Er lægefaget et kald eller et lønarbejde?
Det var overskriften på et oplæg, jeg for et par uger siden skulle holde på en temadag hos Det Medicinske Selskab.
Men i virkeligheden er det paradoksalt at stille dette op mod hinanden. For jeg tror, at det for mange læger ikke er et spørgsmål om enten-eller, men om både-og. De fleste af os er blevet læger, fordi vi gerne vil hjælpe patienterne. Men for mig er der ikke nogen modstrid mellem det og så, at jeg forventer at have nogle ordentlige vilkår.
Mange af os arbejder rigtig meget. Men vi vil gerne mere end at arbejde. Vi vil gerne se vores familier, være der for vores børn, hjælpe vores gamle forældre, efteruddanne os, gå til fodbold og meget mere. Men hvis det skal kunne lade sig gøre, er arbejdsgiverne nødt til at gøre op med et gammeldags syn på lønarbejdet og et gammeldags syn på, hvor og hvordan lægearbejdet skal udføres.
Det er på tide, at vores arbejdsliv bliver moderniseret, så arbejdsvilkårene matcher vores tidsregning. Mange af de arbejdsmønstre, som resten af det akademiske arbejdsmarked allerede benytter sig af, ønsker vi også: Det gælder f.eks. fleksible arbejdstider, hjemmearbejde, indflydelse på egen arbejdstid og virtuelle konsultationer og møder. På mange hospitaler og klinikker er det ikke en hverdag, vi kender, hvorimod de fleste af os kan nikke genkendende til en hverdag med meget faste rammer og en rigid struktur og kultur.
Det ærgrer mig, for jeg er overbevist om, at nye, moderne og fleksible arbejdsformer kan være et meget stærkt rekrutterings- og fastholdelsesværktøj – ikke mindst til områder af landet, hvor der mangler læger i dag.
For nylig spurgte jeg læger på Instagram, hvad der skulle til, for at de kunne forestille sig at arbejde i områder, hvor der i dag mangler læger. Hvad er det, man som læge drømmer om, hvis man skal overveje at bruge lang tid på transport – eller overveje at flytte sin familie til en anden egn af landet.
»Vi bliver – både som medarbejdere og som faglige organisationer – nødt til at udfordre ,plejer’. For hvis ingen udfordrer det vante, rykker kulturen sig aldrig«Wendy Sophie Schou
Over 200 input rullede hurtigt ind, og én ting stod klart: Fleksibilitet, bedre balance og mulighed for større indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdstiden er helt centrale ønsker. Mange læger ønsker et arbejdsliv, hvor det at hente børn, deltage i morgensang på skolen, være med til sport om eftermiddagen eller følge sine forældre til lægen kan lade sig gøre, uden at det kræver en hel fridag. Det er en balance, som andre faggrupper ofte har større frihed til at opnå, og det er et problem, at lægerne halter bagefter.
Under coronapandemien fik vi smag for nye måder at arbejde på. Digitale konsultationer og hjemmearbejde blev pludselig muligt og skabte en helt ny fleksibilitet – både for lægerne og for patienterne. Men i takt med at pandemien aftog, forsvandt mange af de løsninger desværre igen. Men hvorfor egentlig? Selvfølgelig kræver det noget andet at planlægge hjemmearbejde, når man er på en arbejdsplads, hvor der er patienter, der skal tilses. Men hvorfor skal man i dag sidde i et ambulatorie og holde telefonkonsultationer, når de lige så godt kan foretages hjemmefra?
Vi bliver – både som medarbejdere og som faglige organisationer – nødt til at udfordre »plejer«. For hvis ingen udfordrer det vante, rykker kulturen sig aldrig.
Samtidig bliver arbejdsgivere og ledelser nødt til at forstå og anerkende, at mange læger i dag har andre forventninger til arbejdslivet, end de generationer der kom før. Man kan vælge at ignorere det, at brokke sig over det eller forsøge at tvinge alle til at arbejde efter samme model. Eller man kan vælge at lytte til, hvad de yngre læger efterspørger, og skabe nogle rammer, der gør det attraktivt at blive i faget og flytte sig efter de mest attraktive steder.
Jeg er overbevist om, at fleksibilitet sagtens kan eksistere, uden at vi går på kompromis med kvaliteten af behandlingen. Tværtimod kunne en større fleksibilitet i arbejdslivet være med til at fastholde dygtige læger, der ellers overvejer at skifte karriere eller søge ud af sundhedsvæsenet.
Det er tid til at gentænke lægers arbejdsvilkår og tage skridtet mod et mere fleksibelt og moderne arbejdsliv. I Yngre Læger vil vi gerne bidrage til sådan en nødvendig kulturforandring. Fleksibilitet skal blive et centralt element i lægelivet, og jeg tror på, at en større åbenhed og kreativitet hos arbejdsgiverne og hos os selv kan gøre det muligt, så vi ikke skal stille »kald« eller »lønarbejde« op som modpoler, men snarere som to sider af samme sag.
