Skip to main content

Redaktør: Brock S.

Forlag: Aarhus: Forlaget Philosophia, 2011

Sider: 251.

Pris: 230 kr.

ISBN: 978-87-88663-72-3

Bogen er ifølge redaktørens forord en debatbog om folkesundhed og samfundsmedicin. I 14 kapitler beskriver bogens ni forfattere dels aspekter af samfundsmedicinens historiske udvikling i Danmark og dels udvalgte aktuelle problemstillinger.

Signild Vallgårda leverer en veloplagt problematisering af begrebet "livsstilssygdom", og Uffe Juul Jensens historisk-filosofiske gennemgang af boligen i et sundhedsperspektiv diskuterer folkesundhedens dilemma med udgangspunkt i betragtninger over boligen som sygdomskim eller sundhedskilde. Bogen indeholder også et interview med nu afdøde Vagn Kristensen, som gennem en menneskealder i sin funktion som embedslæge var aktiv på den sundhedspolitiske arena i Ringkjøbing Amt.

Erfaringer fra Sund By-projektet i Horsens er med sine mere end 25 år på bagen et af bogens centrale temaer, som beskrives levende ved interview med den tidligere borgmester i Horsens, Vagn Ry Nielsen, og projektets mangeårige leder, Inge Kristiansen - en vedholdende engageret indsats for den brede sundhedsfremme baseret på folkeligt engagement, som aftvinger respekt.

Midt i begejstringen nænner man ikke at spørge, om folkesundheden så er bedre i Horsens, end den ellers ville have været. Og det gør bogen da heller ikke. Flere faktuelle oplysninger om rammer, midler og resultater vil nok efterspørges af den kritiske eller skeptiske læser. Der er også kapitler om socialmedicinens og arbejdsmedicinens udvikling, og Keld Thorgård genopfrisker i et afsluttende kapitel den gamle diskussion om epidemiologiens begrænsninger uden dog at tilføje noget væsentligt nyt.

Som bogens redaktør skriver, er der ikke megen kys til KRAM (kost-rygning-alkohol-motion), og på nogle områder forfægtes en aktivistisk linje med en vis distance til kritik, dokumentation og evidens. Selvom nogle kapitler er noget navlebeskuende, og andre ville have vundet ved en strammere redigering, kan bogen bestemt tjene som inspiration til refleksion og kritisk debat.

Interessekonflikter: ingen