Skip to main content

Forandring og forankring af velfærdssamfundet

Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen

1. nov. 2005
10 min.

»Jeg tror på forandringer, men ikke for forandringens skyld«. Sådan skriver Bent Hansen (BH) i en kronik i Ugeskrift for Læger den 22. september 2003. Alligevel sidder man tilbage med et billede af en formand for amternes sundhedsudvalg, der måske nok tror på forandringer, så længe der ikke rigtigt ændres noget.

BH erklærer sig enig i en masse af regeringens politikker såsom frit valg, aktivitets- og takststyring, kvalitetsudvikling, mv., samtidig med at han serverer små bitre stikpiller, der illustrerer hans manglende helhjertede opbakning til projektet. Det er elegant serveret af BH, men ikke særligt troværdigt. Troværdighed fordrer, at man ikke blot kritiserer andres ideer, men også selv er i stand til at fremlægge sine egne ideer.

BH efterlyser generelt et overblik over hvad der er formålet med regeringens politikker. Det giver en fornemmelse af, at BH i sin fokusering på den kommende strukturreform og amternes overlevelse, helt har glemt at læse regeringsgrundlaget og det supplerende regeringsgrundlag.

For havde han læst dem, ville han vide, at regeringens målsætning er at give borgerne mest mulig sundhed for pen-gene. Skatteyderne har krav på at sundhedsvæsnet er så effektivt drevet som overhovedet muligt. Sundhedsvæsnet skal være i stand til at yde den højeste faglige standard, som patienterne kan forvente inden for et tidsrum, der er rimeligt. For at sikre at borgerne rent faktisk får de velfærdsydelser, som de har krav på, er regeringen ikke bange for at gå nye veje. Vi har ikke berøringsangst eller ideologiske blokader i forhold til markedet, hvis markedet kan være med til sikre borgerne en bedre service. Faktisk tror vi, at det kan være sundt for alle, at der opstilles nogle alternativer og valgmuligheder. Borgerne kan få den service, der passer til deres behov, det offentlige kan lære af det private og omvendt. Det kan medvirke til en sund kappestrid om patienternes gunst, hvor det private alternativ fungerer som en ventil for det offentlige sundhedsvæsen. Dermed kan markedet som et alternativ være med til at styrke opbakningen bag det offentlige sundhedssystem. Det betyder altså ikke, at det offentlige sundhedsvæsen mister betydning. Tværtimod. For regeringen er udgangspunktet et stærkt offentligt sygehusvæsen, men også et sygehusvæsen, der er i stand til at løfte de mange opgaver, der er nu og i fremtiden.

Efter regeringens opfattelse står vi i disse år over for en række fundamentale udfordringer og valg, som vi bliver nødt til at finde løsninger på, hvis vi skal forankre velfærdssamfundet. Igennem de seneste 30 års velfærdsudvikling er det danske samfund blevet et andet. Hvor vi før i tiden accepterede, at individet skulle indpasses i fællesskabet, er moderne borgere bevidste om, at fællesskabet skal indrettes til borgerne. Vi har set den udvikling på en lang række områder. For eksempel ønsker forældre i dag selv at kunne sammensætte deres barsel, de ønsker også i langt højere grad at kunne vælge den skole og dagsinstitution, der passer til deres behov. Den mulighed har regeringen allerede givet forældrene. Men frem for alt ønsker borgerne, at kvaliteten er i top, og at servicen står mål med prisen. Ingen vil i dag acceptere, at systemtankegangen bliver brugt som argument for kvaliteten af den service, vi som borgere kan forvente. Sådan er det også på sundhedsområdet. Hvis ikke sundhedsvæsnet er i stand til at levere det som borgerne forventer, risikerer vi at miste den folkelige forankring til det offentlige sundhedsvæsen. Og så har vi for alvor svigtet fundamentet omkring velfærdssamfundet. Det er bl.a. derfor, vi har skabt bedre adgang til frit valg mellem sygehusene. Og det er derfor, vi løbende arbejder for at sikre, at velfærdssamfundet indrettes på en måde, der passer til borgernes behov frem for systemets.

Sundhedsvæsnet er en helt central grundpille i et moderne og velfungerende velfærdssamfund. Vi skal kunne stille krav til, at servicen er i top, men vi skal også være parate til at give plads til, at sygehusene rent faktisk kan få muligheden for at løfte denne vigtige velfærdsopgave.

Da regeringen trådte til, var debatten om udviklingen af sundhedsvæsnet ved at sande til i diskussionen om venteli-ster. Problemet med ventelisterne var og er, at visse borgere kommer til at vente urimeligt længe på at modtage den behandling, de har krav på. Hvilket har både menneskelige og jobmæssige konsekvenser. Derfor var regeringen nødt til at gøre noget ved ventelisterne, så vi kan vende os mod diskussionen om andre væsentlige ting i sundhedsvæsnet. På trods af BH's ellers kritiske bemærkninger er det heldigvis lykkedes at vende udviklingen takket være en klar prioritering fra regeringens og amternes side, hvor vi har tilført 2½ mia. kr. ekstra til sygehusene (i 2002-2003). Hvilket har betydet at ventelisterne på en række operationer er faldet med ca. 20%, noget der ikke er set i rigtigt mange år.

