Fem eller 15 stykker frugt og grønt?

Efter en veloverstået jul, hvor maden for mange har spillet en stor rolle - mest fordi den skulle smage godt - vil mange sikkert atter tænke på mad som et middel til sundhed frem for til umiddelbar behovstilfredsstillelse. Et temmelig konsistent kostråd er, at vi skal spise mere frugt og grønt. For at gøre det lettere for os, har Sundhedsstyrelsen, gartnerierhvervet m.fl. i fællesskab opstillet en norm for, hvor meget vi i hvert fald skal spise: seks om dagen eller 600 gram frugt og grønt. Så ved vi, hvad vi har at holde os til, i hvert fald indtil vi kommer uden for Danmarks grænser. Allerede i SAS-flyet kan man købe en pose, hvor der står »Seks om dagen« og »Five a day«.

Tager vi til Norge, får vi besked om at spise syv om dagen eller 750 gram frugt og grønt, i Sverige siger man fem om dagen eller 500 gram [1], og i Storbritannien og USA er budskabet også »Five a day«. De fem skal i England hver veje mindst 80 gram, dvs. minimum 400 gram. Franskmændene opfordres til at spise ti, og japanerne får at vide, at de bør spise 13 stykker grønt og 2-4 stykker frugt om dagen; stykkerne behøver dog ikke at være så store, 50 g er nok, men det giver dog stadig 800-900 gram og dermed dobbelt så meget, som englænderne opfordres til [2].

Der kan gives i hvert fald fire forklaringer på disse temmelig markante forskelle. En er, at der er forskel på mennesker i forskellige lande; den kunne til nød gå med hensyn til japanerne, som jo gennemsnitligt er mindre end nordeuropæerne, men det forklarer næppe, at anbefalingen her er at spise mere frugt og grønt end i Europa.

En anden forklaring er, at frugt og grønt ikke er det sam-me i de forskellige lande. I England tæller baked beans med i de fem. I Norge tæller kartofler med, det giver jo plads til flere gram end i Danmark, hvor de ikke er med. Grøntsager, som ernæringsmæssigt ligner kartoflen meget, f.eks. pastinak, tæller dog med i de danske seks om dagen. Baggrunden for, at kartofler ikke medregnes, selv om de anses for at være en god næringskilde, er, at man er bange for, at folk nøjes med at spise kartofler, og så »ville de ikke opnå den sundhedsmæssige gevinst, som undersøgelser har vist, at frugt og grøntsager giver«, siger Ellen Trolle fra Dansk Fødevareforskning til BT [3]. Man kan spørge, om de taktiske hensyn ikke spænder ben for sig selv, når budskaberne bliver modsigende eller ulogiske.

En tredje forklaring på forskellene er, at det handler om at lave en politik, som er gennemførlig. Det er den forklaring, en talskvinde for det britiske Department of Health giver: »There must be a balance between what is healthy for the British public and what is feasible« [2]. I Nordisk Råds handlingsplan for kost og motion er man opmærksom på modsætningerne og forklarer forskellene med »differences in the Nordic countries in meal patterns, food choices, etc.«. Disse vaner ændrer næppe ved menneskers fysiske konstitution, men det, er nok igen tale om, at realpolitiske hensyn styrer budskaberne.

En fjerde forklaring på de højst forskelligartede anbefalinger kunne være, at man bygger på forskellige forskningsresultater, men det er nok snarere sådan, at de forskningsresultater, som foreligger, opfattes forskelligt afhængig af kulturelle forudsætninger. Evidensen ligger der ikke bare; den skal fortolkes, og det sker i forskellige kontekster og derfor med forskelligt udfald, og det resulterer i forskellige anbefalinger.