Fireårsreglen - endnu en gang

I de fleste vestlige lande har man erkendt klinisk forsknings fundamentale betydning for behandling af befolkningen på et højt internationalt plan, for et sundhedsvæsen i engagement og udvikling og for landets erhvervsliv.

Dansk forskning, herunder den sundhedsvidenskabelige, har et fornemt internationalt ry. Den er samtidig karakteriseret ved at være utrolig effektiv og prisbillig.

Den typiske sundhedsvidenskabelige ph.d.-studerende går i gang med studiet i en alder af 31 år. Det er på det tidspunkt, hvor uddannelsen til basislæge er afsluttet, og hvor der er indledt et forløb frem mod en hoveduddannelse til speciallæge. Selve studiet er normeret til tre år, hvilket i international sammenhæng er meget kort tid. Ikke sjældent bruges der da også længere tid, om end tiden efter de tre år som regel sker samtidig med videre klinisk uddannelse.

Regeringen har i sit aftalegrundlag bestemt, at antallet af speciallæger skal forøges, og at tiden fra man bliver læge, til man går i gang med en hoveduddannelse til speciallæge, skal forkortes. Ingen kan have noget imod, at Danmark får højtkvalificerede og dygtige speciallæger på kort tid, så de kan udøve deres funktion i lang tid, men forudsætningen er naturligvis, at de er højtkvalificerede og dygtige. En forkortelse af uddannelsestiden er ikke i sig selv en garanti for, at kvaliteten bevares, snarere tværtimod. Det er imidlertid givet, at større fokus på uddannelse og et klart meriterende uddannelsesindhold i en hvilken som helst stilling vil kunne kompensere for tab af tid, og i øvrigt være i overensstemmelse med internationale tendenser, hvor man går væk fra tid i uddannelsesforløbet til at lægge vægt på den kunnen, man opnår i uddannelsesforløbet.

Men at lægge hindringer i vejen for et kontinuert forskningsforløb på et tidspunkt - hvor man har erhvervet sig en vis klinisk kunnen og dermed forudsætningerne for at kunne gå ind i et forskningsforløb, der kan føre til umiddelbar gavn for patienterne - er bestemt ikke gennemtænkt, og i hvert fald er det helt uigennemskueligt, hvilket sagligt grundlag beslutningen ligger på. Derfor har Dansk Medicinsk Selskab opfordret til, at man får rettet fejlen. Alternativet er som anført at komme med det saglige grundlag for, at forskningsaktivitet ikke skal tidsmæssigt kompenseres, og hermed det saglige grundlag for, at man går imod de internationale bestræbelser for at styrke den kliniske forskning samt nationalt og på europæisk niveau at øge antallet af forskeruddannede til op mod det dobbelte.