Jeg giver BH helt ret i, at det ikke er formålstjenligt at vedblive med at give ekstramidler til at løse opgaver, der burde være løst inden for den allerede eksisterende ramme, uden at vi grundlæggende tager fat på strukturerne. Derfor ligger det lange seje træk i at få ændret incitamentsstrukturen på sygehusene, så vi belønner aktiviteten. Vi kan allerede nu se, at den særlige pulje netop har været medvirkende til at nedbringe ventelisterne, fordi den er baseret på aktivitet. Og derfor skal vi gå videre ad den vej og ændre systemerne, så vi sikrer en incitamentsstruktur, der belønner dem, der gør mest og bedst. Det er Amtsrådsforeningen og regeringen enige om.

Regeringens udgangspunkt er, at borgerne og patienterne skal komme først. Den målsætning vil ikke lykkes uden aktivt medspil fra sundhedsvæsnet og især personalet. Men det forudsætter naturligvis, at sundhedsvæsnet og personalet har de rette rammer til at udvikle sig i.

Arbejdet med at udvikle kvalitetsstandarder er netop et forsøg på at skabe en diskussion om andet og mere end ventelister. Her diskuterer vi, hvad der er god kvalitet. Samtidig får vi sat et målesystem op, som sikrer, at nogle klare indikatorer på kvalitet bliver opretholdt. Udgangspunktet er ens for alle, og alle får mulighed for at fortælle patienterne og borgerne, hvad det er for en kvalitet, de kan forvente. Det er helt fundamentalt og grundlæggende i ethvert velfærdssamfund, at kvaliteten er i top. Samtidig må det være legitimt at forvente, at disse kvalitetsmål kan være let forståelige for borgerne. Hvis ikke de er det, risikerer vi at miste den folkelige forankring af velfærdssamfundet.

Derfor synes jeg, at BH har et forklaringsproblem, når han på den ene side erklærer sig som tilhænger af frit valg, men samtidig ikke tror på et let formidleligt system af smileys eller stjerner, som kunne give netop de ressourcesvage en let tilgang til komplicerede kvalitetsdata og andre relevante informationer om sygehusvæsnet. Det er lidt letkøbt at sige, at man går ind for kvalitet, åbenhed og adgang for de svageste uden at fortælle, hvordan sygehusvæsnets tiltag så kan formidles. Vi behøver jo ikke at kopiere det engelske stjernesystem, med tre stjerner. I Danmark kan vi finde vores eget sy-stem. Om det skal være stjerne, smileys eller noget helt andet er sådan set underordnet, bare det giver et nuanceret billede af situationen i sundhedsvæsnet, og at systemet dækker over andet end opredningen og antallet af tv-kanaler, sådan som BH nærmest antyder, at det vil blive. Arbejdet med kvalite tsmodellen er meget seriøst og vil, når den engang er færdig, give sygehusledelsen og de ansatte et fremragende redskab til en konstant kvalitetsudvikling. Men borgerne skal naturligvis også inddrages. Hvis ikke borgerne bliver det, vil al snak om frit valg og øget konkurrence klinge hult, fordi borgerne så reelt ikke kan bruge det.

For regeringen står mest mulig åbenhed ikke til diskussion. Vi mener, at borgerne har krav på at vide, hvad det er for en serviceydelse, de kan forvente. Det burde være helt normalt, at man som medborger i dette samfund kan følge alle de sager, der berører en selv, og at man på en let og overskuelig måde kan få overblik over, hvad ens skattepenge går til. Kun på den måde giver vi borgerne de nødvendige værktøjer og viden til at deltage i den demokratiske debat om det velfærdssamfund, de ønsker.

Demokratiet ligger jo ellers BH meget på sinde. En forandring af den kommunale og amtskommunale struktur skal efter hans opfattelse have direkte folkevalgte politikere i spidsen. Ifølge BH, der selv leger djævlen og analyserer på artiklen i Dagens Medicin den 21. august 2003, har han støtte i det synspunkt fra landets sygehuschefer. Her kommer han næsten frem til, at sygehuscheferne elsker de amtslige politikere. Hvilket i øvrigt kun er glædeligt, hvis der er tale om ægte kærlighed, og ikke et udslag af Stockholmsyndromet.

