Vi skal have solid evidens for vores brug af tests, medicin og behandlinger for at sikre den bedste patientbehandling. Men er vi så evidensbaserede, som vi tror?
Det er afgørende, at vi har stærk evidens bag vores brug af diagnostiske test, lægemidler, kirurgiske indgreb, kontrolbesøg og alt andet, som vi gør for at sikre den bedste patientbehandling. I dag er målet, at vi praktiserer evidensbaseret medicin (EBM). Sundhedsstyrelsen har en enhed for EBM, og vores viden hjælpes på vej af globalt set godt 1,5 mio. årlige medicinske publikationer. Men er vi så evidensbaserede, som vi tror? En oversigtsartikel fra 2023 viste, at kun 15% af anbefalingerne i europæiske kardiologiske retningslinjer har højeste evidensniveau (Level of Evidence A), mens over halvdelen havde laveste evidensniveau (Level of Evidence C), dvs. kun baseret på ekspertvurderinger og observationelle studier. Inden for kræft- og intensivbehandling er det kun 6% og hhv. 9% af behandlingerne, som har højeste evidens. Behandlinger med lav evidens kan selvfølgelig være gavnlige, men kan også være unødvendige, ressourcetunge og endda potentielt skadelige – som påpeget af »Vælg Klogt«-kampagnen.
En betydelig del af vores behandlinger hviler på medicinske dogmer (græsk, dógma, »det, man tror er sandt«), dvs. behandlinger, som i tiden fremstår meningsfulde, men som ikke er videnskabeligt underbyggede. Åreladning og dårekister ryster vi noget på hovedet af i dag, men der findes mange mere nutidige dogmer, som f.eks., at mavesår pga. det lave pH ikke kan skyldes bakterier, at sengeleje fremmer helbredelsen efter abdominal kirugi, at mundbind beskytter effektivt mod smitte med coronavirus, og indtil for nylig troede vi, at svær sepsis/shock skal behandles med kolloider og rigelig væske. Hver af disse dogmer er senere blevet modbevist ved randomiserede kliniske forsøg.
»Dogmer har til alle tider ,fyldt huller‘ i den medicinske værktøjskasse, og ofte har vi som læger integreret dogmer så dybt i vores ,viden‘, at vi ikke er klar over, at der er tale om et dogme«Johan Skov Bundgaard, Læge, Ph.d.-studerende, Rigshospitalet
Det kan skabe stærke følelser, når vi udfordrer dogmer. Det gælder f.eks. store randomiserede kliniske forsøg af både mundbind og behandling med kolloider ved sepsis. Førstnævnte danske studie var på alverdens forsider og skabte stor polemik, fordi mange mente, at mundbind måtte beskytte effektivt mod coronavirus. For sepsisbehandlingen har hovedforfatteren, anæstesilæge og professor Anders Perner, tidligere fortalt, at han »... blev passet op på gangene på kongresser og fik sådan nogle halve trusler a la: ,Jeg håber, du sover godt om natten’ og den slags …«.
Dogmer har til alle tider »fyldt huller« i den medicinske værktøjskasse, og ofte har vi som læger integreret dogmer så dybt i vores »viden«, at vi ikke er klar over, at der er tale om et dogme. Et vigtigt element i udviklingen af EBM er, at vi i alle specialer bør være opmærksomme på, hvornår vi har den tilstrækkelige videnskabelige dokumentation – eller ikke har – og således handler ud fra – dogmer. Vi skylder generelt patienterne og samfundet at styrke evidensen og finde dogmerne – og enten eftervise eller aflive dem, »dogmelyse«.
