnidningsfrit og med respekt for, at vi har et liv uden for hospitalet, der også er vigtigt. Man føler sig set og hørt af vagtplanlæggeren, hvilket kan gøre, at man også gerne udviser fleksibilitet den anden vej, når der er behov for akutte ændringer i planen.

På andre afdelinger opleves vagtplanlægningen som rigid og uigennemskuelig, og bliver til en månedlig knude i maven. Eksemplerne er mange: Det er svært at få et privat- og familieliv til at hænge sammen, hvis man ikke kan takke ja til en bryllupsinvitation uden at bruge ferie, hvis man planlægges til at arbejde mange weekender i træk, eller hvis det ikke kan lade sig gøre at planlægge fri til en fast fritidsaktivitet en eftermiddag om ugen. I de tilfælde kan det føles som om arbejdet strækker sig langt over det timetal man er ansat til.

Selvfølgelig kan der være vilkår på den enkelte afdeling der gør, at det i perioder er svært at få enderne til at nå sammen. Men det er ærgerligt, når det er de ansatte, der ender med at betale med deres trivsel for at få drift og stramme budgetter til at hænge sammen. Som almenmediciner i hoveduddannelse er vi hurtigt videre, fordi vores ansættelser er korte. Men jeg ønsker for de kollegaer, der skal bruge resten af deres arbejdsliv som hospitalsansatte, at vagtplanlægningen lykkes med at tage hensyn til mennesket bag kitlen.

For det fjerde: Respekten for vores tid.

Hvorfor klæder vi som hospitalsansatte om i vores fritid? Ti minutter dagligt kan synes ubetydeligt, men er nok også lavt sat for mange af dem, der må gå langt til omklædningsrummet før og efter hver vagt. Over en hel karriere bliver det til måneder af ubetalt arbejdstid: For en vagtbærende læge, der bruger 10 minutter dagligt på omklædning, svarer det over en hel karriere til cirka 8 måneders fuldtidsarbejde. Dette vilkår er utidssvarende i et moderne arbejdsmarked og sender et signal om, at vores tid ikke værdsættes. Lad os forestille os, hvad der ville ske, hvis omklædningstid blev arbejdstid. Mon ikke omklædningsfaciliteterne ville flytte tættere på den enkelte afdeling, fordi det ikke kunne svare sig at bruge så meget arbejdstid på at medarbejderne skulle gå meget langt til deres omklædningsrum?

Hvis vi vil opnå Sundhedsreformens ambitioner om kvalitet og sammenhæng, må vi arbejde videre med de rammer, der gør læger i stand til at lære, trives og samarbejde på tværs. Jeg tager mine erfaringer fra hospitalsarbejdet med videre i mit fagpolitiske arbejde.

Vi skylder ikke kun os selv bedre vilkår, vi skylder også vores patienter et sundhedsvæsen, hvor faglighed og trivsel hos lægen går hånd i hånd.