Skip to main content

Filmanmeldelse: Den danske pige

Lene Agersnap og Thomas Middelboe

15. feb. 2016
3 min.

Lad os sige det med det samme: »Den danske pige« er en anbefalelsesværdig film. Smukt filmet og gribende spillet, især af Eddie Redmayne, der er meget overbevisende som landskabsmaleren fra Vejle, Einar Wegener. Denne får i 1930, som den første i verden, foretaget en kønskorrigerende operation, og som kvinden Lili Elbe bliver han med egne ord endelig helt sig selv.

Historien folder sig ud i et kunstermiljø i 1920'ernes København med afstikkere til Paris. Enkle interiører, smukke mennesker – i mere end én forstand »la belle epoque«. Selve kærlighedshistorien, forholdet mellem Einar og hans kunstnerhustru Gerda, er universelt genkendelig i dens smertefulde skildring af kærlighedens væsen.

Film: 120 min. Grand teatret

Det starter tilsyneladende som en leg initieret af Gerda, ligeledes stærkt spillet af Alicia Vikander. En leg med flydende køn, hvor Einars træk glider over i Lilis, når Gerda afbilder ham. Men Lili er, trods sin tilsyneladende skrøbelighed, et stykke natur, der ikke kan tæmmes, selvom Gerda fortryder og vil bringe en ende på »legen«.

Einar søger lægehjælp, og visse scener er dyster psykiatrihistorie. »Kemisk ubalance«, homoseksualitet som perversion og en skizofrenidiagnose er de prædikater, han får påstemplet. Og diverse ubehagelige indgreb minder mest af alt om dæmonuddrivelse for at komme ondet, Lili, til livs. Men det er også lægevidenskaben, der ender med at udføre de ikke mindre smertefulde kønskorrigerende operationer, som Lili selv ønsker. »Lægen gjorde dig til kvinde«, lyder det. Og Lili svarer: »Nej, det gjorde Gud, lægen korrigerede forklædningen«.

Filmen præsenterer givetvis den heteroseksuelles blik på transseksualitet. Transpersoners problemstillinger er uden tvivl langt mere komplekse, end det fremgår af filmens udlægning af Einar og Gerdas historie. Men vi får et smukt og skarpt skåret billede af i hvert fald én vinkel på historien. Visse Hollywoodske klicheer er tilgivelige, fordi det væsentlige virker i filmen.

Vi har set filmen uden ekspertviden på det transkønnede felt, men som læger inden for henholdsvis almen praksis og psykiatri. Uden for biografen spiller modeugen, hvor kønnet, som det bæres udenpå, er mere flydende, og begreber som maskulinitet og femininitet udfolder sig på mindre fastlåste måder. Normalitetsspektret har heldigvis flyttet sig siden 1900-tallets Vejle, hvor den unge Einar først mærkede Lilis gryende tilstedeværelse. »Det bliver hurtigt anderledes i Vejle«, siger en af karakterne i filmen. Det gør det desværre stadig mange steder i verden. Glædeligt er det trods alt, at der ikke bare findes lommer af frisind, men også lande og lovgivning, hvor den enkelte har retten til at være eller blive sig selv, om end der på globalt plan er meget langt igen for LGBT-personer. Lili blev et ikon for mange transseksuelle verden rundt, og filmen er, bag sit æstetiske ydre, et værdigt og stærkt bidrag til dette.

Lene Agersnap og Thomas Middelboe

E-mail: agersnap@dadlnet.dk

Interessekonflikter: ingen