Wadland et al [1] offentliggør i Ugeskriftet nr. 47, 2003 resultaterne af et studie, der har til formål at undersøge fødende kvinders smerteopfattelse, information om epidural smertelindring og tilfredshed med smertelindringen. Resultaterne baseres på spørgeskemabesvarelser fra 50 barselkvinder. Artiklen har givet anledning til en leder i samme Ugeskrift [2] samt avis- og tv-omtale i dagene omkring offentliggørelse af artiklen.
Et af artiklens hovedbudskaber er, at de fødende var for dårligt informerede om brug af epidural smertelindring til trygt at kunne vælge dette. Denne konklusion baseres på besvarelse af spørgsmålet: »Mener du, at din viden om de nævnte metoder var tilstrækkelig til, at du trygt kunne vælge en eller flere af disse?« (herefter nævnes forskellige metoder, bl.a. epiduralblokade). Spørgsmålet rummer to udsagn (»tilstrækkelig viden« og »trygt kunne vælge«).
Det er en metodisk grundregel, at spørgsmål, der skal besvares ved at sætte kryds ved én og kun én svarmulighed, ikke må indeholde flere forhold, der skal tages stilling til. Det citerede spørgsmål forudsætter tillige, at hvis man har tilstrækkelig viden, vil man trygt vælge metoden (f.eks. epiduralblokade). Det er ikke muligt at svare på spørgsmålet for den kvinde, der mener, at den viden hun har er tilstrækkelig, og at hun på baggrund heraf føler sig mest tryg ved ikke at vælge metoden. En validering af spørgeskemaet ville have afsløret disse svagheder.
Et andet budskab er, at der ved anvendelse af epidural smertelindring kan opnås, at mere end 90% er tilfredse med smertelindringen. Denne konklusion baseres på udtalelser fra 90% af de ti kvinder, som fik epiduralblokade, dvs. ni kvinder. Det er ikke muligt at generalisere på denne måde. Forfat-terne forudsætter tilsyneladende, at alle kvinderne havde ens smertelindringsbehov, og at de ni kvinder, der fik epiduralblokade, er repræsentative for alle fødende.
Undersøgelsens materiale er ikke beskrevet nærmere, og det er formentlig behæftet med kraftig bias. Det angives, at information foregik mundtligt en gang om ugen, men ikke hvor mange, der potentielt kunne inkluderes eller hvor mange, der rent faktisk modtog information. Inklusion foregik over en seksugersperiode i maj-juni 2002. I denne periode var gennemsnitlig 42 senge dagligt belagt af barselkvinder på Rigshospitalet. Selv med det fratræk, som forfatterne beskriver (ikkedansktalende kvinder og kvinder med planlagt kejsersnit), burde det have været muligt at inkludere materialets 70 kvinder væsentligt hurtigere end over seks uger.
På baggrund af ovenstående må det formodes, at et stort antal kvinder ikke har ønsket at deltage. Blandt de der deltog, afleverede kun 70% spørgeskemaet. Teoretisk kunne det være sådan, at netop kvinder med negative oplevelser af fødselssmerterne var mere motiverede for at indgå i undersøgelsen end kvinder, som ikke havde haft negative oplevelser af smerterne.
Også andre forhold gør det sandsynligt, at materialet ikke er repræsentativt, og konklusionerne derfor ikke korrekte. Det anføres f.eks., at 20% af deltagerne fik anlagt epiduralblokade. Andelen af fødsler med epiduralblokade var i maj og juni 2002 hhv. 15% og 13% på Rigshospitalet.
Således som design og resultater præsenteres i denne artikel, giver det anledning til at betvivle såvel den interne som den eksterne validitet af denne undersøgelse.
SVAR:
