Flere introduktionsstillinger er en investering i flere speciallæger

Efter mange år med udfordringer med at rekruttere læger til introduktionsstillinger står vi i dag i en markant anderledes situation. Søgningen er som minimum fordoblet i løbet af de seneste år, og i gennemsnit var der 22 ansøgere pr. stilling på tværs af specialer og geografi, viser Lægeforeningens seneste undersøgelse. Ifølge Lægeforeningens analyse af lægers søgning af introduktionsstillinger besættes stort set alle stillinger.

Den udvikling er et tveægget sværd. Naturligvis er det positivt, at nærmest alle introduktionsstillingerne bliver besat. Unge læger stifter bekendtskab med et speciale, udvikler sig og bliver mere afklarede om, hvilken vej de vil søge i deres lægelige videreuddannelse. Derudover bidrager læger i introduktionsstillinger til en bedre lægedækning på tværs af specialer og geografi. Men der er også en bagside af medaljen.

For når stort set samtlige introduktionsstillinger bliver besat samtidig med, at der i disse år uddannes alt for mange læger, og kapaciteten af introduktionsstillinger ikke følger med, skaber det frustration og unødvendige flaskehalse i stedet for et godt flow for uddannelseslægerne. Der er for mange læger til for få introduktionsstillinger.

Lægeforeningen holder fast i, at der ikke skal skabes flaskehalse med alt, hvad det indebærer af ledighed og forsinkelser på vejen mod en færdiggjort hoveduddannelse – sådan sikrer vi heller ikke hurtigt flere speciallæger. Målet er jo, at alle læger kan blive speciallæger, og at vejen dertil ikke er fyldt med forhindringer og unødig kompleksitet. Men det er den desværre.

Det hjælper heller ikke, at regionerne prioriterer og finansierer introduktionsstillingerne forskelligt. I Region Hovedstaden medfinansierer regionen op til Sundhedsstyrelsens maksimumsdimensionering for introduktionsstillinger. For de vestdanske regioner er der central medfinansiering til minimumsdimensioneringen. I Region Sjælland er der ingen central medfinansiering, og det er dermed alene den enkelte afdelings budget, der afgør muligheden for at oprette introduktionsstillinger.

Lad mig skære problemet ud i pap: Når der mangler introduktionsstillinger i én region, vil unge læger søge ud af regionen og derhen, hvor der er tilgængelige introduktionsstillinger – og måske endda fortsætte deres speciallægeuddannelse dér. Det er jo generelt det, vi har advokeret for i forhold til at sikre bedre lægedækning – men så skal strømmen jo bevæge sig væk fra alfarvej. Så nytter det jo ikke noget, at de regioner i landet, hvor man mest mangler speciallæger – og allerhelst ser, at yngre læger påbegynder deres speciallægeuddannelse – også er de regioner, hvor der tages mindst centralt ansvar for finansieringen af introduktionsstillingerne.

Min klare opfordring til regionerne og til staten, der forhandler økonomi med regionerne, er derfor, at alle regioner skal prioritere og have økonomi til at oprette introduktionsstillinger svarende til maksimumsdimensioneringen. Og finansieringen skal være øremærket og komme centralt fra regionen. Flere introduktionsstillinger er en investering i flere speciallæger i det lange løb, og det er jo det, patienterne har brug for. Derfor skal antallet af videreuddannelsesstillinger til enhver tid modsvare antallet af kandidater, der bliver færdige med medicinstudiet. Det lever den gældende dimensioneringsplan ikke op til.