Skip to main content

Folkman-effekten 2

Overlæge Henrik Jakobsen, e-mail: hjak@dadlnet.dk Formand for Det Danske Råd for Prostatasygdomme, Dansk Urologisk Selskab

31. okt. 2005
1 min.

Ulrik Dige efterlyser konsensus angående PSA-måling [1]. Rekommandationer fra Dansk Urologisk Selskab kan findes på selskabets hjemmeside (www.urologi.dk) under klaringsrapporter og vejledninger. I klaringsrapporten for prostatacancer rekommanderes: PSA-måling bør foretages hos mænd med symptomer og fund, der gør prostatacancer til en diagnostisk mulighed. PSA-måling bør ikke foretages hos asymptomatiske mænd. En revideret klaringsrapport vil blive tilgængelig på hjemmesiden i løbet af året. Her anbefales som ovennævnt dog med tilføjelsen, at der foretages PSA-måling hos asymptomatiske mænd med massiv arvelig disposition.

Endvidere anbefaler Det Danske Råd for Prostatasygdomme følgende (www.ddrp.dk): Alle patienter med LUTS (Lower Urinary Tract Symptoms) bør have målt PSA. Fordele og ulemper ved PSA-måling bør dog diskuteres med patienten, også muligheden for falsk positive og falsk negative resultater, mulige komplikationer ved transrektal ultralyd med biopsi og muligheden for falsk negative biopsier.

Overlæge Søren Mommsen, formand for Prostatacancerudvalget, Dansk Urologisk Selskab


Referencer

  1. Dige U. Folkman-effekten. Ugeskr Læger 2005;167:1975.