Fjern benspænd for arbejdet med de udsatte

Pr. 1. januar fik almen praksis en ny overenskomst. Det er altid spændende at se, hvordan de tanker, der er gjort i den forbindelse, bliver ført ud i livet helt derude, hvor vi læger på gulvet arbejder til daglig. Italesættelsen af overenskomsten var, at man har forsøgt at gøre noget ved ulighed i sundhed – noget, som alle efterhånden har erkendt, er en pinagtig affære for et velfærdssystem som det danske. At visse borgere, blot fordi de vokser op i et bestemt socialt område, kan se frem til at blive mere syge, leve kortere og få en dårligere livskvalitet, end hvis de var vokset op et andet sted, er svært at acceptere. Samtidig er sundhedstilbuddene i de socialt belastede områder dårligere; noget som den engelske praktiserende læge Tudor Hart gjorde opmærksom på allerede i 1971 i artiklen om The Inverse Care Law.

Men hvad har overenskomsten så budt på? Man har gjort det attraktivt at lave en årlig somatisk undersøgelse af psykiatriske patienter samt at være mere fokuseret på dem, som bor i botilbud. Et par enkelte andre småinitiativer er lagt ind, men fornemmelsen af, at nu sker der virkelig noget afgørende i forhold til at kunne arbejde imod ulighed i sundhed, har man slet ikke. Jeg ved godt, at ulighed er en multifaktoriel størrelse, hvor boligpolitik, socialpolitik, uddannelsespolitik, arbejdsmarkedspolitik m.m. er faktorer, der nok spiller en større rolle end den, vi fra sundhedsvæsenets side kan bidrage med. Men alligevel står man lidt skuffet tilbage med fornemmelsen af, at skåltalerne bare var – ja – skåltaler, og at der blot lappes på et i forvejen slidt kludetæppe. Hvis vi skal gøre det attraktivt at arbejde med de mest belastede patienter, skal man simpelthen ryste posen.

Hvad kunne man have gjort? For det første kunne man have fjernet nogle af de åbenlyse benspænd for arbejdet med de mere udsatte, der i forvejen ligger i overenskomsten: Man må kun tage syv samtaletakster om året – og personalet må ikke tage disse samtaler – man må ikke tage flere grundydelser pr. dag, man kan kun bruge de lange besøg på de +75-årige, man må kun tage fire lange årsstatus ydelser pr. patient pr. år osv.

Man kunne gøre det nemmere og mere attraktivt at række ud mod samarbejdspartnerne i kommunerne. Man kunne lægge flere ressourcer ud til de socialt belastede områder, så almen praksis i de områder kunne ansætte mere personale og flere faggrupper (gerne i samarbejde med kommunerne) som socialrådgivere, fysioterapeuter, farmaceuter og farmakonomer, social- og sundhedshjælpere, sygeplejersker, pædagoger mfl., som kunne hjælpe med arbejdet med de mest belastede patienter. Så hvis man mener, at man vil gøre noget ved ulighed i sundhed, er der knapper, man kan skrue på – men det kræver vilje. Det kan vi så håbe på, at der er mere af om tre år, når der skal forhandles overenskomst igen.