Flere introstillinger er ikke et mål i sig selv


I Ugeskrift for Læger den 11. september efterlyser Lægeforeningens formand, Josephine Rathenborg, markant flere introduktionsstillinger og opfordrer regionerne til at sigte mod maksimum i dimensioneringsplanen. Begrundelsen er, at flere introduktionsstillinger skal bane vejen for flere speciallæger.
Vi deler målet om at uddanne de speciallæger, sundhedsvæsenet har brug for. Men flest mulige introduktionsstillinger er ikke i sig selv vejen dertil. Opgaven er at have det rigtige antal introduktionsstillinger til det rigtige antal hoveduddannelsesforløb – inden for en uddannelseskapacitet, der kan sikre læring, supervision og relevante kliniske erfaringer.
Sundhedsstyrelsens dimensioneringsplan fastlægger et spænd fra minimum til maksimum for introduktionsstillinger. Spændet er ikke uudnyttet kapacitet, som nødvendigvis skal fyldes op. Det er et styringsrum, der gør det muligt at tilpasse antal til behov i det enkelte speciale og den enkelte landsdel.
Der skal være flere introduktions- end hoveduddannelsesforløb, da ikke alle fortsætter i specialet, og rekrutteringsbehov og søgemønstre varierer. Et solidt ansøgerfelt til hoveduddannelsen kan tale for at ligge tættere på minimum, mens utilstrækkelig rekruttering til hoveduddannelse kan tale for flere introduktionsstillinger.
Hvis vi over længere tid uddanner væsentligt flere introduktionslæger, end der er hoveduddannelseskapacitet til, giver det ikke i sig selv flere speciallæger. Vi får en voksende gruppe kvalificerede læger, som konkurrerer om de samme hoveduddannelsesstillinger – og flytter blot flaskehalsen til næste led i uddannelsen.
Dimensioneringsplan 2026-2030 ændrer markant på fordelingen mellem specialerne. Næsten hver tredje hoveduddannelsesstilling er nu i almen medicin, og almen medicin, psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri udgør tilsammen mere end fire ud af ti. De tre specialer udgør samtidig omkring 44% af minimumsdimensioneringen af introduktionsforløb og knap 80% af stigningen fra den tidligere dimensioneringsplan.
Vi skal altså ikke kun se på volumen, men også på, hvordan vi i fællesskab understøtter samfundets behov for speciallæger i de specialer og geografier, hvor behovet er størst. En generel øgning i antallet af introduktionsstillinger løser ikke i sig selv manglen på speciallæger i f.eks. almen medicin og psykiatrien.
Uddannelseskapacitet er mere end en stilling på et budget. God lægelig videreuddannelse kræver patientgrundlag, relevante kliniske opgaver, speciallæger med mulighed for supervision, fysiske rammer og et godt uddannelsesmiljø. Kapaciteten påvirkes også af ændringer i eget og tilgrænsende specialer. Når antallet af uddannelsesforløb øges, skal den ekstra uddannelsesaktivitet kunne rummes klinisk. Derfor kan tilpasning inden for dimensioneringsrammen være relevant for fortsat at sikre god uddannelseskvalitet for alle.
Lægeforeningens aktuelle kritik bygger på en optælling af stillingsopslag. Men et opslag er ikke det samme som et besat uddannelsesforløb. Ét opslag kan føre til flere ansættelser, stillinger kan genopslås, og andre bliver ikke besat.
Vi har set på den faktiske besættelse på landsplan. Der er allerede registreret 2.347 besatte årsværk i introduktionsstillinger. Korrigeret for seksmåneders introduktionsforløb i almen medicin svarer det til 105% af minimumsdimensioneringen, som omregnet udgør 2.243 årsværk – med godt tre måneder af året tilbage. Hertil kommer forløb med senere besættelse. Samtidig er der indtil nu mere end 180 ubesatte introduktionsforløb i almen medicin på landsplan. Det viser, at udfordringen ikke alene er at slå flere stillinger op, men også at få de rigtige stillinger besat de rigtige steder.
Målet er ikke flest mulige introduktionsstillinger. Målet er det rigtige antal i de rigtige specialer og på de rigtige steder – så den uddannelsesvej, vi tilbyder lægerne, fører til de speciallæger, sundhedsvæsenet har brug for.
Svar
Af Josephine Rathenborg, formand for Lægeforeningen
Tak til videreuddannelsesregionernes sekretariatschefer for deres indspark i debatten om manglen på introstillinger og manglen på speciallæger.
Jeg er glad for, at vi deler målet om at uddanne de speciallæger, sundhedsvæsenet har brug for. Vi er også helt enige om, at flest mulige introduktionsstillinger ikke i sig selv er vejen til at nå det mål. Det kræver nemlig det rigtige antal introduktionsstillinger til det rigtige antal hoveduddannelsesforløb – inden for en uddannelseskapacitet, der kan sikre læring, supervision og relevante kliniske erfaringer.
Det er også rigtigt, at hvis vi over længere tid uddanner væsentligt flere introduktionslæger, end der er hoveduddannelseskapacitet til, giver det ikke i sig selv flere speciallæger. Det flytter blot flaskehalsen til næste led i uddannelsen. Det er bl.a. derfor, at Lægeforeningen i årevis har efterlyst mange flere hoveduddannelsesforløb. Der skal ikke være unødvendige flaskehalse og forsinkelser på lægers vej til at blive speciallæger. Det er hverken til gavn for patienter eller læger.
Lægeforeningen har aktuelt hejst et advarselsflag på baggrund af vores løbende optælling af opslåede introstillinger. Den viser, at der i de første otte måneder af i år er slået omtrent 1.650 introstillinger op. For at nå minimumsgrænsen på samlet 2.643 besatte introduktionsforløb, kræver det altså, at der slås yderligere godt 1.000 introstillinger op i sidste kvartal 2026, da man ikke kan søge en introstilling, der ikke er slået op.
Det er altså de opslåede stillingsopslag, som læger har kunnet søge indtil videre i 2026, vi har talt op. Naturligvis kan der blive ansat flere læger på ét introstillingsopslag, og der kan også ske forgæves rekrutteringer. Men der skal trods alt et stillingsopslag til, for at man kan besætte en stilling, og der ser vi bekymrende få stillingsopslag i år indtil videre.
I debatindlægget skriver sekretariatscheferne om besatte introstillinger, som de har målt på. Når man debatterer besatte introduktionsstillinger, er det vigtigt at huske, at det i en årrække er lykkedes videreuddannelsesregionerne at besætte introstillinger svarende til omtrent 125% af minimumsnormeringen. Ifølge skribenterne er der registreret 2.347 besatte årsværk i introduktionsstillinger, men da 125% af minimumsnormeringen er 3.300, mangler der cirka 1.000 besatte stillinger.
Selvfølgelig kan man håbe på, at antallet af besatte introduktionsstillinger viser sig at være meget højere, når året er omme. Men håb er ikke en strategi, så derfor gør Lægeforeningen opmærksom på de få opslag nu og på nødvendigheden af at få bedre data på området – både for antal opslåede forløb, antal ansøgere, antal besatte og godkendte forløb.
Samtidig er det vigtigt for mig at understrege, at de enkelte afdelinger naturligvis skal have de midler, der skal til, for at kunne slå stillingerne op. Det er bl.a. derfor, Lægeforeningen har foreslået, at der i økonomiaftalen mellem regionerne og regeringen sættes øremærkede midler af til introstillinger.
Og så ser Lægeforeningen frem til yderligere tæt og konstruktiv dialog om introstillinger og HU-forløb med afsæt i de politiske aftaler og ambitioner om et forøget antal speciallæger.