Fireårsreglen - et monster i enhver læges mareridt

Og så kom der pludselig en reform af den lægelige uddannelse, lanceret midt i eksamensperioden (hvem har overskud til at protestere så?) og med start så hurtigt (den 1. februar), at ingen kan nå at komme med indsigelser endsige et modforslag. Enhver hærfører ville være stolt af et sådan bagholdsangreb!

Det er vel nok dejligt med en så stærk og dygtig organisation (YL og Lægeforeningen) bag sig, når man er yngre uddannelsessøgende læge i dagens Danmark! Man kan slappe af og koncentrere sig om sit arbejde og sin videre fremfærd mod en speciallægetitel, mens man trygt stoler på, at de medlemsvalgte repræsentanter (og formænd/kvinder) varetager ens interesser.

Og så kom den bratte opvågning til tvangsdeportation og lægefaglig vingeskydning. Hvad foregår der lige her?

Målet med denne reform er for så vidt fornuftigt nok. Vi mangler i dette land speciallæger, og det skal der gøres noget ved - ellers kan patienterne ikke blive behandlet ordentligt. Et glorværdigt mål, ikke sandt? Men midlerne til opnåelse heraf er jo direkte middelalderlige.

Det er fint med en kortere ventetid på turnus, for det er spildtid. Og der er virkelig tid at spare, hvis flere uklassificerede stillinger konverteres til klassificerede introduktionsstillinger. To gode tiltag.

Men er fireårsreglen ikke en meget høj pris at betale?

Der er forsøgt forskellige argumenter for at kamuflere den grufulde sandhed. »Uddannelseskapacitet, der går til spilde i de mange år undervejs til en hoveduddannelse«, er et af dem. Ved alle ansættelser lærer man faktisk noget nyt og brugbart til senere i lægelivet, og alle speciallæger har brug for at have stiftet bekendtskab med relaterede specialer i et vist omfang. Det kan ikke erstattes af 14 dages fokuseret ophold under hoveduddannelsen. Vi bliver ikke dårligere læger af at have prøvet at arbejde nogle år med forskellige fagområder, inden den i forvejen afkortede hoveduddannelse skydes i gang. Vi bliver tværtimod alsidige og bedre i stand til at forstå patienterne og deres ofte komplekse sygdomme - det er vel det, vi stræber imod? Patienterne er nemlig aldrig blot »syge inden for ét speciale«, så en vis basisviden samt kendskab til relaterede specialer er ikke blot tilfredsstillende for den enkelte læge men helt essentielt for at kunne diagnosticere og behandle en patient. Er det måske tidsspilde at bruge sin arbejdstid på patienternes ve og vel?

Jeg er faktisk lamslået over, at fireårsreglen overhovedet er blevet bragt op. Men endnu mere chokeret og harm er jeg over at læse på Lægeforeningens hjemmeside, at YL og Lægeforeningen har valgt at tilslutte sig reformen til trods for fireårsreglen. Nok har denne regel ikke været til diskussion og er dikteret af regeringen og Lars Løkke Rasmussen, men så er det altså ikke Mette Worsøe og Jens Winther Jensens job at dukke nakken og bøje sig i støvet. I er valgt til at varetage lægers interesser, og det er jeres pligt at opponere højlydt, når sundhedsministeren begår direkte overgreb mod en hel faggruppe. I er valgt af os til at varetage vore interesser, men lige nu er I bare stand-in for bødlen selv!

Lad os nu sige, at nogle af os ikke kan overholde tidsfristen på fire år? Først bruger vi 1. år på turnus, så 2. år på en introduktionsstilling, så 1 års dispensation efter en ph.d., som bare måtte laves, da det var et brandgodt projekt. Og så søges der, men man får ikke den eftertragtede hoveduddannelse hverken 1. eller 2. gang. Der er jo mange andre om buddet i hver runde især i storbyerne, og hvem ønsker at flytte børnene og manden igen? Hvad skal straffen egentlig være? En klar udmelding om dette savnes virkelig blandt os. Hvilke sanktionsmuligheder skal vi bære som åg gennem det herlige liv som læger?

Manglen på officielt svar på dette presserende spørgsmål bærer virkelig præg af totalitær tankegang. Den løftede pegefinger: »Hvis ikke I gør, som Far her siger, så ...«. Selve truslen ville få ethvert barn til at ryste. For hvad er det egentlig, far kan finde på af uhyrligheder? Det skaber en utrolig navnløs frygt. Skal vi tvinges til at flytte til en anden del af landet for at tage en hoveduddannelse der? Eller får vi tildelt en ledig hoveduddannelse i et speciale, som vi slet ikke ønsker at arbejde med? Eller hvad bliver straffen?

Jeg kan livligt forestille mig konsekvenserne af sådanne tvangsforanstaltninger. Unge i dag vil ikke finde sig i et sådant formynderi, så de vælger ganske enkelt medicinstudiet fra. Og medicinstuderende, der allerede er hoppet på limpinden, vil i stor stil gøre sig klar til efter endt embedseksamen at rejse til andre lande med mere humane uddannelsessystemer, simpelthen søge andre græsgange. God gedigen hjerneflugt. Og hvor står vi så med lægemanglen og de manglende speciallæger? Skaffer dette patienterne højkvalificeret lægehjælp?

Vi må gøre noget ved denne fireårsregel, og det skal være nu. Mette Worsøe og Jens Winther Jensen, sørg for, at denne reform ikke bliver en skamplet på jeres formandsposter. Kæmp for lægers demokratiske rettighed til et frit valg af fagligt speciale og arbejdskraftens frie bevægelighed! Kæmp for, at vi bliver behandlet som mennesker!