At finde vej tilbage – hvis »bump på vejen«

At blive læge er en drøm for mange, og netop i disse uger realiseres den drøm, når embedseksamen er i hus.
De nyuddannede læger står på tærsklen til en karriere fyldt med glæde, spænding, ny viden, men også udfordringer – faglige som personlige. Det er et job fyldt med energi, der bl.a. kræver fokus, empati og nærvær – både over for patienter, pårørende og samarbejdspartnere, men også over for en selv. Perioder med pres, tvivl og stress kan dog få selv de mest passionerede læger til at overveje, om de kan løfte opgaven. Og nogle gange kan omstændigheder – på jobbet eller privat – gøre, at man bliver nødt til at »trække stikket« og sygemelde sig for en tid.
Men hvad sker der, når en læge har taget den nødvendige pause og er klar til at vende tilbage? Står sundhedsvæsenet klar til at støtte op om vedkommendes tilbagevenden? At være læge er et krævende job, og det kan være svært at komme tilbage efter en sygemelding. Derfor er det afgørende, at systemet ikke kun støtter under fraværet, men også har strukturer til at hjælpe lægen tilbage i lægerollen.
»At være læge er et krævende job, og det kan være svært at komme tilbage efter en sygemelding«Anne-Sofie Kannerup
For den kollega, jeg talte med, handlede det ikke kun om at vende tilbage til jobbet – det handlede også om at genvinde sin tro på sig selv og finde tilbage til passionen, der engang gjorde vedkommende til læge. Der er mange faktorer, der spiller ind, når en læge – nyuddannet eller erfaren – vender tilbage. Både faglige og menneskelige samt ikke mindst organisatoriske støtteforanstaltninger er nødvendige for en succesfuld tilbagevenden . Som kollegaer og ledere skal vi skabe et åbent miljø, hvor der er plads til at tale om udfordringerne og finde løsninger, der kan hjælpe læger med at finde balancen igen.
Vi er alle en del af et fællesskab, hvor vi må hjælpe hinanden gennem svære tider og fejre de gode. At hjælpe en kollega tilbage på rette spor kræver støtte fra kollegaer, men det er og bliver en ledelsesmæssig opgave, der skal tages hånd om. Det kræver et miljø, hvor der er fokus på både den faglige og mentale støtte, som er nødvendig for, at læger kan trives i et af de mest krævende og meningsfulde erhverv. Som profession, sundhedsvæsen og samfund er det vores opgave, at det sker – vi kan ikke tillade os at lade være.