Folkman-effekten

I forlængelse af min debatartikel i Ugeskriftet om »gråzone-screening for prostatakræft« [1] vil jeg supplere med en mere konkret indvending mod dagens rutiner.

Judah Folkmans mange publikationer om angiogenese (karnydannelse) gennem mere end tre årtier har betydet, at begrebet omsider er accepteret som en væsentlig faktor ved bl.a. tumorvækst. Og der er efterhånden klare indicier på, at et kirurgisk indgreb, inkl. biopsier, stimulerer angiogenesen.

Fænomenet lægger op til, at en »positiv« biopsi naturligvis ret hurtigt bør efterfølges af en adækvat operation - i mange tilfælde med adjuvant kemoterapi, der kan ramme de evt. mikrometastaser, der også aktiveres af indgrebene og derfor bliver følsomme for kemoen [2, 3]. De to referencer rummer diverse »forgreninger« til emnet.

Måske vil fremtidens forskning i antiangiogenetiske substanser kunne erstatte kemoen i den situation, men indtil videre er den aktuelle håndtering af fx brystcancer ikke urimelig, bortset fra at screeningen kan anfægtes, også ud fra det angiogenetiske aspekt.

Men det må være meget dubiøst at foretage diverse biopsier fra en lille kræftknude og siden overlade den »til sin skæbne«. Det er imidlertid i mange tilfælde rutinen ved prostatakræft.

Som beskrevet i min debatartikel om emnet [1] konfronteres jeg næsten dagligt med såkaldte sekstantbiopsier fra prostata hos ældre mænd uden symptomer - indikationen er åbenbart kun et forhøjet PSA. Ofte kan jeg påvise en lille kræftknude med ret lav »Gleason-score«. Konsekvensen er watchful waiting og gensidig bekymring.

Min personlige bekymring handler om, at biopsierne - via en god cocktail af angiogenetiske substanser - måske stimulerer knuden til vækst og dermed formidler en selvopfyldende profeti.

Generelt vil man jo gerne forestille sig, at man gør mere gavn end skade. Det gælder også patologer. Den nævnte rutine anfægter min illusion. Jeg har derfor opfordret mine kolleger i primærsektoren til at reducere antallet af disse urimelige udredninger hos gamle, raske mænd ved at give dem en forståelig »patientinformation« [4].

Fremskridt kræver ganske vist aktivitet, men også eftertanke. Ellers bliver begreberne absolut ikke synonyme! Jeg forventer respons på disse synspunkter - helst i form af en overordnet konsensus.