Skip to main content

Flere af Lægeforeningens mærkesager er med i S-SF-plan

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

19. maj 2011
2 min.

Kommer en rød regering med S-SF i spidsen til magten efter næste folketingsvalg, må Lægeforeningen se sig om efter en række nye mærkesager. I alt fald tyder noget på, at oppositionen har lyttet til, hvad Lægeforeningen har plæderet for i årevis.

S-SF vil f.eks. ikke længere give skattefradrag for sundhedsforsikringer, da de mener, at den offentlige understøttelse af privathospitalerne har været spild af penge.

I forhold til det udvidede frie sygehusvalg - behandlingsgarantien - deler S-SF også Lægeforeningens holdning. Den nuværende garanti er for stram og ufleksibel, den skal blødes op, så de mest syge kommer først. S-SF planen formulerer det således, at der skal indføres en »mere rimelig« behandlingsgaranti.

Dog specificerer planen, at der på det psykiatriske område skal være en regelret garanti: Udredning skal begynde efter højst en måneds ventetid. Og behandling skal begynde højst 14 dage efter endt udredning.

I det hele taget skal psykiatrien have et boost, idet der skal tilføres to mia. kr. årligt.

Planen indeholder desuden mere forebyggelse. Afgifterne på sukker, sodavand og fedt skal sættes op, ligesom cigaretter skal være markant dyrere. Og der skal indføres en slags afgift på dårligt arbejdsmiljø - nemlig en afgift på arbejdsskader.

S-SF vil etablere et nationalt center for forebyggelse og folkesundhed, som skal komme med anbefalinger om f.eks. nationale tilbud om helbredstjek. Og der skal sættes nationale mål for folkesundheden - eksempelvis hvor mange procent færre rygere, der skal være om ti år.