Skip to main content

”Følg med tiden” – en livsfarlig lægemiddelreklame

Lægemiddelreklamer er farlige for patienterne, fordi vi læger påvirkes af dem

Mats Lindberg.
Mats Lindberg. (Foto: Aabenraa Sygehus)

Mats Lindberg, Overlæge, MHA, Aabenraa
E-mail: mli@dadlnet.dk
Interessekonflikter: Mats Lindberg er kontaktperson i Læger uden Sponsor

27. nov. 2014
4 min.

En lægemiddelreklame for Hjertealbyl med titlen ”KENDT OMRÅDE, NY VIDEN, FØLG MED I TIDEN!” fortæller, at enterocoated acetylsalicylsyre (ASA) giver færre gastrointestinale (GI)-bivirkninger end ikke-enterocoated ASA [1]. Der angives tre referencer for udsagnet, nemlig tre forskellige udgaver af produktresuméet for Hjertealbyl. I produktresuméet finder jeg dog ingenting om, at risikoen for GI-bivirkninger skulle være lavere med enterocoated ASA. Derimod står der, at enterocoated ASA absorberes betydeligt langsommere end almindelig ASA. Det kunne medføre dårligere trombocythæmning, tænker jeg, for jo langsommere ASA absorberes, jo større del hydrolyseres i tarmvæggen og når ikke frem til blodbanen.

Gavner hjertealbyl

På PubMed finder jeg ikke et eneste klinisk studie, der viser, at risikoen for GI-bivirkninger er lavere med enterocoated ASA. I et dansk kohortestudie med 27.000 ASA-eksponerede patienter og fem års opfølgning var både enterocoated ASA og almindelig ASA associeret med en fordoblet risiko for øvre GI-blødning sammenlignet med baggrundsbefolkningens [2]. I reklamen tales der ellers om ”gastrointestinale bivirkninger på placeboniveau” – med henvisning til et studie, hvor 18 raske forsøgspersoner eksponeredes i 15 dage [1].

Derimod tyder flere studier på, at enterocoated lavdosis-ASA medfører dårligere trombocythæmning end almindelig ASA [3, 4]. 44% af patienterne med stabil angina pectoris, der medicineres med enterocoated ASA, har utilstrækkelig trombocythæmning [4]. Reelt ved vi ikke, om enterocoated lavdosis-ASA overhovedet har en sekundærprofylaktisk effekt efter f.eks. myokardieinfarkt. Hvis vi ordinerer Hjertealbyl, mindsker vi sandsynligvis ikke patientens risiko for bivirkninger, som reklamen antyder, men snarere hans/hendes muligheder for at have gavn af behandlingen.

Påvirkes af nonsens

Lægemiddelreklamer er farlige for patienterne, fordi de virker. Vi læger påvirkes af reklamer og bilder os derfor ind, at reklamernes budskaber er videnskabeligt dokumenterede [5]. For hvilken læge vil indrømme for sig selv eller andre, at ordinationen er begrundet i medicinalfirmaets gode markedsføring?

Jeg kigger videre på ugens reklamer i Ugeskrift for Læger og Dagens Medicin. De er fulde af intetsigende værdiudsagn: ”Intuitivt, enkelt, brugervenligt”, ”Insulinuafhængig”, ”5 indikationer”, ”Ny”, ”Powerful performance”, ”Highly effective”, ”Kontrol hele dagen”. ”Et nyt kapitel”, ”Designet til alle”, osv. Vore ordinationer påvirkes desværre af den slags nonsens [5].

Det er tid til et paradigmeskift i den måde, vi danske læger forholder os til lægemiddelreklamer på. Først hvis vi anerkender, at vi påvirkes af reklamer, kan vi lære at forholde os mere kritisk. Hvis reklamens positive udsagn reelt er intetsigende, kan vi gå ud fra, at lægemiddelfirmaet ikke har bedre salgsargumenter. Når reklamen undtagelsesvist faktisk indeholder relevant information, som i tilfældet med Hjertealbyl-reklamen, må vi tjekke, om informationen er korrekt eller forkert, og om dokumentationen gælder den patientgruppe, som vi behandler.

5.000 kr for en anmeldelse

Hvis en reklame er vildledende, kan man melde den til Etisk Nævn for Lægemiddelindustrien (ENLI), som er lægemiddelindustriens organ for selvjustits. Det koster 5.000 kr., tager uger/måneder, og herefter publicerer ENLI resultatet skjult i en pdf-fil, som man ikke kan finde ved at søge på præparatnavn, lægemiddel eller firma. Ingen korrigerende information bliver sendt ud til de læger, der er blevet vildledt af reklamen. Fra et patientsikkerhedsperspektiv er det svært at forstå, hvorfor ENLI har valgt at gøre deres afgørelser så utilgængelige.

Det er en konkret risiko for patienterne, at deres læge ubevidst er påvirket af reklamer med vildledende eller intetsigende information. Det er en risiko, som Sundhedsstyrelsen, Lægeforeningen, Danske Patienter og Danske Regioner bør tage alvorligt ved at forlange, at der bliver oprettet et offentligt organ for granskning af lægemiddelreklamer, hvortil det er gratis at klage, og hvis afgørelser publiceres i en enkelt søgbar form.

Referencer

LITTERATUR

  1. Hjertealbyl acetylsalicylsyre. Kendt område, ny viden, følg med tiden! Ugeskr Laeger 2014;176:1819.

  2. Sørensen HT, Mellemkjaer L, Blot WJ et al. Risk of upper gastrointestinal bleeding associated with use of low-dose aspirin. Am J Gastroenterol 2000;95:2218-24.

  3. Cox D, Maree AO, Dooley M et al. Effect of enteric coating on antiplatelet activity of low-dose aspirin in healthy volunteers. Stroke 2006;37:2153-8.

  4. Maree AO, Curtin RJ, Dooley M et al. Platelet response to low-dose enteric-coated aspirin in patients with stable cardiovascular disease. J Am Coll Cardiol 2005;46:1258–1263.

  5. Avorn J, Chen M, Hartley R. Scientific versus commercial sources of influence on the prescribing behavior of physicians. Am J Med 1982;73:4-8.