Men uanset hvad så kommer BH ikke uden om, at de fleste sygehusledere mener, at en reform med færre amter vil lede til en mere effektiv drift af sygehusene til gavn for patienterne. Nu tror jeg, at der er en ganske nærliggende forklaring på den opfattelse blandt sygehuscheferne. Ligesom resten af befolkningen mener sygehuscheferne vel, at det er politikernes ansvar at opstille politiske mål og visioner for sundhedsvæsnet. Men det er ikke ensbetydende med, at sygehuscheferne også mener, at det er gavnligt med detailstyring. Ifølge samme artikel er der i hvert fald røster fremme, der indikerer at kærligheden mellem de amtslige politikere og sygehuscheferne har det bedst sådan lidt på afstand. Jeg kan under alle omstændigheder godt berolige alle med, at uanset hvilken model vi finder frem til, vil det også i fremtiden være politikere, der har ansvaret for prioriteringerne og visionerne for sundhedsvæsnet. Og det vil fortsat være sygehusene, der har ansvaret for den udførende del af arbejdet. Den arbejdsdeling forudsætter også, at vi sikrer, at sygehuscheferne og de ansatte har de rette rammer til at løfte deres opgave. Regeringen er villig til at give flere frihedsgrader til sygehuse, der er i stand til at løfte ansvaret og er interesseret i at gå nye veje for at skabe den bedst mulige service til gavn for patienterne og borgerne. Vores mål er, at sygehuscheferne bliver mere end relativt tilfredse med frihedsgraderne.

Men i stedet for at bruge kærlighedsforholdet mellem sygehuscheferne og de amtslige politikere som figenblad, synes jeg, at det er væsentligt, at vi får løftet hele diskussionen om strukturer lidt op over amtshøjde. Diskussionen handler i virkeligheden om, hvordan vi får skabt sammenhæng mellem de ydelser og tilbud, vi giver patienter og borgere frem for struktur. Efter min opfattelse er vi nu i en situation, hvor vi skal turde stille spørgsmålene. Ville det give et andet og mere sammenhængende tilbud til patienten, hvis de samme politikere har ansvaret for forløbet før og efter indlæggelsen? Ville vi opleve en interesse i at sammenstrikke et andet og bedre tilbud? Umiddelbart kunne man jo mene at incitamentet alt andet lige vil være et andet, hvis hensynene til borgerne ikke blandes sammen med ansvaret for forskellige økonomiske kasser og dermed forskellige interesser.

Det er jo ikke bare den ældre medicinske patient, der risikerer at blive klemt mellem de forskellige systemer; det drejer sig også om diabetespatienter med bensår, og menne-sker der skal have genoptræning mv. Og uden for sundhedsvæsnets regi drejer det sig bl.a. om de arbejdsløse, dem der har brug for specialundervisning, indsatsen over for misbrugsfamilier mv.

Jeg er sådan set enig med BH, når han siger, at »behovet for broer opstår, når to eller flere kulturer eller faggrupper skal samarbejde. Når en faggruppe skal overlevere en patient til en anden faggruppe, når en institution skal overlevere til en anden institution osv.«. Men er løsningen bare at bruge ressourcer på at bygge broer, sådan som BH foreslår? Eller kunne man forestille sig, at man kunne opnå nogle andre resultater, hvis den politiske ledelse blev bedre i stand til med en sammenhængende indsats at få engageret faggrupper og institutioner i et samarbejde. Jeg hører til dem, der tror, at politik nytter, men det forudsætter, at man som politiker har ansvaret for både opgaverne og for pengekassen.

Det er forkert at tro, at vi kan måle effekterne af en strukturreform bare ud fra om der er en effektiviseringsgevinst. Det er meget mere væsentligt for mig, at der er politisk sammenhæng mellem løsningen af opgaverne. Demokrati handler for mig at se ikke bare om, at man kan stemme på visse politikere. Det handler også om at politikerne efterfølgende er i stand til at træffe de afgørelser, som borgerne forventer.

Når BH siger, at aben flytter med strukturerne, er det efter min bedste overbevisning et udtryk for defaitisme og berøringsangst. Naturligvis kan man gøre noget ved »aberne«. De fjernes som oftest ved, at der er nogen, der tager ansvar for den udvikling, der er nødvendig.

Hvis vi ønsker at forankre velfærdssamfundet, er vi også nødt til at forandre det så det tager udgangspunkt i borgerne og ikke systemerne. Når BH siger at han gerne vil »forandring, men ikke for forandringens skyld«, er det fordi at hans udgangspunkt er systemerne og strukturerne.

Velfærdsdebatten i Danmark har gennem de seneste mange år handlet om forandringer af systemerne. Men det er velfærdssamfundet ikke blevet mere forankret af. Oftest har konsekvensen været, at sigtet med reformerne er blevet udvisket og teknokratisk. Hvis vi skal fremtidssikre velfærdssamfundet og forankre det hos borgerne, skal vi fastholde vores målsætning: Borgerne først.